Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Gears of War

Gears of War

Cliffy B. og Epic har ikke blot begået en konvertering, de har skabt en fabelagtig og unik PC-version af Gears of War. Nicolas ligger i en frydefuld fosterstilling på gulvet

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Stop. Stands. Holdt, for pokker! Hvis du ikke allerede har læst Tanggaards anmeldelse af Xbox 360-versionen af Gears of War, så bør du gøre det lige med det samme. Denne tekst kommer nemlig ikke til at opridse alt det, du allerede har læst i hans anmeldelse. I stedet vil den berige dig med alt godt fra havet om PC-udgaven. Så læg et øjeblik bladet eller hjemmesiden fra dig, og læs, hvad Thomas har skrevet. Tak.

Færdig? Lad os begynde.

Jeg fattede det ikke. Jeg fattede simpelthen ikke, hvad der fik mine kolleger til at slå lejr foran deres fjernsyn, smide koner, kærester og børn på porten, og hoppe ned i støvlerne på spilhistoriens nok mest stereotype helt, Marcus Fenix. Men jeg lod mig alligevel rive med. Sådan da. For jeg bestilte en kopi af Gears of War, spillede det lidt, og lagde det så på hylden. Det var da meget morsomt, men det kunne altså ikke fange en garvet shooter-entusiast som mig. Niksen biksen.

Af den årsag var jeg en smule nervøs ved at skulle anmelde PC-udgaven af Gears of War. Hvorfor? Hvis du lavede en rundspørge på redaktionen, så ville du nok ikke finde nogen, der ikke ville lovprise Cliffy B. og Epics projekt. I mellemtiden stod mit eksemplar af Gears of War helt deroppe, hvor støvet falder, men kluden aldrig kommer forbi. Hvordan skulle jeg dog nogensinde kunne kæmpe mig igennem spillet, uden at falde i søvn?

Dette er en annonce:

Men jeg behøvede ingen cult-batterier, ingen tændstikker og ingen kaffemaskine til at holde mig vågen. For første gang så jeg, hvad resten af redaktionen har set i godt og vel et år; et fabelagtigt og hæsblæsende actionepos, der er meget andet end blot en kedelig skydeteltsoplevelse, som jeg uvidende havde stemplet det som, for et år siden. At spille Gears of War er som at være med i en højkaliber Hollywood actionfilm. Her kan man ikke bare læne sig tilbage i sædet og nyde forestillingen; der skal kæmpes til sidste blodsdråbe.

PC-udgaven er alt andet end en simpel konvertering. Her er tale om et på alle måder selvstændigt spil, der føles som om det er blevet skræddersyet til hjemmecomputeren, og på intet tidspunkt har været pint og plaget (gnæk) af en kontroller og langsom styring. For det var da noget, der oprigtigt irriterede mig ved konsolversionen; at jeg aldrig kunne pløkke Tanggaard, når vi spillede online, fordi det var så pokkers umuligt at lede snigskytteriflen efter hans hoved. Nu er der dømt mus og keyboard, og det kan mærkes. Indrømmet, det lyder som en eller anden rædsom før- og efter-reklame, eller et hadebrev til Microsoft, men for en PC-mand som mig, er det her ren og skær guf. Men hvad med, om jeg lige cementerede det; da spillet for første gang blev vist til E3 messen tilbage i 2005, var det rent faktisk på PC, det hele foregik. Den fortabte søn er kommet hjem.

Dem af jer, der savlede over konsolversionen, vil nok blive en smule misundelige, når jeg nu siger, at PC-ejerne får en hel del mere indhold til knapt så mange penge. Akt 5 er blevet udvidet med godt og vel fem nye kapitler, så du starter ikke direkte på togstationen og kæmper dig frem mod RAAM, nej, du får hele historien og eventyret bag. Dette betyder blandt andet, at du får lov til at kæmpe mod den store, grumme brumak, som du aldrig fik lov til i konsolversionen. Og uden at afsløre for meget, kan jeg vel godt lige sige, at du sent kommer til at glemme dette møde. Glæd dig, ville vel næppe være passende at sige. Pas på - ja, det er straks mere fyldestgørende.

Men det stopper ikke her. For PC-ejere får tre helt nye multiplayer baner, samt alt det indhold, der er blevet udgivet til Xbox 360 i det forgangne år. Desuden får vi lov til at dyste i en helt ny online modus; king of the hill. Jeg har desværre, og pokker i det, ikke haft nogen modstandere online, eftersom spillet var i min besiddelse fjorten dage før dets udgivelsesdato - men for filan, hvor jeg dog glæder mig, og for søren, hvor det dog er lovende. Sgu'! Jeg glæder mig også til at prøve spillernes hjemmelavede baner og mods; med i pakken er nemlig et program, som udviklerne selv har brugt til at lave den slags.

Dette er en annonce:

Eftersom jeg er den lykkelige ejer af et kraftigt grafikkort, samt en kopi af Windows Vista (dette er vist i øvrigt første gang jeg sidestiller lykkelig og Vista), så fik jeg ekstra meget valuta for pengene i form af understøttelse af fantastiske grafiske effekter. Gears of War til Xbox 360 ligner et 8-bits spil ved siden af PC-udgaven, især hvis man har en maskine, der kan trække det. Og det har jeg. Jeg blev fuldstændig suget ind i universet, og da jeg havde kæmpet mig igennem den godt og vel ti timer lange oplevelse, ville jeg have mere. Næste skridt for mig, bliver at gennemføre spillet på insane. Vil du være med?

Og jeg vil stadig have mere. Også selvom der er et par grumme fejl, som gør, at jeg sidder fast i omgivelserne på nogle ret uheldige tidspunkter. For eksempler var jeg lige ved at nedlægge en corpser, da jeg pludselig sad fast i en klippevæg - og det var langt fra den eneste gang, det skete. Det er en smule ærgerligt, men jeg ved, at den slags fejl (som faktisk var den eneste fejl, jeg stødte på), nok skal blive udbedret af det dedikerede udviklerhold. Jeg tror på jer, Epic.

Så sidder jeg her, vel vidende, at der stadig er en del dage til, at der begynder at dukke modstandere op, som jeg kan tvære ud. Men jeg sidder også her, vel vidende, at jeg for et år siden tog fejl, da jeg ikke ænsede Gears of War det mindste. Jeg har dog set lyset, og det håber jeg også, at du gør, hvis du har været lige så kritisk som mig. Hvis du endnu ikke har ledt Marcus Fenix og hans fireteam igennem locust-inficerede byer, så er PC-udgaven en rigtig god investering. God fornøjelse, soldat!

Gears of WarGears of WarGears of WarGears of War
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fabelagtig og hektisk action. Lovende online-del. Masser af ekstra indhold. Blødende smuk grafik.
-
En del fejl hist og her. Fireteamet kunne godt være mere effektivt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • white and nerdy
    Gears of war er en klassiker og var, da det udkom, et mesterværk. Nu 5 år senere er slutningen på trilogien lige om hjørnet, og jeg spøger mig... 9/10
  • bævergamer
    da jeg i fødslelsdags gave sidste år fik en x-box 360, besluttede jeg mig for at det første spil jeg skulle hav var Halo 3, eftersom det... 10/10
  • Merach
    Dette er en anmeldelse af et spil, som går under navnet Gears of War. Et spil som i første omgang udkom til Xbox 360, og var ret populært, og... 1/10
  • sofuz
    Lyden af brandene benzin, og følelsen af svovl, vækker tårer i mine øjne. Et adrenalin sus ulig noget andet, får gåsehuden til at rejse sig... 10/10
  • Kermitwarfrog
    Mega fee spil jeg lavede sådan en fejl, så skulle slet ikke have anmeldt det her men toeren. Dette var blot en fejltagelse gentager. Dette var blot... 10/10
  • boberg
    Denne anmeldelse er kun baseret på singleplayer delen. En af mine venner ligger lige nu og er ved at dø efter at have fået lidt for meget... 10/10
  • dødsensfarlig
    Marcus, Dom, Cole og Baird skal ud på et blodigt opgør som kun menneskerne på planeten Sera kan have haft mareridt om. Og jeg vil lave en... 8/10

Relaterede tekster

Gears of WarScore

Gears of War

ANMELDELSE. Skrevet af Nicolas Elmøe

Cliffy B. og Epic har ikke blot begået en konvertering, de har skabt en fabelagtig og unik PC-version af Gears of War...

Gears of WarScore

Gears of War

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Tanggaard

Undergrundens slibrige kryb møder modstand fra fremtidens toptrænede læderhalse. Tanggaard har spillet Epics seneste...



Indlæser mere indhold