Condemned 2: Bloodshot

Fra vinduet i et faldefærdigt lejlighedskompleks er jeg for en stund tilskuer til det vanvittige cirkus, jeg er havnet i. Byen har mistet sin uskyld, og dens indbyggere er gået fra forstanden. Storbybøller og anonyme psykopater iført grise- eller gasmasker befinder sig i en kollektiv blodrus, som ingen ende vil tage. De råber og skriger, tæver hinanden med de bare næver, jernrør, baseballbat, stolper, mursten, eller hvad som helst andet de kan få fat i. De synes ramt en galskab meget lig indbyggerne i Bioshocks Rapture.

Jeg ville gerne tro, at der var tale om et lokalt bandeopgør, men dette absurde voldsorgie forfølger mig som min egen skygge gennem beboelseskvarteret, dukkefabrikken SCU-bygningen og museet. Jeg er stødt på nogle besynderlige støjsendere, som udsender en stressende, nervenedbrydende larm, og mistænker dem for at være årsag til bysbørnenes sindssyge, men det rejser så spørgsmålet om, hvem der har installeret dem og hvorfor. Og jeg har heller ingen forklaring på den sorte slam, som bygninger og vanskabninger er smurt ind i.

Gentagne uforklarlige oplevelser, som jeg tilsyneladende står helt alene med, har efterhånden ledt mig til at tro, at jeg selv er ved at miste jordforbindelsen, og at skrækscenarierne overvejende er blevet til i min egen bevidstheds mørke afkroge. "De skide hallucinationer", for nu at bruge Ethans egne ord, og de evindelige mentale rejser fra mareridt til virkelighed og tilbage igen giver mig en følelse, jeg ikke har haft, siden jeg afdækkede Heathers hemmeligheder i Silent Hill 3. Eksploderende dukker med søm i hovedet og fordrejede kvindeskikkelser i klovnekostumer lever side om side med wienerbasser, venskaber og Jägermeister i den forpinte Ethan Thomas' virkelighed. Han er nedbrudt, hjemløs og har slået sig på flasken. Livet som vagabond har hærdet ham og gjort vold til en del af hans hverdag. Dræb eller bliv dræbt - det er den barske realitet for den tidligere FBI-agent.

Den fysiske smerte taler for, at det ikke alene foregår i mit eget hoved. Jeg har blå mærker over hele kroppen og forbindinger på hænderne, men også mange mord på samvittigheden. Mord, der nok er begået i selvforsvar, men ikke uden koldblodighed. Jeg har tævet livet ud af angriberne med spark- og slagkombinationer, toiletbrædder, knipler, svensknøgler og kampøkser. Ifølge Monoliths opfattelse er FPS-genren ikke skydevåbnenes paradis, og ansigt til ansigt med aggressive fjender er blankvåben også bedre egnet. At der er langt mellem skydevåbnene tjener som i Criminal Origins desuden til at give en følelse af hjælpeløshed, og det virker. Når man er så tæt på sin modstander, at man kan se mordlysten og det ukontrollerede raseri i hans øjne, så beder man til, at der falder en skarpladt riffel ned fra himlen.

Men det sker aldrig. Jeg er nødt til at overvinde min frygt og gå i kødet på ham. Først en parade, så et par stød til kæben, dernæst en uppercut og til slut et spark. "Arrrgg! Shit! Fuuuck!", skriger han i lige dele smerte og raseri, og jeg kan næsten mærke smerten i Ethans næver efter de hårde slag. Da han falder på knæ af udmattelse, griber jeg fat i hans hoved og smadrer det for fuld kraft ind i den nærmeste glasmontre. Jeg kunne også have startet et kædeangreb og gennem korrekte tastesekvenser slået ham til lirekassemand, men kædeangrebsmåleren var desværre ikke fyldt op. Kampsystemet er lige præcis dybt nok til at give den trænede spiller taktiske muligheder uden på noget tidspunkt at blive uoverskueligt for den utrænede. Der er også listet lidt stealth ind i Condemned 2. Jeg blev af Rosa opfordret til at snige mig forbi vagterne i et museum, men da jeg lidt klodset ramte en forkert tast og slog et vindue i stykker, opdagede de mig og trak kniplerne. Det skulle de aldrig have gjort. Et par skalpe fra eller til gør ingen forskel. Ethan har for længst kysset al moral og etik farvel, godt hjulpet på vej af omstændighederne.

Under det brutale ydre og den snigende sindssyge er Ethan Thomas en kompetent kriminalbetjent. Jeg finder liget af en voksen, hvid mand i den boligblok, som Malcolm Vanhorn har adresse i. Den afdøde ligger på siden med maven vendt skråt ned mod gulvbrædderne. Jeg finder hans politiskilt, undersøger et skudsår i nakkeregionen, hiver min ultraviolette scanner frem og finder et blodspor, der ved nærmere eftersyn tyder på, at han ikke er død på stedet. Rosa beder mig tage et par billeder af liget og komplimenterer mig for de skarpe fotos, jeg e-mailer hende. Ude bag skærmen er jeg lettere imponeret over, hvor god en efterforsker jeg er blevet, og hvor gode gåder Monolith giver mig. Jeg glæder mig allerede til at undersøge det næste mord, som er makabert i ordets bogstaveligste forstand. Morderen, som går under betegnelsen Serial Killer X, har ingen hæmninger.

Alle referencer til denne seriemorder vil gå hen over hovedet på den uindviede. Monolith har ikke fundet det nødvendigt at resumere, hvad der skete i Criminal Origins, og det er efter min bedste overbevisning en forkert beslutning. Man får ikke at vide, hvem Vanhorn er, hvilken rolle han spillede i etteren, eller hvilken forbindelse han har til Ethan. Jeg ved, at der bevidst var flere løse tråde i Criminal Origins, men dem behøvede udvikleren heller ikke komme ind på i resumeet. Det er reelt ganske få informationer, der kunne have forbedret forståelsen af historieforløbet.

Condemned 2: Bloodshot er skræmmende og larmende. Det er vildt og voldsomt og forpasser ingen chance for at stresse dig, flosse dine nerver og skubbe dig ud over kanten. Det er flot, teknisk solidt og viser, at et actionspil i førsteperson ikke behøver skydevåben i alle afskygninger for at skabe sig et navn. Brutale, krævende nærkampe, intelligent designede politiefterforskningssituationer, onlinemodes og en grum historie fra grænselandet mellem mareridt og virkelighed gør Bloodshot til en værdig opfølger til Monoliths lanceringsspil.