Vampire Rain

De er hensynsløse jægere, narkobaroner eller vellidte parcelhusejere. De er voldelige, arrogante, magtbegærlige, kulturelt interesserede eller sågar samvittighedsfulde. Vampyrer er lige så forskellige som de historiefortællere, der beretter om dem. Spørger man japanske Artoon - udvikleren bag Blinx-spillene og dele af rollespillet Blue Dragon - er efterkommerne af den transsylvanske greve en zombielignende, tankeløs gruppe individer med et udtalt Napoleonsyndrom. En race, hvis erklærede mål er at underlægge sig verden. Og de er godt på vej. Fremskrivningsmodeller udarbejdet af de skrappeste embedsmænd siger, at vampyrerne, eller nightwalkers, som de kalder dem på den amerikanske vestkyst, har nået deres mål om 908 dage.

Invasionen foregår i al stilhed, og myndighederne arbejder i døgndrift for at holde vampyrerne væk fra den almindelige borgers bevidsthed. Der er ingen grund til at skabe panik, mener man. Ifølge al spillogik ville en frygtløs helt med spidse træstykker, sølvpile, hvidløg og vievand nu træde i karakter og udradere nattens yngel i et 10-timers hæsblæsende voldsorgie, men nej, spilverdenens vampyrhistorie har fået tilføjet et helt nyt og meget deprimerende kapitel.

Vampire Rains uhyrer har overmenneskelig fysisk styrke og en uigennemtrængelig elefanthud. Derfor har John Lloyd, eneste overlevende fra et af fortidens voldsomste vampyrangreb og medlem af en antivampyrindsatsstyrke, intet andet valg end at gemme sig i skyggerne som en Sam Fisher i en alternativ, regnvåd virkelighed.

Så jeg har kravlet op ad nedløbsrør, ned ad stiger, op på bygninger, ned på gulve, gået armgang i fremspring, sneget mig om gadehjørner, hække og biler og forceret mure, hegn, og hvad der nu ellers kan komme i vejen i en storby. Jeg mindes ikke, jeg så meget andet end stiger, mure og nedløbsrør de første par timer. Det er gerne realiteterne i et stealthspil, men Artoons forståelse for banedesign er lige så elendig, som deres kravlefascination er foruroligende.

Hvor end åben en bane kan se ud, er der altid kun én vej frem, og det er aldrig særlig klart, hvilken vej der er den "rigtige". Du får aldrig et fingerpeg om, hvorvidt du er på rette spor eller galt afmarcheret. Den slaviske "prøv dig frem"-metode viser sig gang på gang at være enhver logisk analyse overlegen, og for at gnide salt i det åbne benbrud er spillets få checkpoints placeret, så de passer med filmscenerne, og ikke der, hvor du har mest brug for dem. I en alternativ verden, hvor luften indeholdt 20 procent lattergas, Trappistøl af fineste årgang skyllede ind over kridhvide strande med tilhørende græsgrønne enge, og solen altid skinnede fra en skyfri himmel, var disse problemer muligvis til at leve med. Men i Vampire Rain udvikler gameplayet sig kun i nedadgående retning.

Kronen på værket er, at du under ingen omstændigheder kan undslippe en nightwalker og heller ikke dræbe en med de våben, du har til rådighed størstedelen af tiden. Hvad man så skal med våben? Skræmme fugle væk og åbne hængelåse, selvfølgelig. Primitive håndvåben blev flittigt brugt til at sikre bøndernes afgrøder i 1300-tallet, før et klogt hoved fandt på at ekvipere en halmdukke med hat og pjalter og sætte den på en pæl i marken. Godt nok er snigskytteriflen og UV-kniven effektive våben, men de er meget, meget sjældne syn. Det er mig en gåde, hvordan et projektil fra en riffel eller et stik med en kniv kan forvandle en nightwalker til en dampende slimpyt, når den specialudviklede fuldautomatiske M16-lignende riffel kun gør overfladisk skade. Her kan man da snakke om manglende balance.

For at sikre menneskehedens fortsatte eksistens har jeg destrueret en radarstation, afbrudt strømmen til en bygning, søgt efter forsvundne kolleger og fundet deres bil, gispet ved synet af deres lig og monteret sendere på deres lemlæstede kroppe. Er det virkelig den store redningsaktion, der skal redde mennesket ud af vampyrernes kløer? Næppe. En bedre forklaring er, at opgaverne, som så meget andet i spillet, er stjålet fra andre spil i genren, og at Artoon ikke har tænkt videre over, om de så gav mening i den nye sammenhæng. Vampire Rain er helt åbenlyst en kollage af Metal Gear Solid og Splinter Cell lige fra Snakes dragt og kindben over Fishers natbriller til Kojimas' synskegler, der angiver fjendernes udsyn. Jeg behøver vel dårligt at nævne, at synskeglesystemet er inkonsekvent og himmelråbende ubehjælpsomt, og at natbrillerne kører på genopladelige batterier med en kapacitet på 2 milliampere. De vil sige en brugstid på 5-7 sekunder. Hvis bare det havde et gameplaymæssigt formål, kunne jeg klare det, men i lighed med resten af Artoons cannabisskæve koncept, tjener det kun som irritationsmoment.

Det lyder som hårde, følelseskolde ord, jeg giver Vampire Rain med på vejen, men faktisk er jeg fuld af medfølelse for de stakler, der har arbejdet på dette projekt dag ud og dag ind velvidende, at det ville blive sablet ned. Vampire Rain er en hårrejsende pinlighed fra enden til anden, et lysende bevis på hvad der sker, når den ene hånd ikke har den fjerneste anelse om, hvad den anden laver. Det leverer frygtelig stealth, våben uden bid, ingen uhygge, straffer spilleren for egne fejl, fortæller en hullet b-filmshistorie, har grumset "lastgen"-grafik og maltrakterer samtlige af de gameplayidéer, det har tyvstjålet. Var det ikke, fordi Artoons maveplasker trods alt har et vist teknisk niveau, ville jeg opfatte Vampire Rain som et kunstnerisk harakiri.