Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Darksiders III

Darksiders III

Darksiders har afværget apokalypsen, men Fury er ivrig efter at starte den på ny. Laursen har pisket sig gennem seriens tredje kapitel.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

De sagtmodige skal arve jorden, siger den gode bog. Og de tålmodige skal få en fortsættelse til en elsket spilserie med uforløst potentiale. Det er hele seks år siden at kæmpesatsningen Darksiders 2 udkom for første gang. Og først nu, efter utilstrækkelige salgstal, finansielle problemer, rettighedsmæssige omrokeringer og genudgivelser af gamle titler, er Darksiders kommet op på hesten igen. Ventetiden har været lang, og meget er sket siden da. Industrien venter som bekendt ikke på nogen. Spørgsmålet er, om Darksiders har kunnet følge med tiden?

Et nyt kapitel betyder først og fremmest en ny hovedperson. War og Death har haft deres tid i rampelyset, men nu er turen langt om længe kommet til Fury, den mest iltre og utålmodige af de fire apokalyptiske ryttere. Mig bekendt er raseri traditionelt set ikke blandt de fire hestemænd (eller -kvinder!), men et sprængfarligt temperament er da sikkert også et mere klædeligt karaktertræk for hovedrollen i et blodigt hakkespil, end evnen til at sende underfrankerede miltbrandsbreve i omløb, eller at sabotere høsten med hjemmelavet sprøjtegift.

Under alle omstændigheder er førstehåndsindtrykket ikke frygtelig godt: Fury ligner en afdanket forsanger for en flamboyant metalgruppe fra firserne. Og hendes personlighed har om muligt flere spidser, takker og kanter, end det rædselsfulde kostume hun er blevet stoppet ned i. Forstå mig ret: karakterdesignet i Darksiders har aldrig bestræbt sig på elegance, men sammenlignet med forgængerne, så fremstår 3'eren enormt stilfattig i sit udtryk. Det hele ser en anelse billigt ud, og kun med nød og næppe formår Darksiders 3 at ligne et spil fra denne ende af årtiet.

Dette er en annonce:
Darksiders III

Det er ikke kun med tanke på det grafiske, at førstehåndsindtrykket svigter. Det er hele otte år siden at originalen så dagens lys, men Darksiders 3 gør ikke meget for at genopfriske hukommelsen. En overlang introduktion forsøger utydeligt at væve et overordnet tema, men forstår ikke at skitsere de gradvist mere komplekse forhold som danner rammerne for spillets fortælling. For fans af serien er en mere grundig præsentation måske ikke nødvendig, men for nytilkomne, eller dem uden klæbehjerner, mangler spillet virkelig en mere pædagogisk redegørelse for hvad i al verden der egentlig foregår.

Det er netop problematisk, fordi Darksiders 3 ikke rigtig evner at stå på egne ben. Spillet forsøger egentlig at fortælle en konkret, omfangsbegrænset historie, men bliver lige så ofte distraheret af uforløste henvisninger til andre spil i serien; ikke kun de to første, men også hypotetiske fortsættelser. Det er svært ikke at blive mindet om den typiske handling i biografernes opblæste superheltefilm, der netop ofte kan virke som et konsekvensløst bindeled mellem den forrige film og den næste. Darksiders 3, med fortrydelig skråsikkerhed, falder flere gange i samme fælde. Optimismen ville være beundringsværdig - hvis bare spillet havde været bedre.

Mere konkret handler Darksiders 3 om Furys jagt på de syv Dødssynder. Med sig på rejsen får hun en kvindelig pendant til 1'erens plagsomme følgesvend, og dynamikken mellem de to karakterer er faktisk et ensomt højdepunkt. I kontrast til brødrenes sammenbidte helterejser, så gennemgår Fury som karakter en større udvikling i løbet af spillet. Navnlig møderne med Dødssynderne udgør småfilosofiske refleksionsmomenter som afgjort pryder oplevelsen. Stor kunst er det ikke - superheltefilmene forbliver en gangbar sammenligning - men det er dog noget af det bedste ved spillet.

Dette er en annonce:
Darksiders III

Hvad har jeg dermed sagt om resten af spillet? At det ikke er frygtelig godt, desværre. En stor del af problemet er den visionsløse fortolkning af de spilgenrer som Darksiders 3 forsøger at sammenblande. Darksiders har bestemt aldrig været bange for at adoptere populære koncepter fra andre, større serier. Tværtimod! Om noget har fusionseksperimentet altid været charmen og den største appel ved serien. Det første Darksiders var jo en solid blanding af Legend of Zelda og God of War, mens 2'eren kunstfærdigt tilførte serien en Diablo-inspireret rollespilsindsprøjtning.

Darksiders 3 er også åbenlyst inspireret, denne gang af en moderne klassiker: Daaark Souls. Hvis sammenligningen virker overfladisk, så er det altså ikke min skyld, men spillets. Udviklerne har med grov hånd indarbejdet genkendelige mekaniske elementer fra Dark Souls, men spørgsmålet, med fare for at lyde flabet, er hvorfor? Misforstå mig ikke, det giver god mening at tage noter fra et af de mest indflydelsesrige spil i nyere tid, men hvis du ikke kan bruge naboens hækkesaks i din egen have, så lad dog være med at låne den! Hvad er det, Dark Souls kan gøre for Darksiders 3? Eller omvendt, hvad kan Darksiders 3 gøre med Dark Souls?

Ikke ret meget, for nu at besvare mit eget retoriske spørgsmål. I hvert fald ikke nok til at retfærdiggøre indblandingen. Ligesom Dark Souls, så har Darksiders 3 et kringlet og labyrintagtigt banedesign som omfavner seks distinkte, men forbundne områder. At udviklerne har fået det hele til at passe sammen på kryds og tværs er virkelig imponerende, men det er ikke tydeligt, hvad den tilsigtede spilleroplevelse skulle være: man kan alligevel altid zappe rundt mellem de sparsomt fordelte kontrolposter, og spillet er under alle omstændigheder en strengt lineær fornøjelse, i den forstand at der ingen vilkårlighed i hændelsesforløbet eller sekundært indhold er.

At spillets verden er så intrikat udformet, bliver næsten overladt til en abstrakt, næsten platonisk påskønnelse. Det er virkelig en skam, når en ellers teknisk bedrift - spillets eneste, for nu at være ærlig - alligevel bliver mødt med indvendingen: hvorfor? Selv når Darksiders 3 forsøger at imponere, så formår det ikke at virke interessant. Der er ikke rigtig noget som fænger blikket. Det hjælper heller ikke at store dele af spillets verden ligner variationer over skabelonen for generiske 'kloakbaner': skeletfjender, edderkopper, rustne korridorer, og andre klichéer.

Darksiders 3 er generelt fyldt med eksempler på bagvendt design. Ligesom i Dark Souls, så taber man sine sjæle, når man dør. Modsat Dark Souls, så er spillet ikke frygtelig svært og man kan med lethed hente sjælene igen, vende tilbage til kontrolposten for at bruge dem og så ellers fortsætte - uden at fjenderne genopstår. Den kritiske overvejelse - "skal jeg vende tilbage til basen nu, sikre min belønning og med garanti nulstille banen, eller fortsætte lidt, med overhængende fare for at miste alt" - er blevet fortyndet så stærkt, at den ikke længere virker meningsfuld. Det er Darksiders 3 i en nøddeskal.

Det er ikke fordi at resultatet er katastrofalt, men hvis der findes en pris for 'årets unødvendige Dark Souls-klon', så vil jeg gerne have lov at nominere Darksiders 3. Det hele virker bare så forsimplet, så misforstået, så håbløst uinteressant. Om noget, så er Darksiders 3 et skrækeksempel på vigtigheden af innovation. Det er sgu vigtigt med lidt kreativitet, hvis tingene ikke skal virke banalt genkendelige. Bare en lille smule, bare et lille twist som overrasker, bare et eller andet eksperimentelt tiltag som viser, at ikke alene er konceptet blevet adopteret - det er også blevet udvidet.

Darksiders III

Det lyder måske som om Darksiders 3 har fornærmet min religion, eller sådan noget pjat. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Men problemet er ikke kun, at Darksiders 3 leverer en udvasket fortolkning af én dimension ved spiloplevelsen; det forsømmer også mange andre. De to første spil var bestemt forskellige fra hinanden, men havde også meget tilfælles. Og selvom jeg påskønner ønsket om at give hvert enkelt spil i serien sin egen genre-mekaniske identitet, så er det svært ikke at savne meget af det som gjorde forgængerne gode. Eller som helt generelt er vigtigt for sådanne spil.

Der er for eksempel mange ting at samle op i spillets verden, men genstandsplaceringen bliver aldrig brugt til at lokke spillere på afveje, og den forventelige belønning er uden undtagelse flere sjæle eller opgraderingsmaterialer. Sjælene kan man bruge til at stige i niveau, men her er man begrænset til valget mellem flere livspoint eller større skadeuddeling. Våbenopgraderingssystemet er endimensionelt, og det samme er den gradvise forstærkning af de enkelte runer man kan udstyre sig med. Rustninger finder man ikke nogen af, og den håndfuld våben som løbende bliver låst op, er ikke ligefrem radikale alternativer til pisken.

Kampsystemet er uhyre simpelt og et kapitel for sig. Her handler det bare om at piske løs på fjenderne, undvige i rette tid, for så ellers at fortsætte hvor man slap. Angrebskombinationerne er uden nuancer, og det samme er fjenderne. Bosserne har en smule mere personlighed, men det er i sidste ende den samme udfordring de præsenterer: slå, undvig, slå. Det lyder måske som en ret universel opskrift på succes i sådanne hakkespil, og det er måske også. Men sjældent har jeg spillet et spil, hvor formularen virkede så pinefuldt transparent.

Darksiders III

Spillet klarer sig bedre, når pisken ikke bliver brugt til at svirpe dæmoner, men til at krydse diverse platforme. Selvom Darksiders 3 har tabt meget fra tidligere spil, så er der andet som stadig hænger ved. Der er gåder at løse hist og her, og mange sekvenser hvor man skal springe fra A til B. I løbet af spillet låser man også op for fire forskellige superevner der giver Fury mulighed for at gå på vandet, kravle på vægge, svæve kortvarigt, og så videre. Det, blandet med det Souls-agtige banedesign, giver undertiden forsigtige mindelser om Metroid Prime eller Majora's Mask, men så er der dæleme også tale om en generøs sammenligning.

Jeg har svært ved at kalde Darksiders 3 et dårligt spil, men det er uden tvivl en skuffelse. En skuffelse, men måske ikke en overraskelse: det er tydeligt at udviklerne ikke har haft tilstrækkelige midler til at skabe en værdig efterfølger til de første spil, og resurserne er flere steder blevet brugt på en måde, som jeg ikke har fundet værdi- eller meningsfuld for spilleroplevelsen. Af logistiske årsager blev jeg halvvejs gennem spillet, som kun er omkring femten timer langt, nødt til at starte forfra. Det var meget sigende, at de to halve gennemspilninger viste sig at være noget nær identiske.

Darksiders 3 har altså hverken midlerne, variationen eller dybden til at imponere - eller tilfredsstille, for den sags skyld. Fortællingen, fraregnet de førnævnte distraktioner, er et lyspunkt, men ikke nok til at retfærdiggøre en anbefaling. Og banedesignet, om end intrikat, er kun interessant i en steril og abstrakt forstand. De to første spil for år tilbage retoucheret og genudgivet, endda med elskværdigt platte undertitler. Lige nu virker en 'Defurynitive Edition' af Darksiders 3 ikke bare oplagt, men næsten som en nødvendighed. Som det er, virker Darksiders 3 hverken tidssvarende eller konkurrencedygtigt. Det virker knap nok som Darksiders.

HQ
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Tilstrækkelig interessant fortælling med flere gode øjeblikke og enkelte overraskelser. Intrikat banedesign.
-
Visionsløs og konceptuelt forvirret spiloplevelse. Ulykkeligt ægteskab mellem forskellige genrer. Overfladisk kampsystem. Begrænset genspilningsværdi.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Darksiders IIIScore

Darksiders III

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Laursen

Darksiders har afværget apokalypsen, men Fury er ivrig efter at starte den på ny. Laursen har pisket sig gennem seriens tredje kapitel.



Indlæser mere indhold