The Darkness

Det er faktisk mere end ti år siden, jeg første gang stiftede bekendtskab med The Darkness, dengang i form af en hårdkogt og veltegnet tegneserie udgivet af det alternative forlag Top Cow. I serien følger man Jackie Estacado, en mafia-knøs, der besættes af en ondskabsfuld urkraft, som går i arv fra generation til generation. Takket være denne urkraft bliver han uendelig stærk, og han kan endda fremkalde mørkets sorteste væsner, monstre der adlyder hans mindste ordre. Men ingen superhelt er komplet uden en akilleshæl, og urkraften bekæmpes faktisk med noget så enkelt som gammeldags dagslys, et koncept der i spilmæssige sammenhænge kan blive ret spændende.

Svenske Starbreeze hører til blandt mine absolut favoritudviklere, og det skyldes naturligvis deres suveræne Riddick-spil, som vi gav 9/10, da vi i sin tid anmeldte det. Derfor er det heller ikke så overraskende, at det er lykkedes Starbreeze at oversætte tegneseriens mange dyder til det digitale format med et fremragende resultat. Drengene forstår ganske enkelt at behandle andres tanker og koncepter med respekt og så samtidig tage det bedste fra dem. Jackie Estacado glider ganske enkelt rundt i et mørkt og ondskabsfuldt New York iført kulsort lædertøj og kan med et par velplacerede skud formørke gyder og gader, så den virkelige ondskab kan få noget plads at udfolde sig på. Alt er nærmest minutiøst gennemtænkt, og det føles virkelig spændende at besøge de obskure gyder i Chinatown til hæsblæsende skuddueller eller lede efter mægtige mafiabosser i velbevogtede huse i Little Italy.

De kræfter, som Jackie Estacado besidder, kommer som nævnt ovenfor mest til sin ret i det blæksorte mørke og er repræsenteret på skærmen som nogle slibrige slanger rundt om ham. Du kan selvfølgelig lade være med at bruge dine kræfter i kamp, men det gør dig meget mere sårbar. Darkness-kræfterne aktiveres med et enkelt tryk på LB-knappen, og som noget ret så uventet kan man bruge dem så meget, man lyster. Eneste ulempe er, at de meget hurtigt bliver brugt i dagslys, hvilket gør, at du er nødt til i enhver kamp at vide, hvor evt. lyskilder befinder sig, så du kan få slukket dem og være bedre beskyttet. At et kompakt mørke giver dig større kræfter går også fint i spænd med, at dine modstandere ikke rigtig kan se dig.

Selvom kampene i The Darkness godt kunne have været lidt mere prangende, så er der flere indslag, som gør dem ret unikke. Den frækkeste mulighed ligger nok i de regulære blodbade, som du kan vælge at bruge som afslutninger, noget der nærmest er taget direkte ud af Mortal Kombat-serien. Alt, du behøver at gøre, er at komme tæt på en af fjenderne, trykke på både L- og R-knapperne, hvorefter Jackie f.eks. sætter en pistol for tindingen af offeret og en anden i munden og så bagefter trykker af. Der findes flere forskellige animationer, og de er alle sammen ret spektakulære og ender naturligvis i regulære blodbade.

Dine Darkness-kræfter kan også gøre andre spektakulære ting. Du kan bl.a. vælte biler, lade dine tentakler æde modstanderes hjerte og fremkalde små gremlin-lignende monstre kaldet Darklings. Personligt blev jeg ret vild med sidstnævnte, specielt fordi flere af dem også er udstyret med skydevåben. Du behøver bare kigge på en fjende, før de farer frem og hjælper dig i kampene - ja, altså så længe der ikke er lys der, hvor fjenden står, for så virker Jackies superkræfter altså ikke.

Et aspekt som løfter spillet et par grader er det grafiske, og frem for alt det designmæssige. Det kan sagtens mærkes, at Starbreeze har været på et studiebesøg i forbindelse med spillet og virkelig har fanget New Yorks mange bydele perfekt. Du kan i øvrigt rimelig frit udforske dem, som det passer dig, noget der betyder, at du kan besøge skumle gyder og nedslidte havne, hvor en del suspekte personer holder til. At rejse fra et sted til et andet gøres lettest med undergrundsbanen. Og de tog kommer og går...som i virkeligheden. Absolut noget der giver et overnaturligt spil en del mere troværdighed.

Selvom den historiedrevne singleplayerdel er det vigtigste i The Darkness, så er der også en omfattende multiplayerdel. Her kan du vælge, om du vil spille det som et reelt førstepersons actionspil eller fokusere mere på dine Darkness-kræfter. Satser du på sidstnævnte, kan du faktisk opbygge hære af grimme og meget farlige Darklings, som med bidske kommentarer hopper ud i kampene for dig. Dette får The Darkness til at føles helt anderledes end andre spil i genren.

Men selvom The Darkness indeholder masser af gode ideer, så er jeg alligevel skuffet over tempoet i spillet. Det er for langsomt, og dermed blev jeg aldrig rigtig opslugt af historien, som jeg gjorde det i Chronicles of Riddick. Dialogen er absolut velskrevet, men til tider lidt træg at komme igennem, ligesom Jackie bevæger sig for langsomt til, at kampene har sammen intensitet, som de synes at have i tegneserien. Det er synd, specielt da det er noget af det eneste, der trækker ned.

Starbreeze har med The Darkness uden tvivl lavet et klokkerent alternativ til andre spil i genren, altså for dem der gerne vil have lidt mere historie, dialog og udforskning. Der er en grundlæggende velskrevet historie omgæret af ondskab i spillet. Samtidig interagerer man gnidningsfrit med sine omgivelser og kan når som helst indlede en samtale med hvem som helst i f.eks. undergrundsbanen. The Darkness er kort og godt en lækker spiloplevelse, som lever op til Starbreezes gode omdømme, og som samtidig yder tegneserien retfærdighed.