Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Army of Two

Army of Two

To af USA's mest hidsige, toptrænede soldater er klar til at rydde mellemøsten for terrorister. Tanggaard har spillet sig gennem EA's seneste actionspil...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Army of Twos kamp-logik er slående enkel: Skyder du på en fjende, så skyder de tilbage på dig, men dukker din makker op, og skyder han med noget der er større end det, du selv render rundt med, så får han deres uddelte opmærksomhed, hvilket gør dig nærmest usynlig. Hvad du bruger denne midlertidige usynlighed til, er op til dig, men lad os bare sige, at det nok er bedst, hvis du vælger at tømme kammeret for kugler - og helst i deres retning. Systemet hedder Aggro, og det er rygraden i EA's seneste spilprojekt. Jeg sagde jo, at det var enkelt.

Til trods for at Electronic Arts i disse år gennemgår noget af en forvandling, så er Army of Two ikke så langt fra firmaets normale skabelon, som man skulle tro. For en af verdens største spilproducenter handler det stadig om at tiltrække en så stor potentiel kundegruppe, som overhovedet muligt, og det kan mærkes i Army of Two. Spillet låner reelt sine ildkampe fra Gears of War og spæder op med kommandosystemet fra Rainbow Six. Oven i dette smides der lag på lag af filmiske effekter på, som bl.a. et slow-motion back to back-system, muligheden for at slæbe sin sårede kammerat i sikkerhed (mens han skyder, naturligvis) og et utroligt brugervenligt GPS-system, så du aldrig farer vild. Og til at krydre det hele af, har man valgt et hav af kortere og længere mellemsekvenser.

Alt dette kunne lyde som opskriften på en rædselsfuld og enorm overfladisk cocktail af låne-elementer og set før-koncepter, men på en eller anden finurlig måde, så lykkes det alligevel Army of Two at blive helt sin egen. For hvor har du tidligere set to muskelsvulmende lejesoldater iført ishockey-masker med overliret udstyr, gå løs på det meste af mellemøstens terrorister? Og hvornår hang du sidst i en faldskærm, spændt fast til din makkers mave, mens du lod dit maskingevær tale? Du kan måske fortælle mig, hvornår du sidste gang brugte en bildør som et skjold, mens din bedste ven pressede aftrækkeren i bund og fjernede et dusin hidsige fjender? Nej, det kan jeg heller ikke, og det gør spillet så dejligt friskt.

Army of Two er centreret omkring de to lejesoldater Rios og Salem, der rodes ind i en større affære omkring privatiseringen af militæret og brugen af professionelle soldater til at løse internationale konflikter. Der foregår naturligvis mere og andet end de får fortalt forud for deres missioner, så du kan godt regne med en del plotdrejninger undervejs. Alligevel er opfindsomheden i manuskriptet ikke større, end at historien sjældent er andet end en undskyldning for at sende dig til de fjerneste afkroge af kloden. Efter at have valgt enten Rios eller Salem, smides du ud i den obligatoriske træning for at lære de mest basale dele af spillet. Aggro forklares, hvordan du kommanderer din kammerat til at lægge dækild og tiltrække sig opmærksomheden, ligesom du får lov til at lege med granater, dit snigskyttegevær og muligheden for at give en hestesko - og så er det ellers bare derudad.

Dette er en annonce:

Da Gears of War aldrig er et dårligt spil at skele til, så flyder Army of Two naturligvis bare derudad. Det er svimlende enkelt, at sende din partner frem eller bede ham om at hjælpe dig, og når du affyrer dit våben, så føles det helt rigtigt. Den kunstige intelligens kan ikke finde ud af de mest vanskelige ting, så du skal i den grad passe på, med f.eks. at blive pløkket ned foran en maskingeværrede, da han med glæde løber ud for at samle dig op, for kun selv at blive skudt. Men har du det i mente, så fungerer spillets action upåklageligt, og kommando-hjulet er utrolig brugervenligt og ligetil. Fjenderne har dog en tendens til at virke noget tumpede. Jeg skal ikke kunne sige, om de putter noget i vandet dernede, men de pløjer for det meste fremad, og da man samtidig selv har meget svært ved at dø, så virker det til tider lidt for let.

Der er også en udpræget tendens til at EA Montreal gerne vil udvande det hele for meget med vognlæs af filmiske effekter. Enhver port der skubbes op, følges til dørs af en mellemsekvens, og når du ender i de såkaldte back to back-situationer, så smøres der tykt på med slow motion-effekter, så alt du i virkeligheden skal gøre, er at holde aftrækkeren inde og snurre rundt på stedet. Spillets missioner er heller ikke videre opfindsomme og består for det meste af en masse skyderi, for at finde frem til en terrorist eller en tilfangetaget amerikansk soldat eller mægler. Desuden er der ingen dybere mening med f.eks. at pimpe sin bazooka med bladguld eller ens ishockey-maske med blodrøde øjne - det er udelukkende tomme kalorier, men hvilke tomme kalorier.

Heldigvis excellerer Army of Two der, hvor det skal, nemlig i Co-op med en ven. Du kan enten gøre det via splitscreen (jep, nogle udviklere satser stadig på det) eller via din respektive online-tjeneste, men resultatet er det samme. Uden den lidt uinspirerende computerstyrede makker, er spillet en fornøjelse fra ende til anden. At lade din kammerat tage sig af en tungt pansret soldat forfra, mens du selv sniger dig ind på ham bagfra, føles enormt givende. At tilrettelægge genladningen af dit våben samtidig med at han dukker frem fra sit skjul og fortsætter bombardementet, fungerer upåklageligt, og når du dækker ham, mens han uskadeliggør en roterede geværtårn, så glæder man sig over oplevelsen. I multiplayer er Army of Two også sjovt, da man her spiller makkerpar mod makkerpar, men de spilmodes, der kan dystes i, er langt hen af vejen bare variationer over Deathmatch og Extraction, så hvis de hænger dig ud af halsen, så er der nok ikke grund til at kravle online af den grund.

Alligevel har jeg svært ved ikke at anbefale Army of Two, for det er, til trods for den overdrevne brug af mellemsekvenser, den velkendte historie og lidt korte levetid, faktisk en veltilrettelagt tour de force, proppet med testosteron og fyret af med 180 kilometer i timen. Alt er stort, smart og en smule fjollet i spillet, men aldrig så meget, at det kammer totalt over og bliver plat. EA er gået lige til strengen denne gang og har leveret en poleret omgang skyderi, der vil kunne tilfredsstille både Gears of War-fans og de mere uskolede spillere, der leder efter en jomfrurejse ind i actionspillets blodige univers. Så find ishockey-masken frem, ring en ven op og tag ladegreb på joypaddet - nu skal der uddeles lussinger.

Dette er en annonce:
Army of TwoArmy of TwoArmy of TwoArmy of Two
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
God kontrol. Stort udvalg af våben. Solid grafik. Gennemført co-op.
-
Den kunstige intelligens. Tam historie. Ikke så pokkers langt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Ironw
    Et spil der påstår det er nyt og har den fedeste CO-OP, Har det ret? Nej vil man hurtigt tænke og det kan man godt have ret i. Spillet er Army... 7/10
  • Game_Freaker
    I dag er USA tildeling et hidtil uset antal kontrakter til Private Military Corporations (PMC) i et forsøg på at opretholde sin tilstedeværelse... 8/10
  • Nike
    Der er en genre jeg er glad for inden for film, og det er action film. Ja plottet er forudsigeligt, og personerne er tyndere end græs, men action... 8/10
  • ANdrzK
    ... Skuddet hamrer ind i min maske fra siden af. jeg drejer mig hurtigt og tvinger de sidste kugler i magasinet igennem bandana'et på en uvidene... 9/10
  • finalfantasyfreak
    Army of Two er et EA-spil og når det er sagt skal det næsten have et 10-tal. Men nu vil jeg hellere anmelde det i forhold til andre spil frem for... 7/10
  • Dingbat
    Konceptet om at man klart får den bedste spiloplevelse ved at være to om at gennemføre spillet, er rigtig rigtig godt. En ting som de slår et... 8/10
  • Firestarter
    Army of Two. Spillet handler om to drenge røve (voksne mænd) som laver deres egne private hær. Når hæren skal udføre missioner der er for... 6/10

Relaterede tekster

Army of TwoScore

Army of Two

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Tanggaard

To af USA's mest hidsige, toptrænede soldater er klar til at rydde mellemøsten for terrorister. Tanggaard har hygget sig...



Indlæser mere indhold