Overlord

Jeg har aldrig været den store fan af zombier. De har altid virket en smule dovne. I stedet for at udstyre modstanderne med en smart AI i spil, kan man altid bare lave et zombie-spil, og bede dem om at vandre hovedløst op mod spilleren. Og på film har de ofte været effektive til nogle billige skrig, men det har sjældent resulteret i gode film. Zombier kan dog være utrolig effektive redskaber, hvis man bare kan finde ud af at bruge de redskaber ordenligt. The Last of Us valgte klogt - som de bedste zombiespil/-film - at fokusere på karaktererne, der prøvede at overleve, og ikke på zombierne der vandrede rundt iblandt dem. Train to Busan valgte ligeledes at fokusere på en lille håndfuld overlevede, og holdt dem samtidig fanget på et tog fyldt med de levende døde. Selv i komikkens verden har zombier fået lov til at folde sig ud, da Edgar Wright lavede sit zombie-mesterværk, Shaun of the Dead. Hvad de alle har til fælles er, at zombierne ikke fik lov til at fylde for meget. De blev reduceret til effektive bi-figurer, et billede på den verden vores hovedpersoner forsøger at overleve, mens det menneskelige drama var i fokus.

Overlord starter med at trykke speederen i bund, og har det fint med at holde den hastighed resten af spilletiden. Der er momenter, hvor man lige får lov til at trække vejret, men aldrig slappe af. Det starter i et C-47 transportfly fyldt til bristepunktet med uheldige unge mænd på vej i krig. Datoen siger 1944, og flyet er på vej til Frankrig, der på daværende tidspunkt var besat af tyskerne, for at springe et tårn i luften. Allerede i flyet vil man blive mødt med filmens første skridt væk fra en korrekt afbildning af denne historieske hændelse. Tilbage i 1944 var hæren fortsat raceopdelt, hvorfor der måske sad en anelse for mange hvide og sorte sammen i flyet, men jeg tvivler på, at det er de fleste, der leder efter historisk korrekthed i deres zombiefilm.

Samtidig er historisk korrekthed dog noget, som filmen skal have ros for. Instruktør Julius Avery har tydeligvis ønsket at vandre på den tynde line mellem det korrekte og det fiktive, og han slipper uhyggeligt godt afsted med det. Frankrig fremstår troværdig som det så ud under sin besættelse af nazi-Tyskland, og selv zombierne kan virke troværdige langt hen af vejen. Nazister har altid været interesseret i det okkulte, og villige til at gå til inhumane yderligheder for at teste nye eksperimenter af, og i sådan et miljø virker zombier pludselig ikke så urealistisk. Det kan godt være, at sorte og hvide sad sammen i flyet, og det kan godt være, at de døde vender tilbage til livet, men filmen har altid begge ben solidt plantet på jorden, og går aldrig til overnaturlige yderligheder.

Efter vores hovedperson, Boyce, på mirakuløs vis formår at lande på fransk jord, ramler han tilfældigt ind i en håndfuld andre fra samme kompagni, og den lille gruppe bliver filmens bankende hjerte. I forhold til hvor mange soldater der sad i flyet, er der allerede faldet en stor mængde fra, og det er kun til filmens fordel, da den kan få lov til at fokusere på de få, der er tilbage. De søger tilflugt i en lille fransk landsby, og her støder vi på filmens første monster der kan høres, men ikke ses, hvilket egentlig er symbolsk på hele fortællingen. Overlord ønsker aldrig at overrumple dig med en overflod af CGI-zombies, men vælger at gemme dem, hvilket kun gør det meget mere skræmmende, når de endelig dukker op på skærmen.

Overlord kunne let have endt som endnu en doven zombie-film. Heldigvis er den alt andet end det. Det er svært ikke at bemærke filmholdets vilje til at gå ekstra langt, for at gøre de enkelte scener ekstra gode. Et afsluttende skud, hvor hovedpersonen flygter fra en eksploderende bygning, hvor der aldrig bliver klippet i hele den hektiske løbetur, er bare et eksempel på hvor langt de er villige til at gå for at gøre historien og aktionscenerne mere nærværende. Tilsæt et fantastisk lydbillede, gode skuespillerpræstationer - her fortjener Pilou Asbæk som modbydelig nazi-general en bemærkning på falderebet - og man står tilbage med endnu en effektiv zombiefilm.
Det kan godt være zombier ofte er en doven modstander, men når de bliver brugt så sparsomt og effektivt, er det umuligt ikke at lade sig rive med.