Super Smash Bros. Ultimate

Super Smash Bros. Ultimate, Nintendos stjernespækkede kampspil, har fyldt vores maver med sommerfugle siden det blev afsløret i en Nintendo Direct, tilbage i marts. Spillet bestræber sig tydeligvis på at være seriens absolutte højdepunkt, med en genforening af samtlige karakterer på tværs af tidligere spil, og tilføjelsen af nye, friske elementer, som nu det rollespilsagtige Spirit-system. Efter to eksklusive Nintendo Directs, og nye rekorder for mest forudbestilte Switch-titel, er Ultimate her endelig, og vi mener at det femte kapitel er seriens stærkeste.

Ultimate samler alle karakterer som har gæstet serien gennem nitten år, og tilføjer samtidig seks nye ansigter: Inkling (Splatoon), Ridley (Metroid), King K. Rool (Donkey Kong), Isabelle (Animal Crossing), Incineroar (Pokemon) og Simon (Castlevania). Der er også syv nye 'ekkoforme' - klonkarakterer, hvis angreb og animationer er afledt af andre figurer. Kremling-bossen, King K. Rool, trods sit elskværdigt tossede udseende, var en af vores personlige favoritter - navnlig på grund af hans enorme størrelse og farverige angrebsarsenal. Den overvægtige 'dille kan bruge sin krone som en boomerang og smaske fjender i jorden med sin guldbelagte mavse. En anden stjerne blandt de nye tilføjelser var Splatoons blækkriger: Inkling kan fladmase fjenderne med en malerrulle, fise rundt i luften i sin blæksprutteform, og har samtidig et unikt 'handicap', hvor man altid skal have et øje på blækdepoterne.

World of Light er omdrejningspunktet for solodelen i Ultimate: det er en ny tilføjelse som flirter med forskellige rollespilselementer og samtidig tilbyder en omfangsrig, brætspilsagtig verden at udforske. I historiedelen kæmper man mod Galeem, en ond troldmand som har ødelagt verden med en sværm af Master Hands, trællebundet ikoniske karakterer og erstattet dem med ånderne - Spirits - fra diverse computerspil. Kun Kirby, på ryggen af et spinkelt stjerneskud, har undsluppet tilfangetagelsen og er derfor den eneste karakter som man, til at starte med, kan spille som i kampen mod Galeem.

Hver gang man rykker et felt på spillebrættet i World of Light, møder man nye Spirits. Når man besejrer dem, optjener man erfaringspoint og andre godbider. Der er et rollespilsagtigt evnetræ hvor man kan bruge sine point til at øge forskellige egenskaber - skjoldstyrke og bremsefart, for eksempel - og de forbedringer bliver delt på tværs af karaktererne. Man låser også gradvist op for diverse grotter og træningslejre, hvor man kan sende sine egne Spirits afsted for at udforske og indsamle skjulte skatte og lignende. Brættet har en åben struktur, så hvis man sidder fast et bestemt sted, så kan man vende tilbage senere, efter at have indsamlet flere Spirits andetsteds og være steget i niveau.

Hjertet af World of Light-delen er helt klart de mange Spirits som giver forskellige egenskabsændringer og karakterbonusser og dermed tilfører oplevelsen ekstra dybde. Der gemmer sig hele 1297 af slagsen i spillet, og udviklerne har brugt dem til at repræsentere en bred vifte af spilserier - Shovel Knight og F-Zero, eksempelvis - som nok ellers ikke var kommet med. Helt konkret er der to slags Spirits: den ene slags forøger enten angreb eller forsvar, mens den anden slags er en slags udstyr som påvirker forskellige karakteregenskaber. Wrinkly Kong, for eksempel, gør så man altid starter kampene med 30% skade, men til gengæld tager man mindre skade; Mite gør dine hop længere og mere svævende; Blaze the Cat får dig til at starte med den velkendte 'karryånde'.

Der er noget ekstremt vanedannede ved at låse op for nye Spirits og vi elskede hvordan hver eneste scenarie på spillebrættet havde noget særligt over sig. Kampen mod en Pidgey Spirit, for eksempel, udspillede sig på en bane med ekstrem blæst. På et andet tidspunkt kæmpede vi mod en gylden Squirtle som var blevet besat af en Glint Beetle fra Pikmin. For at det ikke skal være løgn, så er de mange Spirits også mulige at anvende mod andre spillere og man kan nemt gemme forskellige kombinationer til hurtigt at skifte imellem. Det største problem vi oplevede var, at mange Spirits deler de samme egenskaber og derfor virker overflødige. Vi ville også ønske at kopier blev grupperet, så inventarsystemet ikke blev så uoverskueligt.

Der findes også en mere afslappet variation af World of Light, hvor man stadig kan optjene og indsamle Spirits, uden at være bundet til brætspilsstrukturen. Her har man valget mellem flere forskellige udfordringer som periodisk bliver opdateret med nye Spirits, så man hurtigt kan dykke ned i en kamp og forsøge at vinde dem. Her bliver man virkelig udfordret, da man altid er nødt til at ramme de forskellige Spirits, som er beskyttet af runde skjole, med en Blaster-kanon. Heldigvis kan man købe forskellige hjælpsomme remedier: muligheden for at prøve en bane igen, eller en total opdatering af de udbudte Spirits, for eksempel.

Spillet tilbyder naturligvis også den klassiske, øh, Classic Mode. Her bliver tingene kogt ned til benet. Der er ingen Spirits, og det gælder, som altid, om at kæmpe sig vej gennem otte forskellige udfordringer, plus diverse bonusbaner og den store finale. Udformningen af Classic Mode er altid baseret på din egen karakter, så hvis du spiller som Pac-Man, så ryger du mod spilmaskotter fra 80'erne, og fjenderne er altid Pokémon, hvis du tager ruten som Pikachu. Det er meget sødt med sådanne detaljer, men dampen går efterhånden af de noget ensformige udfordringer. Vi har ikke tal på, hvor mange gange vi har besejret Master Hand. Det sagt, så er sekvensen med de interaktive rulletekster, traditionen tro, enormt underholdende.

Flerspillerdelen, hvad end online eller lokal, er kaotisk som altid. Hele otte spillere kan banke løs på hinanden ad gangen, og man kan selvfølgelig skræddersy forskellige spilleregler såsom livspoint, frekvensen af nye genstande og banetransitioner. Spillet understøtter endda styretøj fra den madkasseformede spillemaskine, GameCube. Videre endnu, så er der også en turneringsfunktion, hvor op mod 32 spillere kan kæmpe mod hinanden på skift. Her er blandt andet et tiltag, Squad Strike, der gør at medspillere kan skiftes til at deltage i kampene.

Om end meget i spillet ligner sig selv, så er der også meget mere nyt, end blot tilføjelsen af Spirits. Første gang man starter spillet op, har man kun adgang til otte forskellige spilbare karakterer. Resten skal man låse op for, gennem World of Light, Classic Mode og andre moduler. Dette har sikkert været for at give spillere en blød start på oplevelsen, men måske vil det virke skuffende for nye spillere, som bare gerne vil slappe af og starte ud med at prøve lidt forskelligt. En kærkommen tilføjelse er dog muligheden for at kunne vælge en bane før man vælger sin karakter. På den måde ved man, hvad man går ind til og kan derfor gøre sig lidt strategiske overveleser, før man vælger blandt de kulørte kæmpere.

Switch'ens hybridkvaliteter får Ultimate til at virke som det perfekte ægteskab mellem sidste generations todelte Wii U- og 3DS-udgaver. Vi spillede en god sjat kampe på tværs af forskellige Switch-opsætninger og bemærkede ingen væsentlige forskelle i teknisk præstation. De kaotiske kampe var faktisk stadig ret overskuelige på Switch'ens egen skærm. Valget af Pro Controller er selvfølgelig oplagt, men mindre kan også gøre de: det fik vi i hvert fald demonstreret, da vi overværende en Nintendo-repræsentant uddele bøllebank, kun bevæbnet med en enkelt Joy-Con.

Ultimate lever op til sit navn - det er den definitive Smash-oplevelse. Samtidig er det en stærk afslutning på et spilår, der ellers ikke har budt på ret mange titler fra Nintendos side - slet ikke sammenlignet med sidste års Odyssey og Breath of the Wild. Spillet byder på mere end 100 baner og et enormt karaktergalleri, plus et omfangsrigt Spirit-system der byder på utrolig dybde og brugerskabt variation. Her gemmer sig mange timers indhold for dem der bare skal have det hele med! Classic Mode viser et par skavanker og vi ville have foretrukket at der var flere spillere til rådighed fra start, men det er kun beskedne detaljer som på ingen måder holder Ultimate tilbage - her er virkelig et spil som vi ser frem til at vende tilbage til, igen og igen, år efter år.