Far Cry: New Dawn

Selvom mange først forstod Far Cry: New Dawn som et Blood Dragon-lignende spin-off, hvor mange af seriens mere seriøse overtoner erstattes af psykedelisk selvbevidsthed og 80'er humor, så stod det hurtigt klart at Ubisoft Montreal tillader sig at være lidt mere ambitiøse i denne omgang. Godt nok er der kun gået et år siden lanceringen af Far Cry 5, og godt nok besøger vi igen Hope County, men hvorfor ikke forsøge sig med en mere seriøs historie? Hvorfor ikke gå planken ud med det postapokalyptiske design?

Det står med andre ord klart fra start af, at Ubisoft på mange måder har været langt mere ambitiøse med dette mindre spin-off end man sådan lige skulle tro, og det er til trods for at mange designelementer er overgået direkte fra 5 til New Dawn.

Men hvad er New Dawn egentlig for en størrelse? Lad os starte med det basale. Skal man være kynisk og nøjeregnende, så er New Dawn på mange måder et postapokalyptisk "reskin" af Far Cry 5's Hope County, som du nu udforsker 17 år efter at atombomberne fløj om ørerne og udslettede en stor del af menneskeheden. Flora og fauna har generobret ruinerne af den nu knuste civilisation, men mennesker, der søgte tilflugt i bunkere eller på anden vis overlevede dommedag, er nu dukket op på overfladen igen, og er begyndt at genopbygge en infrastruktur. Du vil se andre slags dyr, mere farverige omgivelser, ruiner der hvor små byer engang lå, Mad Max-inspirerede køretøjer og det ene tossede våben efter det andet.

Men ulig Blood Dragon er New Dawn ikke en overdrevet parodi, for der er faktisk tale om en seriøs historie om overlevelse, og om at lægge den første sten af hvad der i sidste ende skal blive en ny menneskecivilisation. Du er højre hånd til den karismatiske og hjælpsomme Thomas Rush, og sammen med en gruppe loyale følgere har I gjort det til jeres mission at hjælpe små græsrodssamfund rundt omkring i USA at genoprette lov og orden. På vej til Hope County går det hele dog galt takket være de to voldelige og uhyggelige tvillinger Mickey og Lou, der høster jeres nu havarerede tog for ressourcer, og kidnapper Rush. Det er nu op til dig at forene folket i Hope County, få Rush tilbage, genopbygge byen Prosperity og besejre tvillingerne. Selvom der er en række bizarre aspekter af hele den narrative opsætning, og at sarkastisk distance er en naturlig del af pakken her, så er Far Cry: New Dawn et spil der ønskes at tages seriøs. Selvom spillet ikke har bagt den samme afbildning af et følsomt emne ind i sin historie som Far Cry 5, så ønsker spillet, ligesom sin forgænger, at bevæge sig på den tynde linje imellem komik og brutal seriøsitet, og på overraskende vis lykkedes det et langt stykke af vejen. Faktisk opleves historien langt mere lineært i denne omgang, som vi ligefrem har savnet. Hvor du kunne takle Far Cry 5 i den rækkefølge du ønskede, så er New Dawn langt mere traditionelt, hvor du har sidemissioner og hovedmissioner, og hvor historien udvikler sig i én uniform retning, og tak Herren for det. Manuskriptet er stort set et pletskud med et glimt i øjet og noget på hjerte, tempoet bibeholdes takket være den mere lineære progression, og på mange måder er dette tættere på at være en Far Cry-oplevelse som den burde være rent narrativt. Om ikke andet tættere end Far Cry 5.

Og man kan faktisk mærke at New Dawn er en lidt mindre oplevelse end Far Cry 5, men ikke på den måde man umiddelbart skulle tro. Spillet er ikke bare mere lineært, det er også mere strømlinet. Først og fremmest driver du ikke fra by til by, men er rodfæstet til én enkelt af slagsen, nemlig Prosperity. En normal Far Cry-oplevelse byder på megen loot, så udviklerne tænkte tydeligvis at give dette loot en funktion, en rolle at spille, en grund til at eksistere, og herfra blev ideen om den opgraderbare hovedbase født. Du samler løbende gaffatape, motherboards, titanium og andet skrammel, samt den primære ressource - ethanol, op rundt omkring, og alt dette bruges til at opgradere basen. At opgradere basen giver mulighed for at kreere nye våben, gro nye planter, få mere information om omgivelserne og nye køretøjer. Det er en genial måde at give spilleren et primært og struktureret formål, og selvom systemerne er primitive, så er de uhyre effektive. At begive sig ud i ødemarken efter mere Titanium til at skabe en ny riffel, eller mere ethanol til at opgradere haven er en drivkraft man ikke skal kimse af. Ydermere giver det også spilleren et narrativt formål. Du er i Hope County for at styrke de lokale igennem opgraderingen af Prosperity, og frugten af dit hårde arbejde er konstant visuelt identificerbart.

Når du så begiver dig ud i Hope County vil du se mange størrelser du kender. Der er Hideouts som er små individuelle puslespil, der belønnes med Perk-point og ressourcer, Outposts der skal erobres, dyr at jage, fisk at fange og samleobjekter at... ja, samle. Der er dog en række forskelle her, der ændrer tilgangen til disse en del. Ubisoft Montreal har i denne omgang introduceret letvægts RPG-mekanikker, der betyder, at hver fjende er i niveau 1-4, der også indikeres af en farve; grå, blå, lilla eller gul. Kvaliteten af dine våben inddeles desuden i samme kategorier, og løbende som du opgraderer din base får du adgang til stærkere våben. For at få mere ethanol er det desuden muligt at "scavenge" en ellers indtaget Outpost, hvorpå du udvinder ethanol men at den pågældende Outpost tilbagegår til de onde Highwaymen. Derefter forøges samtlige fjenders niveau, og den bliver nu sværere at indtage. Det er en lille men ganske sjov ændring for dem der konstant ønsker at blive udfordret. Ikke bare det, pludselig at løbe ind i en muteret bison i niveau 4 kræver skud, tålmodighed og masser af snilde, og netop denne form for adspredelse giver verdenen lidt ekstra kant. For mig står det klart - RPG-mekanikker kan næsten aldrig skade.

Desuden er hele spillet tilgængeligt kooperativt med en ven, og dette system fungerer præcis lige så gnidningsfrit som i Far Cry 5. Det er både underholdende men også uden større tekniske problemer. Er du dog mere interesseret i at have en computerstyret kompagnon med dig er der en række allierede du løbende rekrutterer, og som du også træner, der gør at de får flere evner i kamp. Det er et solidt system, der gerne må bliver en fast bestanddel.

Ydermere byder Far Cry: New Dawn på en række Expeditions, som er spillets måske mest mærkværdige nye feature. Ved at opgradere din base får du adgang til en helikopterpilot, der tilbyder at flyve dig rundt til diverse brændpunkter i det postapokalyptiske USA, såsom Five Flags-forlystelsesparken eller Navajo Bridge. Ideen er, at du får en separat udfordring, hvor du enten alene eller sammen med en ven kan spille lidt med de taktiske muskler, og smugle en pakke ud af en fjendtlig fæstning. Du kan snige dig ind som du lyster, men imens du venter på helikopteren ud igen opdages du automatisk, så der er en fin balance imellem intens kamp og taktisk snigeri, og du får også set lidt andre omgivelser i samme ombæring. I virkeligheden er det bare en lidt anden form for Outpost, men når kernen, nemlig kampene, fungerer så fortrinligt, så er mere indhold at udfolde dig på egentlig bare rart.

Det begynder at tyde godt ikke sandt? Så sandelig forholder det sig på overraskende vis sådan, at ved at skalere hele strukturen lidt tilbage, at fortælle historien mere lineært og at introducere mekanikker der hvor det betyder noget, og som rodfæster spilleren til verdenen man forsøger at redde, så er Far Cry: New Dawn faktisk tættere på at være den optimale oplevelse end Far Cry 5 var.

Men så kommer vi til elefanten i rummet. Far Cry: New Dawn er i skrivende stund (få dage før embargoen) i en lidt rodet teknisk tilstand. Det bliver så slemt at selve himmelhvælvet er en kende nubret når man kigger op, og ofte ser teksturer både flade og ujævne ud. Samtidig med det er spillet gået i stå en række gange, og synkroniseringen imellem læber og stemmeskuespil har også været "hit or miss". Der er ikke meget andet at sige end at det er slemmere her, så slemt at det ikke er til at ignorere. Dog vil vi smide den undtagelse ind her, at en del kan reddes med en Day 1-opdatering, som der efterhånden er kutyme for i spilbranchen. Er det tilfældet, så kigger vi gerne nærmere på New Dawn igen.

Heldigvis er en lidt middelmådig teknisk tilstand ikke nok til ødelægge helhedsindtrykket af New Dawn. Ubisoft Montreal genbruger godt nok visse strukturelle elementer og den samme verden, men ved at introducere RPG-elementer, rodfæste spilleren yderligere og overgå til en lineær narrativ progression, så bevæger de sig tættere på den optimale Far Cry-oplevelse. Faktisk håber vi at mange af disse elementer fra nu af bliver fast inventar fra nu af. Fra et mekanisk synspunkt er Far Cry: New Dawn en positiv overraskelse for at sige det mildt, og det er nu engang det der betyder mest.

Rettelse: I den originale version af denne anmeldelse skrev vi, at spillet er bygget på AnvilNext grafikmotoren, men det er faktisk ikke tilfældet. Det er derimod en modificeret udgave af CryEngine kaldet Dunia Engine, som også er blevet brugt i tidligere spil i serien.