Need for Speed: Pro Street

Sophia står og gør sig til på asfalten i sine høje hæle, miniskørt og pink top. Én efter en bliver vi vinket frem af den langbenede brunette med det falske smil. DJ'en lirer seje fraser af i mikrofonen, folk i hættetrøjer og piger i tanktoppe rocker til den gennemtrængende rytme - glem alt om lektier og formanende forældre, festen er i gang. Først ruller en Corvette Stingray over startlinjen, derefter en Honda Civic, så en Chevrolet Chevelle og til slut min sprøde, kulsorte Subaru Impreza med tonede ruder, S-formede motiver på dørene og guldrandede fælge. Hvis nevadaørkenens sandede veje var lavet af organisk materiale, ville de gå i chok over den behandling, de udsættes for. Ingen af os fire kørere har andet i hovedet end at vinde.

For ikke så længe siden var Need for Speed et rullende Grand Theft Auto. Du kunne køre rundt i en åben by, gennem parker og tankstationer og give fartbegrænsninger og ordensmagten fingeren. At blive fanget i politiets fartmåler var ligefrem eftertragtet, for så havde man en god undskyldning for at jage klampen i bund og give den som spritstiv spøgelsesbilist på de mange kilometer motorvej. Men det var dengang. En intern eller ekstern spindoktor har ændret Need for Speed-seriens image fra top til tå. I et eller andet omfang er Need for Speed i form af ProStreet blevet stueren. EA har lagt konceptet om den åbne by bag sig og har flyttet ræsene derind, hvor de hører til; på de dertil indrettede baner. EA har med andre ord sendt serien ind i direkte konkurrence med Forza Motorsport og Project Gotham Racing, og ProStreet knækker ikke under presset.

ProStreet er stadig Need for Speed. Det er smart, det er cool, det har høje decibelniveauer, det er vildt, og det lægger ikke fingre imellem. Høj fart, lækre kvinder, skinnende biler og øredøvende musik er et sprog, de fleste forstår. Ude på asfalten begynder ProStreet dog at kommunikere i vendinger, som seriens fanskare ikke er vant til at høre. ProStreet er nemlig ikke et simpelt arkadespil. Langt fra. Det er en udfordrende og krævende simulator med mere eller mindre præcise gengivelser af bilernes vægt, hjultræk, dæktyper og så videre. En Chevrolet Chevelle på Mondello Park-banen er lige så stor en mundfuld, som hvis du kørte en tilsvarende 60'er-amerikanerbil på en krævende bane i Forza Motorsport. At EA har fundet det nødvendigt at indlægge en meget omfattende køreassistance for at hjælpe nybegynderen, taler sit tydelige sprog. Der bliver ikke givet ved dørene. Heldigvis. Hvis en Corvette og en Honda Civic glider lige let ind og ud af et sving, så er der da først noget galt.

Skiftet fra arkade til simulation har ikke ledt EA ind i en blindgyde, hvor der kun er plads til standardløb. Grip, speed, drag og drift er de overordnede løbstyper. De to første er nogenlunde ens. Om du kører for at få førstepladsen eller at sætte de hurtigste sektor- eller omgangstider betyder ikke det store for, hvordan du kører en bane. Til gengæld kræver de øvrige løbstyper, at du har både timing og fantasi. I drag-løb konkurrerer to kørere mod hinanden. Du har set det i et hav af amerikanske ungdomsfilm. Først får du nogle sekunder til at varme dækkene op, derefter tændes lysene, og på slaget tre sætter du bilen i gear og straffer speederen på det groveste. Der er tvungen manuelt gearskifte og optimale gearskiftepunkter på speedometeret. Det er en dejlig følelse at give en modstanderen baghjul online i et drag-løb, og bare rolig, ingen diskvalificeres for at møde op i herretøj. I drift er håndbremsen og sidelæns kørsel vejen til stjernerne. Jo mere gummi, du kan brænde af dækkene, og jo mere røg du kan se i bakspejlet, des bedre bliver din score. Det er simple og korte løbstyper, men de leverer varen.

Grafisk udtryk og atmosfære er områder, hvorpå EA excellerer. Det feststemte publikum tager billeder af de stylede øser og skaber stemningen, og ved synet af bilmodellerne bliver man forelsket. Der er meget omfattende muligheder for at style bilerne. Spoilere, skørter og andre aerodynamiske dele, decals, tonede ruder, fælge, sæder og så videre. Jeg har aldrig brugt så meget tid på at style virtuelle biler, som jeg har gjort i ProStreet. Det stopper imidlertid ikke her. Du kan også øge bilernes ydeevne ved at isætte en ny motor, nye bremser, nye dæk, nye hjulophæng med videre, og lyden af de brølende motorer imponerer og overbeviser. Mulighederne er overraskende mange, og til dem, der ikke er så meget for at få olie på fingrene, findes der også færdigsyede opgraderingspakker, som øger bilens motorkraft eller stabilitet.

EA har desværre også en spand kold vand klar, som de - meget mod deres vilje - smider lige i ansigtet på dig, når du ruller ud på asfalten. Den solide kørefysik er oppe mod en ubarmhjertig fjende: frame raten. Jeg har så mange gange ærgret mig gul og grøn over, at grafikmotoren ikke magter opgaven. På mange baner ødelægger den ustabile frame rate hele fart- og køreoplevelsen. Flere gange har jeg været i tvivl om, hvad der sænkede hastigheden mest - mine tryk på bremsen eller den snublende frame rate. Jeg ville så gerne sige, at det blot er et lille problem, som drukner i alle de gode ting, men så ville jeg lyve. I et spil, hvor hastighed er så vigtigt, er grafiske hastighedsnedsættelser et særdeles alvorligt problem. At det tager alt for lang tid at tjene penge til nye biler i karrieredelen, at modstanderne til tider kører, som om de er på vej hjem fra en julefrokost med adskillige snapse og julebajere i blodet, ja, selv den manglende replayfunktion, som havde gjort underværker for et spil med så flot grafik, er småting i forhold til grafikmotorens mangler.

Most Wanted-formlen med en åben by og hæsblæsende politijagter faldt i min smag, og min første time på ProStreets asfalt brugte jeg på at forstå, hvorfor de var gået væk fra det koncept. Nu kan jeg udmærket forstå hvorfor, og jeg tager hatten af for, at EA ikke alene kører ind på Forza og Project Gotham Racings territorium, men tilmed gør det med et spil, der er en habil udfordrer. En udfordrer, hvor det vanlige fokus på stil er understøttet af lige så meget substans. Det, der for alvor adskiller ProStreet fra Forza og PGR, er grafikmotorens ydeevne, og den har EA slet ikke fået på plads i denne Xbox 360-udgave. Det er så ærgerligt, at jeg mangler ord