Alone in the Dark

Normalt sprudler Central Park af liv. På de godt fire kilometer græsplæne med grønne træer, en idyllisk sø og stisystemer går forelskede par romantiske ture, mens børn spiller bold og forpustede joggere storsvedende stavrer forbi. Det er New Yorks åndehul, et fristed i en travl by, hvor livet leves i overhalingsbanen. I øjeblikket er stedet dog alt andet end idyllisk. Hvem eller hvad, der er skyld i dette, ved jeg ikke helt, men sammen med Edward Carnby, en detektiv med erfaring inden for det paranormale, har jeg sat mig for at finde ud af det.

Som spiljournalist får man med årene en del erfaring i at sniffe sig frem til en maveplasker. At et spil forud for lanceringen ikke er til at opdrive i et anmeldereksemplar, er som regel et rigtigt godt pejlemærke. Et andet er, at ingen på nuværende tidspunkt, her et par dage før lanceringen, har en anmeldelse klar. Metacritic og Gamerankings er støvsuget for anmeldelser, der rent faktisk bedømmer det - og gad vide hvorfor?

Alone in the Dark er faktisk i sit femte udspil både ambitiøst og fyldt med anderledes gameplay-ideer. Det har, som det nærmest kræves af spil i dag, et vidtrækkende fysiksystem, en helt anderledes styring og muligheden for både at blive spillet fra første- og tredjepersonssynsvinklen. Men skal du have den slags nytænkende elementer, er du samtidig nødt til at affinde dig med et decideret rædselsfuldt kamera, en helt utilgiveligt ringe og nærmest sirupagtig styring og den dummeste dialog på denne side af årtusindet, spædet op med sekvenser, der er så hårdt planlagt, at det hele føles som en snærende spændetrøje. Alone in the Dark vil en masse, men kan reelt meget lidt.

Det starter allerede ved introduktionen. Fortumlet og ude af stand til at huske hvem du er, bedes du ustandseligt om at trykke den analoge styrepind i bund - og hvorfor? Fordi du på den måde blinker med øjnene og derfor kan holde den tåge, der ellers indfinder sig, på afstand. Ideen er der. Jeg skal være Edward, jeg skal se, hvad han kan se eller rettere ikke kan se, og på den måde leve mig ind i løjerne, men det føles mere, som om jeg er havnet i tv-serien Lost med ansvaret for knaptrykkeriet i lugen. Det er drønirriterende.

Som tågerne letter, lægges der flere lag på styringen samt mine opgaver, og på et tidspunkt er det helt slut med at blinke med øjnene, gud ske lov. Nu skal jeg i stedet slæbe rundt på en pulverslukker, mens jeg forsøger at dysse flammerne omkring mig ned. Nogle steder kan flammerne ikke slukkes, hvilket er godt det samme, for det er ikke den vej Eden Studios vil have mig til at gå - det er så åbenlyst at se. Til gengæld har jeg svært ved at gennemskue, hvor jeg skal stå, da en ordentlig bid af den skyskraber, jeg befinder mig i, river sig løs og efterlader et gabende hul i plankegulvet. Så der dør jeg, beklageligvis. Heldigvis er spillet planlagt ned til mindste detalje, så i genspilningen af øjeblikket er det nærmest i søvne, at jeg placerer mig det rigtige sted.

Og sådan går det gennem hele skyskraberen. Jeg lærer at fægte forvildet omkring mig med alt fra stole til bordben og skumslukkere ved hjælp af højre analoge styrepind, opdager at fysikken i spillet hverken er konsekvent eller god (da jeg rammer et bord med knæet, flyver det ind i næste rum) og hulker af grin, da læberne på Edward pludselig holder op med at bevæge sig, mens han stadig snakker. Da jeg senere sidder i en stjålen bil, træder speederen i bund og ræser gennem en parkeringskælder, oplever jeg også, hvordan det må være at køre rundt i en ramponeret øse, hvor hjulene er udskiftet med massive klodser af brun sæbe og vejen erstattet af tyk olie. Pludselig ønsker jeg mig tilbage til Grand Theft Auto IV.

I New Yorks gader, hvor jeg jagtes af en usynlig kraft, der flår asfalten op, må jeg genstarte konstant. Enten fordi min bil snitter en ubetydelig mursten, eller også fordi sekvensen, der bl.a. skal sende en brandbil ned i et af hullerne i vejen, aldrig helt forløber, som Eden Studios havde planlagt. Tre gange brager jeg direkte ind i den, og da den fjerde gang endelig tipper ud over kanten, et par sekunder før jeg kommer drønende, er problemet, at dele af vejen i flere sekunder forsvinder, hvilket gør mig totalt desorienteret. At Alone in the Dark kunne have brugt en lidt længere testperiode, er en grov underdrivelse.

Med ankomsten til Central Park åbner spillet sig uden tvivl op. Skyskraberens trange korridorer udskiftes med åbne vidder og opgaver, som du, i bedste sandkasse-stil, selv kører/går fra og til, men det gør meget lidt for oplevelsen. Edward er træg at styre rundt med, hans bevægelser er akavede og stive, og selv efter adskillige timer med joypaddet i hånden virker det stadig ikke overbevisende. Kampene foregår, når ikke du bruger pistolen, ved at svinge rundt med alverdens ting og håbe på det bedste, mens stort set alle gåder i en eller anden udstrækning handler om noget med elektricitet. Giv nogle fugle stød, fisk en strømførende ledning ud af vandet, skyd en ledning ned. Det er ikke ligefrem den store brainstorm, franskmændene har været i gang med. Et lyspunkt er dog, at alt i ens jakkelommer kan kombineres til endnu mere dødbringende våben, således kan du både lave dine egne Molotov cocktails og kaste brandbare væsker mod fjenderne, for derefter at skyde dem i stykker i luften, væskerne altså. Den akavede styring ødelægger dog de fleste af disse muligheder - det er i hvert fald alt for besværligt og kluntet.

Visuelt halter Alone in the Dark også efter. Grafisk går oplevelsen fra rimelig til umanerlig skuffende og gerne i en uskøn forening. Ansigter kan se strålende ud, imens animationerne er stive og baggrundene enormt udetaljerede. Andre gange forsvinder objekter og figurer helt fra skærmen, kun for at "poppe" frem igen et par sekunder senere. Mine anmeldelser handler normalt ikke om teknikken bag et givet spil, men i Alone in the Darks tilfælde er den en nødvendighed at berøre. Den er simpelthen alt for ujævn.

Alone in the Dark er en maveplasker. Det er et spil, der har turdet gå nye veje, men at gå nye veje kræver også et gevaldigt overskud på udførelsessiden, noget som Eden Studios tilsyneladende ikke har. Spillets inventory-system er flottere, end det er velfungerende, styringen er generelt sirupagtig, kameraet plages af de sædvanlige dårlige vinkler, kampsystemet virker tilfældigt, og den tekniske side er skrantende. Historien leveres nogenlunde, om end stemmeskuespillet levner en del tilbage at ønske, og gys er der i øvrigt ikke meget af i pakken. Og det kan en spolefunktion, et eventyr serveret i stramme, velanlagte kapitler og et par nye ideer ikke redde - desværre.