I Am Legend

Film omhandlende jordens undergang kan være en sjov størrelse. For det meste oplever man horder af skrigende mennesker og gader, der koger af frygt. I Am Legend går den komplet modsatte vej. Her er ingen paniske gader, ingen larm, ingen mennesker. Det eneste der er at finde, er en mand og hans hund, og deres kamp for overlevelse i en verden, der måske virker rolig og tom om dagen, men syder af ondskab og had så snart mørket falder på. Will Smith er manden, der næsten ene og alene fører skuden an i I Am Legend, og selvom det måske lyder vovet, så er resultatet enestående.

Dr. Robert Neville er eneste overlevende tilbage, efter at en dødelig virus har spredt sig ud til hele verden. Ironisk nok stammer virussen fra en ellers såkaldt mirakelkur mod den evigt voksende kræft-epidemi, som den vestlige verden har påført sig. En anden ting skal også nævnes, idet det måske er i overkanten at kalde virussen dødelig. Den forvandler nemlig de smittede, både mennesker og dyr, til blodtørstige monstre, med en ekstrem overfølsomhed overfor sollys. Da man kommer ind i filmen, har Robert været uden kontakt med andre mennesker i over 3 år, og hans eneste kompagnon er den gæve schæferhund Samantha. Den manglende menneskelige kontakt har gjort Robert til en særling, der er begyndt at diskutere personlige emner med henholdsvis Samantha og de forskellige mannequin-dukker, han har sat op i byen. Men han har alligevel et mål med tilværelsen; at finde en kur til den virus, som han, blandt andre, var med til at slippe ud i første omgang. En virus, der desuden lægger grund til en dyb personlig tragedie.

I Am Legend er, for at sige det mildt, en lækker film. Den visuelle stil og dybt gennemførte kameraføring gør, at man oplever ensomheden, det tomme New York og frygten med stålsikker hånd. Det er kort sagt imponerende, at se New York genskabt som en øde by, hvor naturen har fået lov til at gå sin gang. Det er i disse scener, at filmen for alvor fascinerer, og det er de billeder, der bliver i ens hoved i lang tid. Helhedsindtrykket bliver dog desværre ødelagt at en lidt for åbenlys brug af CGI til tider. Specielt er de inficerede mennesker nok blevet overeksponeret en smule, og det grænser sig til det lidt tegnefilmsagtige, når de pludselig kommer frem af mørket. Denne stil stemmer ikke helt overens med resten af filmens stil, men samtidig ødelægger den heller ikke filmen fatalt.

Men ikke kun billedsiden er i top. Tilhører denne film en mand, er det utvivlsomt Will Smith. I denne film har den ellers så rappe fyr fra L.A. lagt sin kappe, og spiller sit livs, indtil videre, bedste rolle. Replikkerne og skuespillet leveres med så meget selvsikkerhed, seriøsitet og nerve, at det bringer et fantastisk liv ind i de ellers døde og tomme gader i New York. Men ligesom filmens billedside, er det i de stille dele af filmen, hvor han brillerer.

I Am Legend vil blive husket for to ting; sin billedside og det faktum, at en enkelt mand kører på egen hånd igennem næsten hele filmen. Samtidig er der to faktorer der gør, at filmen ikke rammer helt til tops. Den ene er scenerne, hvor de inficerede hærger, idet der simpelthen går for meget tegneserie i stilen, og den anden er slutningen, der i mine øjne virker lidt for optimistisk. Dog er det småting, og det afholder ikke filmen fra at være et stykke topprofessionel underholdning, som helt klart er værd at tage et kig på. Jeg skal helt sikkert opleve New Yorks tomme gader én gang til