Bohemian Rhapsody

Det er ikke altid lige let at lave gode biopics. Det kan være utroligt svært at balancere de rigtige mængder underholdning og virkelighed, i et forsøg på ikke at ende i et af de to yderpunkter, der hhv. hedder ren fiktion eller dokumentarfilm. Det betyder ikke, at det ikke er muligt at ramme den gyldne mellemvej, som eks. Amadeus, Malcolm X eller Gandhi formåede og Theory of Everything også nærmede sig (på trods af at være lidt generøs med fløden). Det skal hertil straks siges, at Bohemian Rhapsody ikke forsøger at revolutionere genren på nogen måde. Hvis man taler storyline eller karakterudvikling er filmen utroligt flad og minder overraskende meget om John C. Reilly-komedien Walk Hard: The Dewey Cox Story, der rent faktisk er en parodi af selve biopic-genren.

Det skal derfor med det samme slås fast med søm af den lange slags: filmen er ikke et kreativt mesterværk. Og det tror jeg heller ikke mange havde forventet, inden de så den første gang. Filmen er lavet for Queen-fans, og nærmere betegnet, folk der er vilde med Freddie Mercury. Dette bliver lige gentaget igen, igen: hvis du ikke med vilje har hørt Queen i løbet af det sidste år, kommer du højst sandsynligt ikke til at nyde meget af filmen. Hvis 20th Century Fox ikke havde erhvervet sig rettighederne til sangene, var denne film aldrig blevet til noget. Men eftersom selskabet indgik et samarbejde med de resterende bandmedlemmer og derigennem fik rettighederne, kan jeg som Queen-fan uden tøven sige, at jeg var positivt overrasket over filmen. Den er underholdende, og selvom til tider at være lidt cheesy, synes jeg bestemt den var en fornøjelse at se.

Filmen starter samme sted den slutter, ved Queens Live Aid-performance i 1985, der efterfølgende er blevet døbt verdens største rock optræden til dato (af en BBC. afstemning i 2005 med over 60 kunstnere, journalister og musikindustriledere). Første gang vi ser Mercury (Rami Malek) hopper han op ad trapperne i sin genkendelige hvide tank-top og stramtsiddende jeans på vej mod scenen, hvor 72.000 fans spændt venter på den næste store koncert. Han er energisk og musikken (Somebody To Love) får også os seere frem i sædet med et smil på læben. Man er betaget, fordi man er Queen-fan. De høster et hav af gratis point udelukkende pga. soundtracket, og det kan ikke siges at være nogen overraskelse, at filmen er nomineret til oscars for både bedste lydredigering og lydmiks.

Derudover er den nomineret til to yderligere oscars, hvor den ene er grundet Maleks præstation. Og den kan man roligt sige er fortjent, selvom det ville være synd at sige, at manden ligner Mercury. Men cadeau til castingen, eftersom der for en gangs skyld er blevet vurderet ud fra talentet, frem for at tage et mere oplagt valg, baseret på udseende alene. Apropos udseende, var den i højere grad mere vellignende Sacha Baron Cohen originalt castet, men smuttede pga. kreative uenigheder. Baron Cohen var mere interesseret i at lave en gritty film, der fokuserede på Mercurys kamp med AIDS og de vilde festers negative indflydelse, mens de resterende bandmedlemmer insisterede på et mere respektfuldt og fyldestgørende portræt af sig selv. Selvom både AIDS og festerne kort bliver inddraget mod filmens slutning, er det ikke her hovedvægten endte med at være. Bohemian Rhapsody endte i stedet som en letfordøjelig oplevelse, hvor positive vibes er i fokus.

Som nævnt er en af grundende til, at filmen fungerer, den gode casting af Mercury. I stedet for at kopiere hans genkendelige moves, kan man se, at dansetræningen har båret frugt, og Malek emulerer i langt større grad Mercurys ånd end at agere som en billig efterligning. Det virker helt naturligt, når vi ser ham hoppe rundt på scenen mens han energisk mimer til sangene. Man tænker desuden ikke det er underligt, når man hører Mercurys stemme komme ud af Maleks krop, og med sådan en ikonisk sanger må man sige dette i sig selv er en yderst flot præstation. Birollerne er desuden velvalgte, selvom det virker til primært at have været med udseendet i fokus, at de blev castet, eftersom ingen af de andre roller har de store emotionelle scener.

De kan endvidere til tider virke lidt karikerede og overfladiske, og mange af plottets forløsninger virker lidt forhastede, for at binde filmens løse ender sammen til sidst. Men det er vel prisen for at få en streamlinet fortælling, der hverken er komplet virkelighedstro eller gennemgående kedelig. Jeg synes der er blevet fundet en fin balance, selvom nogle af de kreative valg er lidt spøjse, eks. hvordan bandets medlemmer mødes, er komplet opdigtet og der er andre karakterer, der ikke eksisterer i virkeligheden, men blot er der for at give bandet midlertidig (og yderst kortvarig) modstand. Der er gjort meget, for at fortællingen passer ind i en letfordøjelig pakke, der kan sluges på en aften, uden man skal dedikere meget mere tid til den. Men eftersom det også var det jeg forventede af filmen, var det ikke en negativ oplevelse, at mangle dybde. Det var ikke denne film, jeg forventede skulle efterlade mig søvnløs med eksistentielle problemer. Det lader jeg i stedet Marvel om.