Project Gotham Racing 4

Racinggenren er modsat mange andre let at overskue. Der er arkade og simulation, rally og formel 1, Ridge Racer og Need for Speed og så den mere destruktive undergenre med Flatout og Burnout. Ingen ville betegne Forza Motorsport som en pendant til Outrun eller Test Drive som en mislykket GTR-klon. Når genren alligevel kan mønstre en håndfuld spil, som hverken er fugl eller fisk, er det ene og alene, fordi udviklerne ikke selv har haft et fast defineret mål.

Den opfattelse kan man i hvert fald få som udenforstående, for Bizarre Creations Project Gotham Racing er notorisk kendt for sin linedans på grænsen mellem arkade og simulation. Køreteknisk krævende gaderæs mod aggressive modstandere, flyvende enkeltstarter og knald eller fald-ræs lever i fuld harmoni med løbstyper, hvor du skal køre gennem 20-30 snævre porte spredt ud over en længere bybane, overhale mindst 6 langsommere kørende biler eller styre en toptunet sportsvogn rundt på en bane, som kun er afmærket med skrigende orange kegler, i silende regnvejr. Morskab og alvor går hånd i hånd gennem spillets modes, som i singleplayer både har en omfattende karrieredel og en lettilgængelig, men bestemt også attraktiv, arkademode og på multiplayerfronten kan spilles over såvel system link som Xbox Live.

Alvoren er tæt forbundet med Bizzares simulationsforståelse og kommer helt af sig selv, når du tordner forbi det britiske parlament i en Corvette, jokker bremsen i bund før svinget og øjeblikket efter giver fuld gas. Først mister baghjulene skiftevis lidt vejgreb og destabiliserer indstyringen, hvorefter det lunefulde baghjulstræk har en tendens til at få bilen til at overstyre. I mange tilfælde er der ingen grund til at vælge andet end den hurtigste bil, og Corvetten mangler absolut ikke råstyrke, men efter 10-15 timer på asfalten står det klart for mig, at stabilitet er en væsentlig forudsætning for at vinde løb, hvorfor mine førstevalg hedder Mitsubishi Lancer Evolution - der accelererer som en drøm, og ligesom de fleste andre køretøjer i spillet har en dejlig potent motorlyd - og Lamborghini Gallardo.

Alvoren kommer også til udtryk, når du presses til at køre hurtige enkeltomgange på spillets meget afvekslende baner, sendes ud på en isglat Nürburgring Nordschleife i en Mercedes eller skal score præcis 200 kudospoint i slipstrømmen på en SLR McLaren. Når sværhedsgraden øges ved hjælp af kraftig regn, vandpytter så store, at de må have egne økosystemer, og en tæt tåge, der forvandler en førhen simpel bane til en "hvornår er det nu, jeg bør bremse"-gætteleg, kan ingen heller være i tvivl om, at Bizarre har til hensigt at stille spillerens kørefærdigheder på en alvorlig prøve. Hvis man stoppede her, kunne man drage den konklusion, at PGR 4 var ment som en udfordrer til Forza 2, ja måske endda at det overgik Turn 10's simulator ved også at have et førerhusperspektiv.

Sådan hænger det imidlertid ikke sammen. Nok belønner kudossystemet spilleren for at tage svingene med en racerkørers præcision, udnytte slipstrøm og køre længere passager fejlfrit, men du får også point for at lave udskridninger, farlige håndbremsedrejninger og få køretøjet til at lette fra asfalten - altså ting, der ikke hører til i simuleret racerkørsel. Flere løbstyper går ene og alene ud på at score kudospoint og kudosstjerner, som fås ved at kæde kudosgivende manøvrer sammen. Selv Nordschleife-testen har mere useriøse sidestykker, som når du sættes til at vælte 80 kegler på en vådbane eller slå en Ferrari Testarossa i en eldrevet Tesla Roadster, der er lige så lydløs som blæseren i din Pc.

At køretøjernes skader kun er kosmetiske, og at du aldrig straffes for at sætte modstanderne ud af spillet med hårde påkørsler, distancerer også PGR 4 fra simulatorernes alvor. Og så er der det faktum, at opgraderingsmuligheder er en by i Rusland, muligvis et sted i det menneskefjendske Sibirien. Du kan købe specialdesignede pakker med køretøjer fra forskellige fabrikanter. Der er moderne vidundere fra Ferrari, Aston Martin og BMW, legendariske biler fra Ford, Dodge og Plymouth og mere kompakte biler fra Lotus' og Minis sortimenter. Tiden, hvor PGR handlede om eksotiske drengerøvsbiler er overstået, og heldigvis, da en bils tiltrækningskraft ikke kun ligger i dens udseende.

Enhver, der har fulgt serien, vil med rette undre sig over, at jeg ikke har nævnt motorcyklerne endnu; det, der er det altoverskyggende tiltag i PGR 4. Det har den simple forklaring, at motorcyklerne ikke leverer varen. Selvom du kan tillade dig at lave mange kørefejl, før du ryger på røv og albuer, og har en markant accelerationsfordel i forhold til de firhjulede, så tvivler jeg på, at motorcyklerne bliver et hit for majoriteten, også selvom de er den hurtigste vej til kudospoint. Valget mellem bil og motorcykel er et enten eller, ikke både og.

Selv i et overvejende arkadespil er skiftet fra fire til to hjul for stor en omvæltning, navnlig hvis du foretrækker et af førstepersonsperspektiverne. Kameraet farer forvildet til højre og venstre, når du forsøger at rette cyklen op efter et sving, og det er til at blive søsyg af at se på. Det er naturligvis mest et spørgsmål om tilvænning, men i lige så høj grad om, hvorvidt det er besværet værd. Motorcykelkørsel fungerer langt bedre i spil som Tourist Trophy.

Alvoren og morskaben er nogenlunde ligeligt fordelt online. Af gode grunde finder du kun de løbstyper, der kan have mere end én deltager, og hvis mine 4-5 timer online med PGR 4 er repræsentative for folks onlinetilbøjeligheder, så finder du ikke andet end almindelige streetraces, med mindre du selv opretter et løb. Eliminator og Cat and Mouse er åbenbart for eksotiske. Variationen lever dog alligevel i bedste velgående. De dynamiske vejreffekter er jokeren, som kan vende op og ned på løbene. Nürburgring er dødsensfarlig i snevejr, og i byerne kan regn og tåge skabe den uforudsigelighed, som måske ikke ville være til stede, hvis solen bagte fra en skyfri himmel. I lighed med singleplayerdelen er der online altid kun nogle få biler og motorcykler, der har reelle vinderchancer. En kulsort Dodge Charger årgang Led Zeppelin pryder ethvert felt, men hvorfor vælge den, når den ikke kan skaffe dig sejren? Det skulle da lige være for at score en masse kudospoint.

PGR er stadig et af racinggenrens største mysterier. Det er ikke ren arkade, men heller ikke simulation. Det vil gerne more og underholde, men viger ikke tilbage for at udsætte spilleren for vanskelige prøvelser. Det er lige så eftergivende, som det er kompromisløst, og dybest set er jeg i vildrede om, hvordan jeg skal kategorisere Bizarre Creations bizarre serie. Men det er også lige meget. PGR 4 har ikke sat sig mellem to stole, men satset på flere heste med virkelig solidt bentøj. PGR 4 er et af de få spil, som både mainstreamspilleren og simulationselskeren vil blive fanget af. Ellers kan jeg ikke forklare, hvorfor jeg holder af spillet, når arkaderacere som regel ikke siger mig en pind.