FIFA Street 3

Fodbold har altid været en vanvittig populær sport i Europa. Der findes ikke den knægt, der ikke har rendt rundt på græsplænen i al slags vejr og givet alt, hvad han havde i sig for at blive bedre til at jonglere, drible, aflevere og ikke mindst score mål og samtidig håbet på, at han en dag kunne blive en af verdens absolut bedste. Præcis det lokale aspekt af spillet er noget, som Electronic Arts har valgt at fokusere på i den nyeste udgave af deres FIFA Street-serie, og hvis man er vant til de øvrige FIFA-spil fra EA, der foregår på kæmpestore, internationale stadions med slagsange og tilråb, så får man sig et chok, hvis man tror, at dette spil bare tilnærmelsesvis minder om udviklerens guldåre. Her er der hverken malede tilskuere, flagrende bannere eller vilde sponsorindtægter, men bare gode, gammeldags fodboldkampe, der udkæmpes på gadeplanet.

Grafikken er i denne omgang mildest talt en smule vovet og helt klart det mest kontroversielle element i denne titel, for når man for eksempel ser den svenske guddom af en fodboldspiller Ibrahimovic løbe rundt efter bolden, er han blevet genskabt i den virtuelle verden med en tegnefilmsagtig krop og et karikatur-ansigt, der vil få en til i første omgang at grine let, men faktisk senere anerkende beslutningen. For karakterdesignet er sjovt at se på, opfindsomt og om ikke andet adskiller det sig fra de utallige sportsspil, som bl.a. EA selv spytter ud på markedet konstant. Det er og bliver dog en smagssag og en ting, som nogle vil elske, mens andre vil hade som pesten. Hylende morsomt er det i hvert fald at se, hvor læskefed den altid opsigtsvækkende Ronaldo er blevet, når man tænker på, at han i andre FIFA-spil, der omvendt er kendetegnet af næsten fotorealistisk grafik, altid har været en slank fyr. Jeg elsker ham dog stadig.

Når man spiller, har man mulighed for at udføre de mest blærede, nærmest overnaturlige bevægelser med bolden, og når man løber op af væggen i spillet og laver en baglæns salto alt imens, at bolden er klistret til ens fødder, smiler man altså lidt indvendigt. Hvor det i det mesterlige FIFA 08 er vanskeligt at lave saksespark og lignende, er det nemt at afslutte på fuldstændige spektakulære måder i dette univers, hvor der heller ikke er noget, der hedder hjørnespark, indkast og så videre, hvilket bestemt er med til at undgå afbrydelser i det lynhurtige gameplay.

Men ligeså tilfredsstillende og bogstavelig talt fantastisk det offensive gameplay er, ligeså frustrerende og neglebidende er det desværre at forsvare sig. Der er ingen tvivl om, at det engang så mirakuløse fodboldlandshold Brasilien har haft en enorm indflydelse på alt lige fra musik til artwork, men at erstatte glidende tacklinger med uoverbevisende Capoeira-spark er en katastrofe. Det er nemlig praktisk talt umuligt at generobre bolden, når man har mistet den, hvis modstanderen vælger at jonglere med klatten, hvilket han kan gøre fra den ene ende af banen til den anden. Det vil sige, at spillet med tiden udvikler sig til et slags spil, hvor man, når man mister bolden, skal vendte tålmodigt på, at den anden enten scorer eller rammer ved siden af, så man selv har en chance for at få bolden tilbage igen. Bedre bliver det ikke, når man bliver introduceret for en måler, der stiger afhængig af, hvor mange svedige fodboldtricks, man laver på banen.

Den kan derefter bruges til at øge ens præcision, når man forsøger at hamre bolden i mål. Dette lyder alt sammen meget godt, hvis det ikke var fordi, at spilleren simpelthen bare kan holde sig i sin ende af banen og opbygge sin score ved at jonglere. Når den så er fyldt, er det bare med at få scoret nogle mål, hvilket kan gøres fra midtbanen med måleren aktiveret. Tro mig, det er ikke sjovt, når man spiller multiplayer, hvilket dog er der, at spillet mest kommer til sin ret.

Electronic Arts' varemærke har altid været velproducerede soundtracks af meget høj kvalitet med de allerstørste navne inden for musikbranchen, og der er da også enkelte vaskeægte ørehængere blandt de forskellige numre, som spillet byder på. Desværre er der flest af dem, som hurtigt falder til jorden, da de, som jeg ser det, simpelthen bare ikke passer til fodboldverdenens dynamiske intensitet, og derfor ryger de hurtigt i glemmebogen. Heldigvis er lydeffekterne passende i spillet, og når man svagt hører spillerne råbe for at opildne hinanden, kan man sagtens se, at mange ideer har været på tegnebrættet fra producenternes side.

Desværre er det de færreste, der er blevet udnyttet godt nok, og det eneste, som FIFA Street har formået, er at lægge støbeskeen til fremtidige titler i serien, men det har vi efterhånden sagt i nogle år nu. Spillets underholdningsværdi kan bedst beskrives som en noget ujævn cykeltur. Først skal man kæmpe sig op af en stejl indlæringskurve, så cykler man ned af bakke og har det ganske morsomt efter at have prøvet sig frem med de forskellige færdigheder, men derefter går det så op af igen, og anstrengelserne og til sidst kedsomheden vil derfra ingen ende tage. Det er svært at anbefale, at man skal betale fuld pris for dette produkt, for når alt kommer til alt, så når det ikke storebroren FIFA 08 til sokkeholderne. Der har de langt, langt mere tjek på at køre med klatten.