Super Smash Bros. Brawl

Se også Tomas Tanggaards videoanmeldelse på GamereactorTV:
Super Smash Bros. Brawl video anmeldelse

Timing er stort set ligegyldig, der er ingen ti-knap lange slagkombinationer, der skal læres udenad, og du skal lede længe efter nøjagtige gengivelser af alt fra Kung Fu til Judo og Capoiera - alligevel tillader Super Smash Bros. Brawl den frækhed, at klemme sig ind mellem sværvægterne i genren og skabe total ravage. Det kan virke som en grov fornærmelse mod de svulmende muskelbundter i Tekken og de velskårede pigebørn i Dead or Alive, men når konceptet først ryger ind under huden, så glemmer man helt de traditionelle og pludselig meget begrænsede baner, samt den forsigtighed, der ellers normalt er forbundet med kampspil.

I Super Smash Bros. Brawl er alt nemlig fra starten tilladt. At krybe sammen som en forslået hundehvalp og lade modstanderen få første slag, giver sjældent meget mening, og benytter man sig ikke af alt, som en given bane har at byde på, så virker Nintendos seneste projekt fra begyndelsen uendeligt enkelt og ligegyldigt. Opskriften på en rigtig god Brawl-kamp oplever man først, når hæmningerne slippes, der hamres løs på knapperne og man flyver fra platform til platform, for at få de farverige og tit helt vanvittige våben og superbevægelser, som drysser ned fra den skyblå himmel. Men så er det også ren ekstase. Pludselig er din fladskærm igen husalteret, hvor granvoksne mænd henholdsvis griner, græder og råber, mens deres egoer enten pudses af eller nedbrydes totalt.

Skattekisten, der udgør Super Smash Bros. Brawl, er i de første uger nærmest uudtømmelig. Den slags bugnende overflødighedshorn signalerer normalt en mangel på dybde til fordel for en masse overfladisk pladder, men i Brawl føles det helt naturligt at navigere gennem stakkevis af menuer for at prøve den seneste erhvervede spilkarakter af, lytte til et nyt stykke musik eller teste et af Nintendos klassiske spil en demo-udgave. Alt er inkluderet som en gestus til den årelange fan af Nintendos produkter - og det føles aldrig som unødvendigt tingeltangel.

Den bærende del, foruden selve Brawl-delen, er dog The Subspace Emissary, der med pæne mellemsekvenser og noget der minder om en historie, forsøger at give dig Brawls dyder og et regulært platform-spil i en og samme pakke - og det lykkes næsten. Jeg siger næsten, fordi Subspace Emissary aldrig rigtigt bliver spændende eller vanvittigt krævende, men i stedet fungerer som en rimelig undskyldning for, at give dig adgang til endnu flere karakterer og en bid af det univers, de kommer fra. Således møder du bl.a. både Konamis Solid Snake, Segas velkendte blå pindsvin Sonic og Metaknight, kendt fra Kirby-spillene. Galleriet af kampklare koryfæer er overvældende, og selvom et par af dem virker en anelse ligegyldige, så er der stadig så mange velkendte spilfigurer at trække ind i arenaerne, at du med lethed kan hygge dig i ugevis.

Men om du har tiden til det, er noget helt andet. Kisten er som sagt nærmest bundløs, og selvom du forholdsvis hurtigt kommer igennem The Subspace Emissary, så er der en række nøje planlagte Challenges klar, hvor du f.eks. enten skal være sidste mand stående, have tævet dine modstandere i en bestemt rækkefølge eller måske nå toppen af en bane først. Oven i dette er der Masterpieces, en samling demoer af klassikere som Super Mario Bros., Ocarina of Time og F-Zero. De er, indrømmet, Brawls svageste led, mest af alt fordi de fleste er begrænset til få minutters afprøvning, men ikke desto mindre giver det nytilkomne en mulighed for at opleve spilfigurernes ophav.

Og havde det bare været slut her, så kunne man måske tillade sig blot at kalde Brawl velpyntet, men det er omtrent på dette tidspunkt, at du opdager muligheden for at skabe dine egne baner, tjekke dine replays ud og det album af billeder, som du måske har knipset, mens du havde vennerne på besøg. Og så er der jo lige Coin Launcher, Training, Stadium mini-spillene osv. osv.

Som med Mario Kart Wii, så er Super Smash Bros. Brawl også et af de spil, der skal vise, at Nintendo ikke er helt tåbelige, når det kommer til online-action, og dette sikres gennem en, for mig, lidt kluntet online-del. Desværre kan du online kun spille "With Anyone" eller "With Friends" - sidstnævnte trækker på de irriterende og oldnordiske Friend Codes, mens førstnævnte gør det umuligt, at ændre på reglerne for de enkelte kampe. Det er ikke før, du bruger dine venners Friend Codes, at der for alvor bliver lukket op for mulighederne. Online glider spillet i øvrigt for det meste ubesværet, men til trods for en 20mbit linie, så måtte jeg stadig igennem flere kampe, der nærmest blev afviklet som en dias-serie.

Styringsmæssigt er Brawl udmærket med en Wii-mote og en nunchuck, men jeg må indrømme, at jeg har spillet det meste af Wii-udgaven igennem med mit trådløse Wavebird-joypad fra min gamle GameCube. Heldigvis ved Nintendo godt, at fans af N64- og GameCube-udgaverne, er blevet vant til at bruge joypad, og derfor kan Brawl også spilles med din Classic-kontroller.

På en maskine, der ikke er kendt for tonsvis af grafiske muskler, så tager Super Smash Bros. Brawl sig også rigtig godt ud. Med fingrene dybt begravet i alt fra Game & Watch-dagene (du ved, bip-bip-spillene) og til nutidens klassikere som Twilight Princess, formår Brawl, at servere en farverig verden af slotte, rumskibe, gakkede Wario-baner og 2D-landskaber, der på en eller anden finurlig måde, fint opsummerer hele Nintendos historie, uden at virke som malplacerede brudstykker. Sonic og Solid Snake er fremragende gengivelser af de to helte, og specielt Sonic synes at være i topform - han skulle tilsyneladende bare ud af hænderne på Sega for at få en opblomstring. Også lyden er et kapitel for sig selv, idet den rummer mange af de gamle, velkendte temaer, du har lyttet til på drengeværelset, når der blev tændt for Super Nintendoen. Det er måske mest af alt et nostalgi-trip, men for dem der var der, er det næsten perfekt.

Super Smash Bros. Brawl kan ikke sammenlignes med hverken Tekken eller Soul Calibur, men lever i stedet sit eget liv som en blanding mellem Power Stone og diverse klassiske platformspil, rørt sammen med et overvældende antal mini-spil og spilfigurer fra stort set alt, der har betydet noget de seneste 20 år - og det er i det lys, at jeg ikke kan andet end at elske det.