Assassin's Creed

Der er ingen, der ser det. Min springkniv kommer til syne, gennemborer mit måls halspulsåre, og han synker langsomt sammen i mine arme, mens to krukkebærende kvinder og et par lokale vagter snakker livligt kun fem meter derfra. Mens han udånder, får jeg en eller anden moralsk klagesang om, hvorfor det lige er ham, der skal dø, og ikke tusindvis af andre korrupte købmænd. For at være helt ærlig, så kender jeg ikke svaret, og jeg er også ligeglad, dette er en mission som alle andre - og jeg har langt igen, før jeg endnu engang optages i broderskabet som et fuldgyldigt medlem.

Efter længere tids venten er Ubisofts ambitiøse actionspil endeligt klar, og når jeg nu ikke røber noget som helst om historien, så er det fordi, at du ved præcis det samme som jeg gør, efter at spillet har snurret i maskinen i bare tre minutter. Ja, der er mere til Assassin's Creed end bare middelalder, snigen frem og tilbage hen over hustage, og planlagte mord, men det er noget, du selv skal opleve, og ikke noget, der skal fylde spalteplads i en i forvejen lang anmeldelse. Lad os blot konstatere, at den overivrige Altaïr, smides tilbage på begynderniveau i broderskabet, og derfor skal til at bevise sit værd fra bunden af. Dette giver meget naturligt Ubisoft mulighed for løbende, at smide nyt udstyr og nye muligheder efter dig.

Hvad der til gengæld sagtens kan afsløres er, at Assassin's Creed er et ambitiøst projekt, der blander den danske Agent 47's morderiske eskapader med friheden i Crackdown og snigeriet fra Splinter Cell. Så snart du slippes løs i en af spillets store byer, er du ikke et øjeblik i tvivl om, at nogle har siddet og svedt over selv de mindste detaljer i hver afkrog af den sepiafarvede by. Alt er så levende, så prangende og majestætisk, at det er svært ikke at føle sig fortabt i mulighederne den første halve time. Bare en ridetur på en flot araberhest gennem frodige landskaber, kan være nok til at man et øjeblik mister mælet.

Heldigvis er Assassin's Creed et meget selvforklarende spil, og der går ikke længe, før jeg når toppen af byens højeste bygning, og derved får opdateret min radar med et par nye mål. Et ikon viser mig, at jeg kan smuglytte på en samtale, der foregår mellem to mænd på en markedsplads, mens et andet ikon giver mig muligheden for at lege lommetyv. Jeg vælger sidstnævnte, sniger mig efter mit offer gennem byens larmende basar og snupper, helt uden at han nogensinde opdager det, et stykke papir fra hans baglomme. Nu er jeg et skridt tættere på, at kunne finde mit primære mål. Bagefter går turen til markedspladsen, hvor jeg placerer mig mellem en tigger og en våbensmed på en bænk. Fra en sikker afstand lytter jeg til samtalen, og da en af mændene forlader stedet, lister jeg efter ham, for at banke de manglende informationer ud af ham. Med disse oplysninger besøger jeg broderskabets hus i byen og stedets forpagter, giver mig efter en gennemgang af beviserne, lov til at udføre mit mord.

Nogenlunde sådan foregår alle mord i Assassin's Creed, og det er så op til dig, at krydre cocktailen af med yderligere facetter. F.eks. kan et venskab med en munk betyde, at du kan gå uset gennem en port, mens det at hjælpe lokalbefolkningen kan resultere i, at de spænder ben for et par vagter, der jager dig. Har du sikret dig nok af byens opbakning, så vil selv det mest rodede mord, være noget, du kan slippe godt fra, og har du trådt alle godt og grundigt over tæerne, så får du svært ved at slippe levende derfra.

Og det er sikkert her, Assassin's Creed vil skille vandene, for indsamler du kun et minimum af informationer, og går du til sagen med meget lidt finesse, så er spillet givetvis en lang kamp, eller for nogle, måske bare en lang flugt. Det er som at spille Hitman med begge aftrækkere i bund, og det får Assassin's Creed til at virke alt for enkelt og ensformigt, så lad for guds skyld være med det. Hver gang du kommer til en by kan du nemlig være sikker på, at du er forment adgang, og hver gang vil en lille slentretur ved bymuren, afsløre en eller anden gejstlig person, der har brug for hjælp, og som gerne lader dig gå ind sammen med hans brødre, hvis du bare lige slagter et par irriterende vagter. Det er dog først, når du kommer inden for i byen, at spillet virkelig viser sine tænder.

Her kan Altaïr kravle på næsten enhver tænkelig overflade, og med et system, hvor knapperne er fordelt fra hovedet over begge hænder og til benene, virker det hele meget intuitivt. Det samme gælder kampene, hvor man med et sværd kan dyste mod byens mange vagter. Her er der mulighed for at time hvert slag så nøjagtigt, at man hugger sig igennem paraderne, men dette kan så også krydres af med kast og voldsomme nedslagtninger. Der er ingen tvivl om, at timevis af den slags kampe er trættende, men Assassin's Creed er også en helt anden størrelse, et spil hvor sværdkampe tit er sidste udvej.

Visuelt er Assassin's Creed til gengæld meget lækkert. Det er ikke helt lykkes Ubisoft at få bugt med hastighedsnedsættelserne, når man rider på hest mellem de forskellige byer, men generelt er spillet imponerende, når det kaster rundt med de mange polygoner. Og det er ikke i nærheden af de skræmmende videoer, som løbende er blevet udsendt, så tag det roligt. Detaljegraden er også ypperlig, hvilket betyder, at selv de mindste indgraveringer på Altaïrs våben kan studeres. For mig var eneste minus på den konto lyden. Jeg savner lidt et par bærende temaer, når man går rundt i Jerusalems gader, hvor skæppende høns, basaren og de snakkede folk, er det eneste, der skaber atmosfære.

Jeg skal ærligt indrømme, at Assassin's Creed, af manglen på en bedre forklaring, er et lille ni-tal. Det lider ligesom det gennemførte Dead Rising af en række irriterende ting, der for nogle vil overskygge spilglæden helt, mens andre vil trække på skuldrene og være ligeglade. Det kræver den rigtige indgangsvinkel og en god portion tålmodighed for at virke rigtigt appellerende, men er du af den støbning, hvor planlagte mord går forud for bare at slagte løs, så vil du uden tvivl finde det ligeså givende, som jeg gjorde. Det er ikke en tidløs klassiker, men mindre kan også gøre det.