Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Apex Legends

Apex Legends

Respawn Entertainment giver os deres bud på en adrenalinpumpende battle royale-oplevelse. Fungerer det dog som tiltænkt?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Hvis du ikke har fulgt med i spilverdenen den sidste uges tid, så er her en update på en af de mere tossede nyheder: Respawn, skaberne af Titanfall-serien, lancerede et fuldkommen uannonceret spil i mandags ved navn Apex Legends. Kun nogle leaks i weekenden gav os en fornemmelse af, at noget skulle til at ske, hvilket er komplet uhørt for noget udgivet af EA. Spillet er sat i Titanfall-universet, men er langt fra et Titanfall-spil. Det er i stedet EA's uundgåelige forsøg på at få en bid af battle royale-kagen, som Epics Fortnite ellers har gnasket på som enehersker længe, bortset fra PlayerUnknown's Battlegrounds, Call Of Duty's Blackout og CS:GO's nye Danger Zone. Vores opgave er naturligvis at nå frem til, om Respawn, med deres fornemmelse for hektisk, højpoleret AAA-action og dejlige EA-penge i ryggen, kan levere en oplevelse, som er din tid værd i det tætpakkede battle royale-landskab.

Lad mig starte med at erkende, at battle royale normalt ikke er specielt tillokkende for mig. Fortnites upræcise kamp og (for mig) utiltalende æstetik resulterer i, at spillet bare ikke taler til mig. PUBG derimod, har altid forekommet for upoleret. Da jeg heller ikke er en stor Call Of Duty- eller Counter Strike-fan, så har disse spils nye battle royales heller ikke fået mig overtalt. Med dette i mente, så lad os synke dybere ned i, hvad Apex egentlig er for et bæst.

Apex Legends
Dette er en annonce:
Apex LegendsApex LegendsApex LegendsApex Legends

Vi kan give en del ros til Respawn for at bære deres inspirationer med stolthed. Spillet er på mange punkter en sammensmeltning af mange succesfulde titler fra de seneste år. Det er en hero shooter, som Overwatch, men har arvet store dele af Titanfalls og Call of Dutys hurtige gunplay, med slide-moves og responsive bevægelser. Og så er det naturligvis også en battle royale, med et gigantisk map, hvor 60 spillere lander og skal se, hvilket hold der overlever til det sidste.

Nu lagde du sikkert mærke til ordet "hold," og det er ganske væsentligt her. Apex kan nemlig (i hvert fald i skrivende stund) kun spilles i hold af tre. Hvis du spiller alene (som jeg har gjort), så bliver du altså sat i et hold med to andre tilfældige spillere, som naturligvis kan være mere eller mindre begavede. Det hjælper dog gevaldigt på sammenspillet, at Respawn har udviklet et både genialt og simpelt ping-system, hvor man med midterste museknap kan udpege interessante steder i horisonten eller på kortet, hvor man fx. har set en fjende, eller hvor man blot vil have sit hold med til at udforske loot. Dette system er intelligent nok til at variere beskeden, så et prik på en healing-station vil blive udråbt af ens helt som dette. De beskeder, man generelt får om supply-drops eller fjender fra både ens holdkammerater og fra spillet selv (altså automatisk) gør, at holdets sammenspil fungerer i langt de fleste tilfælde, helt uden behov for mikrofon. Skulle det gå helt galt, så har jeg dog også klaret den temmelig længe hvor mine to medspillere havde dummet sig og døde i starten af spillet.

Mens dette overraskende intelligente ping-system er et af Apex's største trumfkort, så har spillet mange andre variabler, som skal gøres rigtigt. Som nævnt er spillet en hero-shooter, og mens spillets heroes ikke er ligeså dræbende kedelige som i det nu døde Lawbreakers, så er de heller ikke ligeså distinkte som i Overwatch. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg bedst kunne forholde mig til den åbenlyse healer i Apex, kaldet Lifeline, men har naturligvis også prøvet resten af flokken. Det relativt lille hold af heroes på otte, hvoraf to skal betales for med enten in-game valuta eller rigtige penge, føles mere som et supplement til gameplayet, end det egentlige fokus. Misforstå mig ikke, de er ganske fine, men det er ikke banebrydende design. Deres evner er også mere nedtonede end i Overwatch, og det er ofte svært at gennemskue, lige præcis hvornår de kan være til gavn. Her serverer Overwatch med hver enkelt hero nogle specifikke sammenhænge, hvor det vil være genialt at bruge ens ultimate, mens Apex har evner, som enten er sværere at håndtere, hvis man ikke vil skade sine holdkammerater, eller er langt mere niche end noget Overwatch byder på.

Dette er en annonce:
Apex Legends
Apex LegendsApex LegendsApex LegendsApex Legends

Dette hænger naturligvis sammen med at spillet også skal give plads til de mange våben, man kan samle op. Mens hvert enkelt våben egentlig føles og lyder rigtig godt, så er de dog lidt ensartede, idet vi kun har pistoler, revolvere, SMG'er, snipere, shotguns og større eller mindre assault rifles. Der er altså ikke nogle bazookas, miniguns eller andet alvorligt gakket, dette er reserveret til granater og enkelte hero-powers, som lader det regne med bomber fra himlen. Mens visse våben klart er svagere end andre, så skiller våbnene sig ikke rigtig ud i deres designs. Hvis der var loot, som tydeligvis forstærkede bestemte heroes, så disse dele af spillet have bedre sammenhæng. Desværre, så er den smule synergi der er mellem de forskellige heroes og mellem våben, ret utydelig.

Mens dette kan lyde grælt for Apex, så er det stadig en fortrinlig battle royale. En af de ting, spillet gør virkelig godt, er at tilbyde et respawn-system (alt andet ville vel også være underligt i et Respawn-spil), som både bevarer genrens intensitet, men giver også mulighed for et comeback fra et hold, hvis blot én spiller kommer ud af kampen helskindet. I Apex er man først "downed," før man elimineres. I dette stadie kan ens holdkammerater hjælpe én op igen, mens man meget belejligt får et skjold til beskyttelse. Er man komplet død, så kan ens holdkammerater også samle ens "tag" op indenfor et vist tidsrum, og bringe det til en respawn-station. Dette kan i visse situationer være svært at realisere, da spillere jo som regel dør fordi der er en intens kamp igang. Men lykkes det, så er det ret tilfredsstillende.

En af spillets fornemmeste opgaver er desuden at være det AAA-battle royale, vi har eftersøgt. Med dette mener jeg et spil, som lyder rigtigt, ser brandgodt ud og samtidig kører super glat. Dette leverer spillet heldigvis på langt de fleste områder, med et flot grafisk udtryk, som balancerer det realistiske og mere cel-shadede rigtig imponerende. Generelt er den visuelle side ganske fortrinlig, med varierede miljøer, fra sump-byer til ørken med gigantiske skeletter, et asiatisk udseende marked, såvel som mere industrielle områder. Oveni dette så lyder spillet også rigtig godt, blandt andet fordi man som regel har en god fornemmelse af, hvor fjender er, baseret på de skud, som affyres, eller de fodtrin, man kan høre fra rummet ved siden af.

Måske allervigtigst, så føles spillet glimrende, med et tilfredsstillende slide og god håndtering af våben, omend de føles lidt ens. at bevæge sig og navigere spillet føles ganske intuitivt, ligesom man hurtigt smider loot man ikke har brug for. Sammen med ping-systemet, som let lader dig koordinere slagets gang med holdet, så gør dette at spillet aldrig er i vejen for dig, og bare er ligetil at arbejde med. Som helhed er der altså tale om en flot, vellydende og intuitiv gang top-kvalitets Respawn-FPS, nu i battle royale.

Apex Legends
Apex LegendsApex LegendsApex LegendsApex Legends

Spillet har allerede fået en del ros fra presse og brugere for at være meget finpudset og fejlfrit allerede ved dag 1. Det er også for det meste rigtigt. Jeg har dog haft nogle få besynderligheder, heriblandt to uheldige crashes første dag, som dog ikke har gentaget sig efter adskillige timers spil. Et andet problem er dog, at jeg er blevet sat i matches uden holdkammerater nogle gange. Her har jeg dog blot fundet en ny kamp, men det var da uventet. Den mest gentagne fejl har dog været, at lyden har haft nogle underlige hak når spillet starter op. Det har dog ikke været et problem i selve spillet. Kun de to crashes har været for alvor problematiske, mens spillet ellers har kørt ultra-glat.

De mange forskellige aspekter af spillet giver tilsammen en glimrende pakke, som jeg ser mig selv vende tilbage til sammen med de millioner af spillere, der også har taget godt imod spillet, allerede her i den første uge. Der er noget RPG-agtigt over at udforske banen som hold, konstant opmærksom på andre spillere. Når man pludselig opdager, at et andet hold også marcherer ind i sumplandsbyen, så kan kampen udarte sig på mange måder. De mange små hytter, lige ved siden af at større militærkompleks, grotter og meget andet, resulterer i adskillige gemmesteder, forsigtigt lagt ud på kortet, som nærmest alle sammen byder på loot. De steder, der er markeret som high-tier loot vil naturligt være centrum for kamp, kort efter landing, mens de skrumpende ringe vil være en anden naturlig barriere for, hvor man vil møde fjender. Som helhed giver spillet mange spændende øjeblikke i de fleste kampe, og jo mere man spiller, jo mere interessant bliver hver kamp, da man får mere mod på at være den jæger fremfor bytte.

Spillet lykkes med andre ord virkelig godt med at sætte scenarier op, som ikke er givne på forhånd, og endda i et så varieret map. Det er på grund af denne helhed at spillet fungerer rigtig godt. Det skal dog ikke betyde, at spillet er uden mindre fejl, såsom at dets hero-system ikke føles helt ligeså sammenhængende som i eksempelvis Overwatch, eller at våbnene ikke føles helt så distinkte, som man kunne håbe. Som nævnt oplevede jeg også nogle få tekniske problemer. Til gengæld er helheden og produktionsværdien glimrende, og dette gør, at Apex på langt de fleste parametrer er det AAA-battle royale, vi har ønsket os. Da det er gratis er der absolut ingen grund til ikke at testkøre et så vellavet spil.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Glimrende produceret, fantastisk ping-system, varieret map, intuitiv kontrol, sjov battle royale.
-
Enkelte tekniske problemer, ensartede våben, utydelig hero-synergi.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Apex LegendsScore

Apex Legends

ANMELDELSE. Skrevet af Anders Fischer

Respawn Entertainment giver os deres bud på en adrenalinpumpende battle royale-oplevelse. Fungerer det dog som tiltænkt?



Indlæser mere indhold