Mutant Year Zero: Road to Eden

Mutant Year Zero: Road to Eden er et spil, som man rigtig gerne vil elske. Det er et spil, som også til tider er glimrende. Og så er det andre gange et spil, som man har lyst til at afinstallere af ren og skær frustration. Hvis du tidligere har grædt dig selv i søvne over de turbaserede tæsk du fik i XCOM, og ikke vil have lignende traumer fra et endnu sværere spil i samme dur, så er svenske Mutant Year Zero nok ikke din kop te. Derimod er dette spil skabt til de benhårde taktikere derude, som nyder at skulle finde den rigtige vej frem i hver eneste kamp. Lad os se, om det postapokalyptiske Sverige er et besøg værd.

For dem derude, som ikke læste vores preview af spillet, så har Mutant en ret interessant setting. Hovedrollerne indtages af Dux og Bormin, en humanoid and og gris, som roder gennem det, der er tilbage af Sverige, for at de sidste mennesker kan overleve. I det postapokalyptiske ingenmandsland bor de to i The Ark, som er en lille bid civilisation midt i ødemarken. Med et gradvist voksende hold skal spilleren bekæmpe en kult, som har taget The Arks måske vigtigste beboer til fange. Han er en slags opfinder ved navn Hammon, som kan fikse maskiner og holde The Ark ved lige. Uden ham er beboerne mere eller mindre fortabte. Det er sådan cirka den historie, der gives de første mange timer.

Dette simple setup er hverken imponerende eller bestemt dårligt, genren taget i betragtning. Som i XCOM, så holder det sådan set bare spillet kørende. Det er de små kampe, og samtalerne mellem dine holdkammerater, der danner den egentlige fortælling. Det havde dog hjulpet spillet, hvis The Ark var lidt mere livlig. Den futuristiske skrot-by danner nemlig en slags base for dit hold, hvor man kan tale med flere butiksejere, men de siger aldrig noget interessant, og man får sjældent råd til at købe særligt meget. Man kan også tale med byens mystiske leder. Lederen, blot kaldet The Elder, taler dog så langsomt, og om så ligegyldige ting, at vi blot skippede hans monologer. Det hjælper ikke, at disse små scener næsten ingen animationer har, med ansigter som forekommer livløse og leragtige, hvilket gør scenerne svære at leve sig ind i.

Man bruger dog ekstremt lidt tid i The Ark. For det meste udforsker spilleren områder i The Zone, dvs. den ødelagte omverden udenfor The Ark, og slagter beboerne her. Ruinerne af Sverige bebos nemlig af hjernetomme ghouls, som er så beskadigede af radioaktivitet, at de ikke betragtes som mennesker mere. I mange tilfælde styres disse ghouls af tossede kultledere, hvis hjerner er muteret og har givet den superevner. Man støder også på mange slags robotter, som kræver en helt anden strategisk tilgang. Der er dermed rigeligt med variation i kampene, og det er rigtig positivt.

Miljøerne er også fint varierede, og byder på mange sjove situationer, hvor dit hold af mutanter forsøger at gætte sig til aspekter af den faldne civilisation, de aldrig har set. Fra boomboxes og iPods til resterne af et "pizza and falafel"-skilt, så fejlfortolker de på fantastisk vis kulturelle objekter fra vor tid. Min favorit er området "Izza and Fala", hvor et gammelt pizzeria fortolkes som et faldent kongerige. Disse små situationer er langt mere interessante end den egentlige historie her, og løfter spillets personlighed en hel del.

I det store hele, så er der ingen tvivl om at XCOM er hovedinspirationen her. Kampe er turbaserede og fokuserer på at finde halvt eller helt cover, mens hver karakter har unikke evner, som låses op i takt med stigende erfaringspoint. Base-opbygningen fra XCOM er dog skåret ud til fordel for at man her udforsker områder i realtid, mens kun kampene foregår turbaseret. Af denne grund kan holdmedlemmer heller ikke dø permanent, som i XCOM, men genopliver i stedet når kampen slutter, hvis de faldt undervejs. Dette forsimpler spillet en del, hvilket er helt fint. I realtid foregår der dog også planlægning, da man kan sætte sine karakterer op til et angreb på fjenden, inden man for alvor går i krig. Dette gøres ved at holde øje med fjendernes synsfelt, og gemme sine karakterer én af gangen, før man til sidst angriber.

Her kommer vi til den måske bedste idé spillet har: rigtig turbaseret stealth. Udnytter man sine tropper rigtigt, så kan de på forskellig vis nedlægge fjender uden nogensinde at alarmere hele området. Som de får nye mutationer, altså evner, kan ens holdkammerater nemlig fryse robotter i flere runder, eller vælte fjenderne, så de er bevidstløse. I disse runder kan man affyre ens lydløse våben, indtil fjenden falder død om. Hvis man er heldig med dette system kan en base af ghouls blive betydeligt mindre, før det store slag går i gang.

Dette er dog kun en mulighed en gang imellem. Spillet modarbejder nemlig muligheden for stealth med sine andre systemer. Først og fremmest, så er fjenderne ofte ekstremt sejlivede, og flere af dem går ikke så let ned med nakken. Dernæst står de ofte tæt sammen, og da der ikke er nogen mulighed for at lokke fjender væk, så vil et skud på blot én af dem alarmere hele området. Ens evner har desuden cooldowns, og derfor vil man ofte mangle lige den ene seje evne, som kan give én et stealth kill. Sidst, men ikke mindst, så er ens lydløse våben langt mindre seje end deres støjende modparter, og derfor er de sjældent nok i sig selv.

Et større problem er, at spillet effektivt tvinger spilleren til at udradere samtlige fjender i alle spillets områder, da man ellers ikke har XP nok til at have en chance mod de fjender, historien konfronterer dig med. Der er dog ganske mange af disse områder, og spillet giver ingen indikation af, hvilke der er "klaret" og hvilke der stadig er uudforskede. Der er heller ingen sidemissioner eller anden form for incitament til at undersøge mindre områder, som ikke er quest-relaterede, og man kunne derfor tro at disse områder er ligegyldige.

Som spiller er det derfor en underlig oplevelse, at blive peget i retning af et område, som er langt over ens level. Hvis man gerne blot vil videre med historien, så er det ærgerligt at stealth, hvor man blot sniger sig forbi fjender, slet ikke er en mulighed. Mens flere af disse områder gemmer på sjove dialoger og andet godt, så føles denne jagt på XP ofte som et irriterende grind i en historie, der bevæger sig utroligt langsomt. Dette hjælpes heller ikke af, at selv hvis man har nedlagt hvert eneste område for at have XP nok, så er nogle områder fortsat helt urimeligt svære.

Da der ikke er nogen indikator for, hvilke områder man har klaret, havde vi i vores gennemspilning overset et område, som stadig bugnede med fjender. Dette område var nu ganske let at klare, og vi fik et massivt XP-boost samt den tredje lydløse pistol, som hele tiden havde gemt sig dér, og som gjorde alting meget lettere. Indtil dette punkt havde vi nået at blive alvorligt bitre på spillets urimelige sværhedsgrad og manglende balancering af fjenderne. Selvom dette delvist var selvforskyldt, så er dette et scenarie, vi forestiller os at mange spillere vil kunne sidde i, selv på laveste sværhedsgrad, kaldet "Normal".

Selv efter vi fik rettet op på dette problem, så havner man som spiller ofte i situationer i Mutant, hvor man ikke forstår hvad man gør galt, eller hvordan det er meningen at man skal tilgå en situation. Vi føler derfor at en lavere sværhedsgrad samt en mere brugervenlig oplevelse ikke bare ville være tiltrængt, men nærmest essentielt for at spillet er til at have med at gøre. Som spiller mangler man alsidighed, eksempelvis alternative healing-evner, eller større mulighed for at købe/bytte/sælge grej, eller en lokke-evne. Ofte føler man sig fanget i de få muligheder, man har, samtidig med at man ofte ikke forstår, hvad man egentlig burde gøre for at klare sig igennem spillet.

Da man samtid må loade konstant, fordi mange kampe føles umulige, er Mutant et spil, man hurtigt bliver vred på. Til tider bliver man stædig og "må bare" klare et område, men andre gange har man bare lyst til at brænde sit keyboard og aldrig se på spillet igen, fordi det er så umuligt at arbejde med. Dette er en frustration, som langt overgår den velkendte irritation man kan have overfor XCOM-titlerne, som samtidig naturligvis er noget mere polerede.

At spillet i sin tæt-på-launch-tilstand også har mange tekniske fejl hjælper naturligvis heller ikke på frustrationen. Fra crashes til frosne scener og andre besynderligheder, så er der ingen tvivl om at dette er et ambitiøst indiespil, som måske gaber over lidt mere end det kan tygge. Når dette er mest problematisk drejer det sig om et crash eller frosne animationer, midt i en kamp man har reloadet for 15. gang. Andre gange er det blot komiske bugs. Dette sås især, da jeg havde fået et nyt holdmedlem ved at redde ham fra en gruppe ghouls, og da jeg kommer tilbage til dette område, så hænger han stadig og venter på hjælp, men går samtidig rundt på jorden sammen med resten af mit hold. Så ved man at et spil trænger til bugfixing.

Mutant har dog nogle spændende tiltag, både i våbnenes effekter og i de evner, ens hold får løbende. Når sværhedsgraden for en gangs skyld er human, så er Mutant et spil, der kan være belønnende og givende. Stealth kunne dog være mere spændende, da det ganske enkelt er lidt kedeligt at skyde på bevidstløse fjender for at vinde. Mutants største fejl er derfor, at det ikke finder den gode balance mellem at være kedsommeligt let og sadistisk svært. Det er en skam, da det føles som om lidt mere playtesting og nogle justeringer kunne have lavet et tusind gange bedre spil.

Spillets præsentation svinger en del i kvalitet. Menuer føles lidt ufærdige og banale, med et lidt bøvlet system til at organisere sit hold og deres våben. The Arks førnævnte samtaler er et andet minus, som både foregår unaturligt langsomt, og med leragtige ansigter, hvis lip-syncing er helt ved siden af. Dog er den overordnede kunstneriske stil ganske udmærket, med svenske hytter, som er forfaldne og groet til i årenes løb. Mens fjendernes stemmer er lige lovlig meget genbrug, så er hovedkarakterernes stemmer ganske velvalgte, især når vi taler om gnavne Bormin og flabede Dux.

I sidste ende må vi desværre erkende, at vi har spillet et noget ubalanceret spil, som også har en del fejl. Det byder dog på ganske meget potentiale, og visse spillere vil formodentlig slet ikke se de samme problemer, som vi så. Fra tid til anden har det været en sjov rejse, men i alt for meget af tiden har det været frustrerende og mangelfuldt. Vi ser dog visse hardcore taktikere have det ganske sjovt med denne titel, men for mange spillere vil det være noget af en satsning at smide 35 Euro efter på Steam. Vi håber dog at Bearded Ladies Consulting får rettet op på disse fejl, da der gemmer sig et glimrende spil i Mutant Year Zero, under de mange problemer.