Travis Strikes Again: No More Heroes

2018 er slut. Et, for det meste, trægt spil-år for undertegnede. Et år jeg fandt bedst kendetegnet ved at fraværet af innovative, fokuserede spilmekanikker blev anset som en af de største moderne fremskridt i nutidig spilhistorie. Ja, så snart Rockstar smider et par festlige cowboyhatte på deres søvnløse lønslaver, skal der ofres ved alteret. Heldigvis er 2018 slut nu, og 2019 er ankommet - indtil videre uden anonymiteter med tunge pengepunge - og med masser af attitude. For den legendariske spilkomponist Suda51 er vendt tilbage med et syret manifest af en antitese til alt hvad der hedder moderne AAA-spil. Selvom Travis Strikes Again: No More Heroes måske ikke kommer til at lancerer en fransk protestbevægelse, da spillet er lagt i håndjern på Nintendo Switch, er det ikke desto mindre en forfriskende fryd for et træt spiløje.

Spillet udadtil er en hyldest til alle de skæve eksistenser der findes på det uafhængige spilmarked, såsom Hotline Miami, Furi og Shovel Knight, kogt sammen som en stor reference til samtlige af Suda51's mest velkendte kreationer. Det begår sig som lige dele visual novel, med masser af kritik af egen genrevalg, og isometrisk hack'n'slash platformer, med en historie der absolut ikke er til at finde hoved og hale i. Noget med selvbebrejdelse, rumrejser og rosenrøde nostalgibriller. Det er heller ikke pointen, for overfloden af satiriske indspark om tingenes tilstand i spilindustrien og tonsvis af brud på den fjerde væg, ligger vægt på at fraværet af en sammenhængende historie er med fuldt overlæg. For en historie skal gudhjælpemig fortælles, uanset hvad. Nej, her taler gameplay og sværhedsgraden sit tydelige sprog, som det burde. Store filmiske sekvenser, hvor spilleren ikke får lov til at lave andet end at vente, er fjernet til fordel for noget så unikt som muligheden for selv at skulle stå for fremskridtet i selskab med gode gamle Travis Touchdown. Meget unikt tiltag nu om dage. Selvfølgelig sat på spidsen med et glimt i øjet, ikke sandt?

Fordelt på syv meget forskellige baner, med alt fra vectorgrafisk rumskibsskydning til en hybrid mellem en mordgåde og et todimensionelt platformspil, bevæger Travis Touchdown og ærkefrænden Badman sig ud på en rejse i den mystiske, levende spilkonsol Death Drive Mk. II. Om end styringen er en anelse anderledes, og mere jordnær, end det unikke arbejde Suda51 formåede at gøre med No More Heroes på Wii, gør Travis Strikes Again: No More Heroes et hæderligt forsøg på at udnytte de muligheder for samspil mellem isenkram og spilmekanikker som Nintendo Switch tilbyder. I standeren oplader man, for eksempel, Blood Berry, lasersværdet, ved at ryste den ene JoyCon frem og tilbage. Præcis som på Wii, hvor du skulle ryste den klodsende Wiimote. Derudover kan både Travis Touchdown og Badman anvende et specielt angreb hvor du trykker R-knappen nede to gange og derfor svinger JoyCon i retning af hvor angrebets klimaks skal ramme. Det fungerer langt bedre end det lyder, tro mig.

På den anden side, så sidder jeg ikke her for undskylde. Du gemmer også dit spil ved at bejse på kummen. Intet mindre kunne gøre det. Disse velkendte nik til bagkataloget er, som sagt, et gennemgående tema i spillets design. Så meget endda, at man får lov at spille en af banerne fra Shadows of the Damned omvendt, og skal besejre den talende pistol Johnson til slut. Jeg vil dog vove at påstå, at bero sig på denne form for selvrefererende materiale ikke helt fungerer som ventet. Jeg var ovenud lykkelig for samtlige af de pludseligt opstående velkendte karakterer, men som ukendt til Suda51 og hans spraglede spilfortid bliver en række af disse overraskelser uden tvivl tabt på gulvet. Det er synd, for i farten går en masse af de albuehug til alle de sørens udgivere ingen kan lide som Travis Strikes Again: No More Heroes leverer også forbi næsen på en.

Derudover har spillet underligt lange indlæsningstider, hvilket er en ligeså stor gåde for mig som at Fallout 4 har fået 10 på GameReactor. Spillet på ingen måde er grafisk eller fyldmæssigt tungt, så hvordan det lykkedes kan jeg ikke helt greje. For dem der ængsteligt venter på No More Heroes 3, kan jeg også afsløre at dette spil ikke er det længe ventede tredje kapitel i serien. Dog er det stadigt en enorm underholdende, vedvarende, og legerig spiloplevelse. Designæstetikken er unik, fyldt med neon, scanlines, og emmer ikke blot af Suda51, men af ren punk attitude. Når man er næsten 30, føles det godt stadig at kunne være lidt rebelsk, og det leverer Travis Strikes Again: No More Heroes i spandevis.

Jeg har hørt tale om at kampene for nogen anmeldere skulle føles lidt som pukleri, men jeg var altid optaget og følte aldrig jeg spildte min tid. Det var fedt at skulle tænke mig om i aktiv kamp med diverse skeletkrigere og de afarter deraf. Med velkonstruerede bosskampe, hvert med deres tiltagende sværhedsgrad, en række sjove fysiske platformgåder, fremhævet i Life is Destroy-banen hvor du skal flytte rundt på et nabolag for at komme videre til den næste del, morsomme karakterer og vittige indspark, og en række forskellige evner at sætte sammen for at finde de fire der passede bedst til min spillestil, kedet jeg mig på intet tidspunkt i løbet af de 15 timer det tog mig at gennemfører hovedspillet. Lyn, telekinetisk greb til et kast, skud der lammer, og en helende aura fungerede fortrinligt for mig.

Behøver spil at tilbyde mere end det, er spørgsmålet her. Travis Strikes Again: No More Heroes var snarere blevet sænket i den samlede kvalitet, hvis jeg havde fået serveret en 60 timer lang historie med tilhørende gabende filmsekvenser jeg skulle trække mig igennem hver gang jeg ville slå noget ihjel. Bevares, nogen kan godt lide at se cowboy-film på deres PlayStation 4, men jeg er mest til at spille spil derpå. Også Travis Strikes Again: No More Heroes ikke er tilgængelig til Sonys kaffemaskine. Spillet rangerer ligeså din præstation i hver af de syv baner fra, jeg formoder, F til S. Jeg fik ikke lavere end et C (forestil dig at jeg pudser min glorie her), så jeg kender ikke den nedre grænse. Det afhænger dog alt sammen af hvordan du klarede dig mod bossen i hver bane (hvilken er direkte tilgængelig hvis du vil forberede din rang, så du ikke behøver at løbe en hel bane igennem igen og igen). Ja, meget er programmeret til spillerens fordel. Her er heller ikke nogen mikrotransaktioner eller rovkasser. Dog har Suda51 afsløret at der kommer både indholdspakker, hvor den første er kendt allerede, og et sæsonkort. Tjo tja, med kvaliteten fremvist skal det nok blive pengene værd.

Fanskaren af sultne, selvironiske Suda51-tilhængere, der altid har en dumsmart kommentar klar om AAA-spil, anskaffer sig helt sikkert Travis Strikes Again: No More Heroes uanset hvad. Har du hang til solid platformspil, med god adspredelse i bosskampene, sjove baner der er værd at genspille, et samlergen der helst gerne vil have alle de gemte og unikke mønster, trofæer og så fremdeles i hver bange med, så er spillet nu også noget for dig. Uanfægtet om du er med på joken eller ej. Hvis du har stiftet bekendtskab med Let It Die vil en række spilelementer nok også forekomme genkendelige, ligeså grafikken. Her er dog ingen finsk onkel i en skeletmaske der står på skateboard. I stedet er der en amerikansk lejemorder med et laserværd og læderjakke. Det har du da ikke lyst til at gå glip af, vel?

Så mangler vi bare Travis Touchdown i Super Smash Bros. Ultimate.