Blue Dragon

Vi kender det alle; forventningens glæde på juleaftens dag dengang vi var små. Søvnløsheden natten inden, nervøsiteten allerede fra når man først slyngede benene ud af sengen, og den måde viserne på uret sneglede sig af sted, som om det ikke var sikkert, at det nogensinde blev aften. Der var utålmodigheden omkring middagsbordet, når ens far brugte alt for lang tid på at finde den forbandede mandel, og når der endelig skulle danses om juletræet, så vi helst, at der kun skulle synges to sange, så vi kunne dykke hovedkulds ned i gavebjerget og gå på rov.

Men forventningens glæde er ikke noget, der kun hører barndommen til. Selv mange år senere kan samme nervøsitet og ængstelighed sætte sig i os, når det vi allermest glæder os til banker på døren. Nogle gange tager det minutter at få forventningerne indfriet, andre gange år, og så er der de gange, hvor uretfærdighedens væsen viser sit grimme ansigt og får dig til at vente otte måneder på det, andre har kunnet nyde længe. Men verden er dog ikke helt uretfærdig, og al ventetid har en ende - også i dette tilfælde.

Hele eventyret starter for den unge teenager Shu og hans to barndomsvenner, da deres landsby angribes af et kæmpemæssigt monster, og allerede efter få minutters spil er du nu kastet ud i din første kamp. Du vinder naturligvis og finder ud af, at det er den ondskabsfulde Nene, der står bag. Vildfaren fra din landsby og tørstig efter at standse Nene begynder en lang og hård rejse nu for unge Shu og hans kammerater. Inden længe har den lille gruppe venner også erhvervet sig magiske kræfter, der forvandler deres skygger til godhjertede fantasimonstre. Som tusind gange før er det en typisk fortælling om det gode mod det onde, men selvom historien til tider er lidt for simpel, er den stadig underholdende og velfortalt, først og fremmest fordi der altid sker noget nyt.

Det kræver kun et enkelt øjekast at se, at den grafiske stil i Blue Dragon ikke er helt traditionel, og det er da også skaberen bag Dragon Ball Z, der har svunget blyanten ved tegnebordet. Spillets fem helte ser ud, som man kunne forvente, men det er designet af de mange fjender og bosser, som virkelig imponerer. Visuelt er der ikke et kedeligt øjeblik i løbet af eventyret, og i et spil, der strækker sig over de fyrre timer for at nå slutningen, er det noget af en bedrift. Som det første konsolspil i sin generation er Blue Dragon spredt over ikke mindre end tre skiver, og det skyldes i høj grad de mangfoldige og utroligt smukke cutscenes. Normalt er mellemsekvenser indenfor rollespil akavede, melodramatiske rodebutikker, der får en til at klukke af grin, når de egentlig prøver at være alvorlige, men sådan er det heldigvis ikke her. Videosekvenserne er yderst velfungerende og til tider så blødende smukke, at de mere ligner den seneste animationsfilm fra Pixar end et konsolspil.

Når de blødende smukke billeder glider over skærmen, akkompagneres de af et af de bedste soundtracks, jeg nogensinde har hørt i spilsammenhæng. Det er Nobuo Uematsu, komponisten bag Final Fantasy, der har leveret tonerne, og når hans sublime klavermelodier først kærtegner ens trommehinder, så er der ingen skam i at have en lille klump i halsen. Dialogen er desværre ret træg og skærer alt for meget ud i pap, men det er slet ikke nok til at spolere oplevelsen. At lade være med at skrue helt op for surroundanlægget er simpelthen blasfemi mod spilguderne.

En ting, der altid har afholdt mig fra at hoppe op af stolen af begejstring, når jeg har spillet japanske rollespil, er kampsystemet. At blive angrebet ud af det blå uden der er en fjende at se i miles omkreds og at uddele tæsk på tur, har aldrig været min kop te, men heldigvis er Blue Dragon en ganske anden drink. I de vidstrakte landskaber kan fjenderne ses på lang afstand, og det giver dig mulighed for både bagholdsangreb eller helt undgå at slås, hvis du bare vil videre. Når der endelig skal uddeles flade, foregår det stadig på tur, men for mig føltes det langt mere flydende og dybere, end jeg tidligere har oplevet, og det er en præstation i sig selv.

Shu og hans venners eventyr er både langt og varieret, men desværre er der ikke blevet plads til megen frihed udenfor hovedhistorien. Sideopgaver er en mangelvare, og dem, der er, er lidt for simple. Blue Dragon er et af de rollespil, der opsluger dig fuldstændigt, mens du gennemfører det, men når rulleteksterne først er gledet over skærmen, er der ikke meget at vende tilbage til.

Skal der sættes en finger på andet, så må det være, at Mistwalker ikke har prøvet på at bringe noget nyt til fadet. Blue Dragon gør næsten alt fra kampsystem til historiens udvikling til nær perfektion, men det er også, fordi det hele ligger forholdsvist tæt op ad, hvad der tidligere har været. Med så prominente kræfter bag roret kunne jeg godt have tænkt mig at have set noget anderledes stablet på benene hellere end at spille noget, der kan forveksles med tusind andre titler. Heldigvis er Blue Dragon dog mere oldschool end det er gammeldags, men er du ikke i forvejen faldet for de japanske karakteristika indenfor genren, er dette nok ikke spillet, der vil åbne dine øjne for dem.

Blue Dragon er som en drøm. Billedsiden er silkeblød, musikken flyder som varm honning, og når du først taler med de levende vægmalerier i Mural-landsbyen eller giver Nene den første skramme i brilleglasset ved at destruere hans flyvende, metalliske fæstning, så synker ens hjerte i brystkassen, om end bare en smule. Desværre er jeg bange for, at spillets største styrke, nemlig den blåøjede uskyld og naivitet, der driver de fem helte fremad, er det samme, der vil få enkelte hardcore gamere til at se den anden vej. Lad dette ikke være tilfældet. Du har højst sandsynligt oplevet spil som Blue Dragon før, men du har sjældent set et spil, der er udført med så meget sjæl, og selvom det hverken er ligeså åbent eller langt som f.eks. Oblivion, får det dig til at investere dine følelser i det i stor stil, og det alene gør det til den bedste spiloplevelse, jeg har haft længe.