Half-Life 2: The Orange Box

Det er underligt at samle The Orange Box i en anmeldelse, men jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg finder det ligeså underligt, at sprede spillene ud i fem separate anmeldelser, hvor jeg så stort set gentager det jeg tidligere har sagt om Half-Life 2, mens jeg henviser til Steens anmeldelse af Episode One et andet sted. For når alt kommer til alt, så er The Orange Box en pakkeløsning. En slags greatest hits fra en af verdens nok mest anerkendte udviklere, nemlig Valve, der til en fordelagtig pris, giver dig et af verdens bedste FPS-spil, dets respektive, episodiske fortsættelser samt det besnærende Portal og online-spillet Team Fortress 2. Derfor er det også helt nærliggende at samle indtrykket af æsken og spillene på et sted.

Half-Life 2
Det er stadig et mesterligt spil. At indtage den kvælende og grå by City 17 føles endnu engang fremragende, og selvom Valve kun har pyntet på spillet med lidt sminke hist og her, så der noget magisk i at spille sig igennem det hele en gang til. Det er lidt en lodret løgn i mine øjne, at Half-Life udelukkende består af højdepunkter, for jeg er faktisk flere gange blevet ordentlig træt af spillets alt for lange køre-sekvenser og dvælen ved de samme spilområder, men det betyder ikke, at jeg ikke er ovenud tilfreds historien, atmosfæren og ikke mindst tempoet. Half-Life 2 er nemlig skrækkeligt godt pacet (på nær de føromtalte køre-sektioner) og leverer det ene store øjeblik efter det andet.

Fra turen gennem Ravenholm til mødet med et gammel fængsel og sidst, men ikke mindst, City 17, er der kælet for alt. Oven i hatten ligger våbnene godt i joypaddet, og her mener jeg ikke på hvilke knapper, men i deres tyngde. Det føles som at skyde med et hidsigt maskingevær, når jeg holder aftrækkeren i bund og pløjer en hel række stavrende, zombieligende mennesker ned, og jeg kunne forestille mig, at et oversavet jagtgevær brøler på samme måde som i spillet. Half-Life 2 er et sted mellem 12-15 timer langt, alt efter hvad du mener du skal se, røre og skyde i stykker. Jeg oplevede kun ganske få fejl i min retail-udgave, bl.a. i form af et tog der i de første to genstartninger ikke ville forlade en perron, så jeg kunne krydse sporet, samt mindre problemer med at hænge fast i ting, enten med mit køre tøj eller bare med Gordon, men det var også det. Hvis du aldrig har spillet Half-Life 2 og derfor synes at denne mini genanmeldelse af spillet ikke er rammende nok, så læs lige min oprindelige anmeldelse af spillet på Xbox. Du finder anmeldelsen her: Half-Life 2 til Xbox

Half-Life 2: Episode One
Vandene har været delte når det kommer til Episode 1. Efter alverdens spilmagasiner og sites udråbte Half-Life 2 til Game of the Year, var forventningerne til Episode 1, Valves forsøg på, i episoder, at udgive Gordons fortsatte eventyr, skyhøje. For mig levede episoden aldrig rigtig op til forventningerne, måske mest af alt fordi at Episode 1 foregik meget i mørke, med de samme våben som du havde haft i hænderne år tidligere og uden de store landevindinger indenfor det gameplay-mæssige. Selv banerne, der i slutningen af Half-Life 2 var store, var blevet til små korridorer. Det føltes lidt som at træde vande, og selvom redaktionens dengang store pc-fanatiker Steen Marquard, kastede et 9-tal efter spillet og meget levende beskrev hans nyfundne forhold til spillets handlekraftige kvinder Alyx, så var det for mig en lidt rodet affære.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg har fået et meget mere afslappet forhold til Episode One efter at jeg gennemførte det igen på Xbox 360, og specielt efter at have set, hvordan historien passer perfekt sammen med Episode Two, men jeg kan stadig godt forstå, hvis både faste fans og Steam-afhængige har følt, at episodisk indhold slet ikke var den rigtige vej at gå, for Episode One farer ikke ud af starthullet på den mest overbevisende facon. Da Valve på dette tidspunkt var begyndt at bruge bl.a. HDR-effekter, er Episode One en smule pænere end det oprindelige Half-Life 2, men det er stadig ikke decideret prangende. Hvis du vil vide mere om Episode One, så kan du læse Steens anmeldelse her: Half-Life 2: Episode One

Half-Life 2: Episode Two
Episode Two er alt det Episode One aldrig blev. Den er ekspansiv, frembrusende, lækkert lavet og fyldt med overraskelser. Tempoet fungerer virkelig godt i anden omgang og historien får flere lag. Det ville også være underligt, hvis alle problemerne med truslen var ovre, bare fordi citadellet blev sprunget i stumper og stykker. Præcis hvad der sker i Episode Two skal du naturligvis have lov til selv at opleve, men der er ingen tvivl om at Episode Three bliver noget af en gyser. Desuden viser Episode Two også at Valve stadig er de bedste når det kommer til at fortælle en historie i en FPS-oplevelse. Gordon siger stadig ikke en pind, men han virker utrolig facetteret og spændende, mens resten af slænget føles som en stor familie. Det hele passer bare sammen.

Episode Two foregår lige efter afslutningen på etteren, og ser dig og Alyx kravle ud af resterne af et tog, der tog jer fra City 17 og ud til White Forest-området. Der går naturligvis ikke længe før du og din partner, en af spilverdens i øvrigt allermest troværdige kunstige intelligenser, støder på en af seriens nye tilføjelser Hunters (og senere Striders) - og så går jagten ellers ind. Det er et kærligt gensyn med alle de våben du kender og elsker, men AI'en har fået et nyk op ad, og når en gruppe Combine soldater fanger dig i et område og langsomt etablerer et baghold, så kan du godt mærke at Valve rent faktisk har brugt tid på denne episode. Det er ikke fordi den er mærkbar længere end Episode One (der blev kritiseret meget for kun 4-5 timers spiltid) men de samme 4-5 timer bruges meget bedre i Episode Two og det gør absolut den store forskel. Episode Two er nærmest alene pengene værd, men giver naturligvis ikke megen mening, hvis man ikke har sin baggrundshistorie fra de foregående spil i orden.

Portal
Spillet stammer oprindelig fra Digipen Institute of Technology, hvor det var et projekt udformet af en række elever. I Valves hænder er der kommet en historie på puzzle-spillet, der smider en såkaldt Portal-gun i hænderne på dig og beder dig om at løse en række gåder. Du er som Chell en del af et eksperiment, og det er dit job, at klare dig gennem en masse forhindringer som Glados, en kunstig intelligens, har opstillet for dig. Dette gøres med din Portal-gun, der kan lave ud- og indgange i forskellige ting.

Spillet er primært en hovedbryder, der beder dig om at tænke både logisk og abstrakt og det er ikke så forfærdelig langt, men det viser at spil stadig kan gå i mange nye retninger. Det viser endda at alting ikke behøver at handle om våben og hvor meget man kan nedlægge med dem, og det er virkelig noget jeg værdsætter. Portal er godt balanceret, sværhedsgraden er til at magte (bare lad være med at spille det sent om aftenen når du er rigtig træt), mens gåderne er velfungerende og interessante. Undervejs åbner den lille historie, som spillet faktisk også har, sig op og inden du når til slutningen, er du ret sikker på, at der foregår mere end du umiddelbart regner med. Portal er i mine øjne ikke stærkt nok til at kunne bære et helt spil, men 3-4 timers intens puzzle-underholdning er der absolut intet galt i, og historien er faktisk ekstrem god til trods for den minimalistiske fremførelse.

Team Fortress 2
Online-spil er som regel dem jeg har det sværest med, for du kan ikke bare sætte dig ned i en weekend, spille det fem timer den ene dag, fem timer den anden dag, og så drage en masse konklusioner, specielt ikke hvis dette foregår flere uger før den egentlige udgivelse af spillet, for der er som regel kun et par forhutlede sjæle online, og det giver sjældent et retfærdigt billede. Samtidig kan alt for mange timer også give et uretfærdigt billede, da man begynder at finde sig i de indlagte fejl og dermed overser det i ens begejstring. Online-spil bliver altid bedre med tiden, nogle gange alene fordi du har lagt så mange timer i dem.

Team Fortress 2 er derfor også rigtig svært at bedømme på nuværende tidspunkt. Ikke fordi jeg ikke har nølet nok med denne anmeldelse (det undskylder jeg stadig) og kunne have været online i ugevis, men fordi jeg ikke rigtig har spillet det sammen med redaktionen, og da Team Fortress i den grad er et spil der opfordrer til holdspil, specialisering af karakterklasser og en forståelse af både mål og baner, så skal jeg nok hive fat i Asmus, Jesper og resten af gutterne for at få det hele.

For det meste har jeg spillet sammen med alt fra "mig alene" amerikanske teenage-drenge (med hvinende pigestemmer) til nærmest besatte ældre mænd, der krævede at jeg satte mig bedre ind i kortene, hvis jeg skulle spille sammen med dem. Det var kæft, trit og retning, og det kunne jeg ærligtalt ikke med. Fælles for mine timer online er dog et indtryk at Team Fortress som et yderst velsmurt online-spil, hvor de mange forskellige karakterklasser (der er ni forskellige), giver spillet en helt utrolig dybde og masser af variation. De er alle bygget på sten, saks, papir-konceptet, så der er aldrig noget med at der sker en ensretning hen mod valget af spilkarakter. Jeg har i øvrigt stort set været dem alle igennem et par gange, og selvom der er visse som jeg helt klart foretrækker frem for andre, så komplimenterer de hinanden rigtig godt. Grafisk er spillet også lidt af en perle, og netop fordi det er så tegneserieagtigt, så er den totalt overdrevne vold nærmest komisk.

Der er ingen tvivl om at spillet, sammen med Call of Duty, Halo 3 og Enemy Territory: Quake Wars står som de bedste online-spil i år, og jeg er ret sikker på at meget af julen skal bruges på at lære alle facetterne af spillet bedre at kende. For mig er Team Fortress 2 i hvert fald sammen med Episode Two pakkens bedste tilbud.