Stuntman: Ignition

Jeg har altid gerne ville være superhelt. Sådan en rigtig en med superkræfter og en hemmelighed identitet, der satte livet på spil for andres skyld osv. (dog ville jeg godt kunne undvære det stramtsiddende latexkostume) Problemet har bare altid været at min thanatos, min dødsdrift og trangen efter at leve livet farligt, aldrig har været så stærk. Så når jeg sætter livet på spil ved at hamre gennem vejblokader, køre på to hjul ovenpå en eksploderende lastbil eller trodser en skoldhed lavastrøm for at redde min syge bedstemor, så bryder jeg mig ikke om når instruktøren, actionfilmenes højrøvede svar på Lars Von Trier, spadserer hen til mig og fortæller mig at jeg "liiige skal gøre det én gang til før det bliver rigtig godt." For det er stort set essensen af Stuntman: Ignition.

Hvis du har to arme, to ben og mere end to milligram testosteron i kroppen, så har du højst sandsynligt drømt om at blive stuntmand engang og nu giver Paradigm dig chancen for at prøve det - igen vel at mærke. Gennem seks forskellige film og en masse småjobs, der lukkes op for løbende, får du chancen for at bevise at du hører til blandt stuntbranchens bedste. Og for at du kan blive det er der kun én vej frem: gentag. Jep, du læste rigtigt, gentag. Du skal nemlig gentage de enkelte scener fra de forskellige film mange gange for at du kan opnå en score god nok til at du kan komme videre senere i spillet. Scoresystemet tæller alle dine stunts, tricks og finesser sammen og er scoren for lav, kasserer instruktøren simpelthen scenen og så kan du ikke gøre så meget andet for end at prøve det hele endnu en gang. De nærmest ikke-eksisterende loadetider tager toppen af frustration, men den indfinder sig dog uundgåeligt hurtigt alligevel.

Ignition kræver din fulde opmærksomhed under de forskellige scener. Der er bulder og drøn på hele vejen og når bygninger kollapser og biler flyver om ørene på dig, er det svært ikke at blive grebet af tempoet. Desværre går det i sidste ende udover variationen i spillet. Selvom hver film har et distinkt tema kørende gennem de lokaliteter filmen optages i, er de forskellige stunts blot gentagelser fra tidligere baner og selvom indlæringskurven er ganske stejl til at starte med, bliver det hele hurtigt lettere når de forskellige manøvrer først sidder på rygraden. Er det for svært i starten kan du slå en easy mode til, der tillader dig at lave et par ekstra fejl per scene, men da dette samtidig halverer din score, skal du klare dig endnu bedre end på normal, så det svært at se lige præcis at se hvad fordelen ved funktionen er.

Der er seks scener per film, hvoraf langt de fleste tager under to minutter at gennemføre og med kun seks forskellige film, skal der ikke meget hovedregning til før den grumme sandhed om Ignitions holdbarhed kommer frem. Faktisk lykkedes det mig at gennemføre alle scenerne i spillets fem første film og alle de små bijobs på bare én dag. Selvfølgelig er der stadig mulighed for at genspille alle scenerne for at forbedre min score, men der skal altså mere til for at få mig til at blive siddende foran skærmen. Paradigm har højst sandsynligt ment noget a la det samme, da de har valgt at inkludere en multiplayerdel. Det er ganske underholdende at ræse mod andre om at score flest point og udføre flest stunts, især fordi man kan stjæle hinandens point og derved lægge op til en omgang indædt rivaliseren, men det er bare ikke nok til at kompensere for den spinkle karrieredel.

Grafikken er flydende uden nævneværdige hastighedsnedsættelser, men tager man hvor indelukkede og afgrænsede de enkelte scener er i betragtning, kunne detaljegraden sagtens have været højere. Grunden til at den ikke er det, er naturligvis for at presse loadetiderne ned på det minimum de ligger på og desuden er der ikke rigtig tid til sightseeing, når du konstant er under tidspres, men vær forvisset om at det her ikke er et spil, der virkelig viser næstegenerationkonsollernes kræfter frem. I øvrigt er der ingen visuel forskel på X360 og PS3 versionen - de er fuldstændigt identiske.

Paradigm har muligvis fjernet de møjsommelige loadetider fra det første spil, samtidig med at de har udglattet sværhedsgraden, men derudover er der simpelthen ikke blevet tilført nok til at det bliver virkelig solidt. Ignition kan sagtens nydes, det skal bare være i meget små doser og helst uden ret store forventninger. Det er en perfektionists drøm (eller mareridt afhængig af hvordan du kigger på det), men enhver anden, der ikke bryder sig om at piske sig selv gennem den samme halvanden minuts lange sektion igen og igen, bør kigge andetsteds. Det er ikke til at benægte at Stuntman er ganske unikt sammenlignet med resten af genrens attitudebefængte midnatsræs, og at der ikke rigtig findes et alternativ til Ignition, men det at være anderledes, er ikke det samme som at være godt - i hvert fald ikke i det her tilfælde.