Subnautica (PlayStation 4)

Den her bliver svær at skrive. Som en del af Gamereactor i snart fire år, har jeg efterhånden skrevet en god håndfuld anmeldelser, og heldigvis plejer det at falde mig naturligt. Jeg gennemfører et spil, samler mine tanker og forsøger at få dem ned på papir. Hvor lang tid skriveprocessen tager, adskiller sig fra spil til spil - nogle gange flyder ordene lettere end andre - men som udgangspunkt forsøger jeg altid at underholde og vejlede jer læsere. En underholdende tekst er bare noget lettere at bevæge sig igennem, og i slutningen har I forhåbentlig en lidt bedre idé om, hvorvidt spillet er noget for jer. Men hvordan vejleder jeg, når jeg ikke aner hvilken vej, jeg helst vil have I går? På den ene hånd har jeg lyst til at tildele Subnautica mine varmeste anbefalinger, og på den anden hånd vil jeg råde jer til at blive væk.

Subnautica er fantastisk. Subnautica er forfærdeligt. Moderskibet, du befinder dig om bord på, styrter ned i spillets første sekund. Du løber til den nærmeste Life pod, flygter væk fra det brændende skib og lander uskadt på en ny fremmed planet. Når rystelserne er ovre, og spillet giver mig kontrollen, prøver jeg at skabe mig et overblik over situationen. Hvor de fleste spil i denne fase ville overrumple dig med vejledninger til, hvad man skal tage sig til og hvordan man skal gøre det, så forholder Subnautica sig tavs. Du er alene i vildmarken. Jeg prøver at interagere med diverse objekter i den lille Life pod, men det går hurtigt op for mig, at det meste er ødelagt eller ubrugeligt, indtil jeg finder de rette redskaber.

Jeg føler mig efterladt, jeg føler mig sårbar, men jeg ser ingen anden udvej end at bevæge mig ud af mit sikre lille rum, og se hvilken planet jeg er landet på. Og hvilken planet; det blå vand strækker sig, så langt øjet rækker, kun afbrudt af det brændende rumskib, Aurora, som jeg befandt mig på for få sekunder siden. Vandet er blåt og indbydende, og uden nogen anden retning at bevæge mig i, springer jeg ud i det. At man ikke befinder sig på jorden, bør være indlysende fra spillets første sekund, men skulle du tidligere være i tvivl, er du det ikke længere. Fisk i alverdens farver svømmer rundt omkring dig, men ingen af dem ligner noget, der stammer fra vores blå planet. Jeg begiver mig dybere ned blandt grotterne på jagt efter ressourcer, altid med en bevidsthed om hvor min Life pod befinder sig, og altid med en bevidsthed om at holde mig på afstand fra de større fisk i omegnen. Som sagt; jeg føler mig sårbar.

At Subnautica aldrig holder dig i hånden, ender også som en af spillets største styrker. Finder du en ny art under vandet, ved man ikke om det er et rovdyr eller om den er fredelig og kun har interesse i planterne omkring dig. Kun ved at udforske selv, eller bevæge dig så tæt på dem, at du kan skanne dem, kan man blive klogere. Langsomt falder man ind i en rytme; finder man nyt ødelagt udstyr, der er endt der efter styrtet med Aurora eller fra tidligere overlevende, kan man skanne det og finde ud af, hvordan man selv skaber det. Det giver bedre udstyr, hvilket tillader at komme dybere ned i mørket, hvor man måske kan finde nyt udstyr, der forbedrer dine chancer for overlevelse endnu mere.

Subnautica er dog mere end "bare" et overlevelsesspil. Skulle du være i tvivl om, hvilken retning du skulle bevæge dig i, vil du ofte modtage nødsignaler på din radio, der er blevet efterladt af andre overlevende. I begyndelsen mistænker man, at de overlevende er andre rejsende, der var om bord på det samme skib som dig, men langsomt finder du ødelagte rumstationer, der tydeligvis har været på planeten i årevis, og mysteriet tager til. I Subnautica er din første prioritet altid at overleve, og gøre din tilværelse lettere, men historien griber hurtigt fat i den nysgerrige spiller, og holder fast hele vejen til slutningen. Hvor de fleste overlevelsesspil er tilfredse med at give spilleren en udfordring i at holde sig i live, så går Subnautica endnu længere, og giver en mening med tilværelsen.

Desuden skubber historien også spilleren rundt omkring på planeten. I Subnautica føler man sig aldrig i sikkerhed, men man har det bedst i vandoverfladen, hvor solen let kan trænge ned til dig og man hurtigt kan svømme op og få luft. Spilleren der forbliver i vandoverfladen, må dog også se sig begrænset til det kedelige udstyr - alt det sjove findes dybere nede i mørket. Det samme kan dog også siges om monstrene. Mange spil, der bestræber sig på at skræmme spilleren, kommer aldrig i nærheden af at være så effektive som Subnautica. Det kan godt være, at man løbende finder bedre og mere effektivt udstyr, men overfor det dunkle mørke og uvidenheden om, hvor angrebet kommer fra, gør udstyret ingen forskel. Frygten slipper dig aldrig, når man igen vender næsen nedad.

Jeg ved dog ikke, hvad jeg finder mest skræmmende; at svømme ned i mørket eller at gemme spillet. Når jeg svømmer rundt i Subnautica, ender jeg ofte med at sidde fanget i nogle timer, da jeg har svært ved at slukke, når jeg først er i gang. Forestil dig derfor min smerte, da jeg glad startede spillet igen kun for at erfare, at alle gårsdagens timer var forsvundet. Spillet har simpelthen ikke gemt det. En kort søgning på Google, og jeg er tydeligvis ikke den eneste med dette problem. Efter en længere søgning, er jeg stadig kun kommet frem til én "løsning"; gem ofte! Og når man gemmer, så kig ind i en væg eller noget andet, der ikke bevæger sig. Vent tre sekunder inden man trykker på Save, så spillet har en mulighed for at følge med og så skal man stå helt stille, når der står saving i hjørnet. Nå ja, så skal man også gøre det tre gange i streg. Selv med alle de forholdsregler, er man stadig ikke sikker på, at det er lykkedes - man har bare forbedret sine chancer. En så grundlæggende fejl bør aldrig være i et spil, der er blevet udgivet som et færdigt produkt.

Det er dog desværre ikke her problemerne stopper. Frameraten kan falde til kravlende hastigheder, hvis du har haft det kørende i nogle timer uden pauser. Ofte, når jeg var oppe efter luft i vandoverfladen, frøs billedet i flere sekunder før det endelig fik indhentet handlingen. Det indledende overdådige indtryk, hvor der er vand så langt øjet rækker, falder også en smule til jorden, når man erfarer, at der faktisk er øer indenfor rækkevidde - spillet er bare ikke i stand til at vise dem, før du kommer tæt nok på dem. Det er en mærkelig oplevelse, første gang en ø pludselig springer frem for øjnene af dig. På et tidspunkt, ville jeg tilbage til øen, fordi jeg ville indsamle nogle ressourcer, man kan finde i dens huler. Jeg måtte svømme rundt i flere minutter, før jeg endelig - ved rent held - bevægede mig tæt nok på den, så den sprang frem foran mig. Man kan vælge at betragte det som endnu en udfordring, og modsat save buggen, så var det ikke direkte ødelæggende for min tid med spillet. Det er bare irriterende, at misse noget så stort som et bjerg, bare fordi man svømmer en anelse for langt fra det.

Det efterlader mig i en ambivalent position. Subnautica er sig selv - på godt og ondt. Subnautica er unikt. Det byder på de mest skræmmende gys, det byder på opdagelse og det byder på fremragede historiefortælling. Desværre byder det også på lav framerate og fejl når man gemmer. Subnautica er fantastisk. Subnautica er forfærdeligt. Jeg vælger at lade den fantastiske del fylde mere, når jeg sætter en karakter i bunden. Jeg hader at skulle gemme spillet tre gange. Jeg hader, at gå ud af spillet, og være i tvivl om hvorvidt min aften har været spildt fordi spillet ikke kunne udføre en af de mest basale opgaver. Heldigvis er min kærlighed til spillets stærke sider større end mit had til dens fejl. Skulle fejlene blive rettet, kunne jeg sagtens se mig selv opdatere denne anmeldelse. For nu siger jeg køb det. Jeg siger vent. Uanset hvad, så bør du ikke gå klip af Subnautica.