Red Dead Redemption 2

En sjælden gang imellem ændres vores opfattelse af historiefortællingens kunst. Ikke bare det, den transformeres, og er aldrig den samme igen. Vi har alle haft sådanne transcenderende øjeblikke, som vi holder meget kært. Øjeblikke hvor vi omformes på en eller anden måde. Med andre har vi alle siddet tilbage, helt tomme, og være helt og aldeles sikre på, at dette øjeblik vil vi tale om resten af vores liv. Om det så er ved at drøne igennem til Pink Floyds The Wall for første gang, at se Paris bøje sig selv på hovedet i Inception, eller at ankomme i det neondryppende Vice City for første gang. Disse øjeblikke er der langt imellem, men de er altafgørende, og det kræver sande mestre, ægte kunstnere at give dem til os. Det er netop derfor at Rockstar hyldes sådan i vor kære spilbranche, fordi næsten os alle har ét af disse øjeblikke fra et af deres projekter, om det så er et bankrøveri i Grand Theft Auto V, at smadre Saint Mark's Bistro i San Andreas ellers at redde bandet Love Fist i Vice City.

For mange spilentusiaster er det dog at undslippe den visse død på sin trofaste hest, på tværs af den amerikansk/mexicanske grænse med millioner af stjerner på en skyfri nattehimmel, og med José González' Far Away som det eneste, der holder protagonist John Marston med selskab - det er en af de mest effektive scener vor medie har at tilbyde, og så sandelig en af de få oplevelser, der netop ændrer hvordan du forstår interaktiv historiefortælling. Et skæbnesvangert øjeblik, der transformerer hvordan du forstår karakteren, og hvor kraftfulde disse digitale historier, som vi alle holder kær, i virkeligheden kan være.

Det er netop på baggrund af sådanne øjeblikke, at Rockstar ønskede at vende tilbage til deres western-univers med en efterfølger. Det var i en søgen efter at forbedre, at gøre mere for at skabe fordybelse. De satte ud på et farefuldt ridt for at overgå dette øjeblik, og nu kan vi så endelig fortælle jer om, hvorvidt denne ambitiøse opgave som Rockstar tog på sig for mange år siden er en succes, om hvorvidt de endnu en gang har skabt en oplevelse, et øjeblik som er lige så mindeværdigt som den skæbnesvangre nat, som igen ændrer vores syn på mediets kunnen.

Hvorimod Red Dead Redemption 2 deler en række designmæssige ligheder med Grand Theft Auto V, og det originale Red Dead Redemption fra 2010, så står det soleklart, at størstedelen af det mekaniske fundament er blevet skrottet til fordel for noget nyt, noget tungere. Dette er starten på en helt ny rejse for studiet, men det er stadig smedet i genkendelighedens flammer.

Lad os komme i gang.

Det gamle vesten, det vilde vesten, er ved at dø. Industrialiseringen er langt om længe ankommet, og som resultat er landet langsomt ved blive omformet, så det passer til en mere moderne population, en population der nu er entreprenører i stedet for ofre, mennesker der handler i stedet for håbløst at bede. Som konsekvens af denne mere moderne tankegang er udformningen af staten, af lovgivning, af Uncle Sam, af rammeværket for et samfund der skaber tryghed og sikkerhed ved at finde sted, men det er på bekostning af netop den ubegrænsede frihed, som de europæiske rejsende tog ud for at finde. Netop denne tankegang behager ikke Dutch Van der Linde. Han ønsker at undslippe regeringens pressende tommelfinger, han tager afstand fra alskens regering, fra kontrol, og det gør han ved fysisk at undgå civilisationen, og derfor leder han en bande af ligesindede individer ind i det endnu vilde, utæmmede terræn - en rejse imod et frit utopia, de endnu ikke helt kan forestille sig. Det er et sted, hvor de kan beskytte hinanden mod resten af verden. Det er her, at vi som spillere finder os selv. Vi er Arthur Morgan, en loyal håndlanger for Dutch, en betroet bodyguard om man vil, og et afgørende medlem af banden. Morgan blev fundet af Dutch da han var dreng, og blev opfostret til at følge de samme idealer, så hans loyalitet kender ingen grænser, hans vilje kan ikke rystes, og til trods at banden hovedsageligt trives ved at udnytte andre, mindre heldige sjæle, så ser han ingen grund til at betvivle Dutch' motiver. Når alt kommer til alt, så har han ofret forhold, børn og ejendom for disse idealer - idealer han selv tror på.

Som du måske har gættet allerede, så er dette ikke et eventyr om mennesker, der opdager den sande lykke og et længerevarende otium. Dette er en tragedie, præcis som det bør være. Dette er fortællingen om at være så tæt på det man ønsker sig mest, men akkurat aldrig kunne nå det, præcis som det traditionelt set er med de tragiske skæbner der involverer skrøbelige forbindelser, spændende kriminelle handlinger og sørgelige konklusioner i Rockstar-spil. Fremfor alt gør spillet er fabelagtigt stykke arbejde med at introducere os for både gamle og nye ansigter, der ikke bare har spændende ting at sige, men interagerer med Arthur, og derigennem skaber narrative løbebaner på hver deres unikke måde. I fortællingens centrum finder vi Arthur, en loyal forbryder, der hverken har tid eller overskud til de mindre bekymringer i livet. Siden han har ofret alt man traditionelt ville forbinde med lykke for Dutch og banden føler han et tæt faderligt bånd til den, og uanset om det er den fulde Bill Williamson, den rapkæftede Sadie Adler, den vise Hosea Matthews eller den tavse Charles Smith, så passer han på dem, for de passer også på ham. Gennem historien lover man troskab til hinanden, deler personlige fortællinger over ilden, laver forbryderiske handlinger mod andre og drikker en øl efterfølgende. Dette er ikke helte - ikke engang tæt på - men hele banden ender med at blive én karakter, du passer på og holder af, og de forskellige personligheder, ender som ansigter på den karakter. Med andre ord føler du som spiller præcis som Arthur - modvillighed, harme og til tider tvivl, men også urokkelig tro på de ideer som jeres lille gruppe af hårdnakkede overlevende tror på.

Sjældent har et spil formået at få spilleren til at holde af og bekymre sig for så stort et udvalg af karakterer, som det bliver gjort her. Det er så let at pege på enhver enkelt karakters styrker og svagheder, men man kan ikke undgå at føle et stort ansvar for deres sikkerhed. Dette er naturligvis et resultat af af konstant klog og velskreven dialog, der både formår at holde dig opdateret på, hvad der foregår i spillet og følger op på vigtige punkter i historien. Der er kælet for selv de mindste narrative detaljer, og selv om vi forventer det af Rockstar-spil, så har de stadig formået at hæve baren på ny. Spillet anerkender dig, interagerer med dig og forstår dine handlinger, og disse fortolkes og præsenteres så for spilleren igennem galleriet af sidekarakterer på mesterfuld vis.

I takt med at historien udvikler sig, så vil banden også slå lejr forskellige steder i den store varierede verden. Dette skaber en konstant følelse af fremgang i historien, og man føler en klar bevægelse fra start til slut, en rejse, som det ikke altid er tilfældet i åbne spil som dette. Når banden først har slået lejr ordenligt, så kan du bruge alle de forskellige systemer, der er til rådighed, og denne tjener både narrative og mekaniske formål. Hvor tidligere Rockstar-spil har givet dig en base eller et hus til din karakter, så har de aldrig gået de længder, som Red Dead Redemption 2 gør det. I lejren kan du tale med diverse karakterer - og de vil alle have interessante og unikke ting at fortælle dig, hver gang du vender tilbage. Du har desuden mulighed for at ændre Arthurs tøj, som du kan købe nyt af ude omkring i verdenen. Arthurs hår vil vokse naturligt, hvilket betyder, at bliver du ikke barberet, vil du kunne se det på ham efter en dag eller to. Derudover er der minispil du kan deltage i; eksempelvis kan du spille kort med de andre fra banden. Lejeren vil vokse og trives alt afhængig af hvor meget arbejde du lægger i den, så hvis du giver lidt penge hist og her, eller jager dyr som kokken kan tilberede, vil alle få mere styrke til at udføre deres arbejde effektivt. Ikke kun det; du kan opgradere de enkelte medlemmers telte, inklusiv den medicin, ammunition og mad der er tilgængelig, og du kan endda ændre udseendet på lejren.

Lejren er en mekanik. Den har et formål for spilleren, og formår også at gøre Arthurs tilknytning til verdenen større, men mere relevant, så skaber den et bånd til de andre karakterer. Det er blodet der flyder gennem spillet, og lejren er hjertet der får det til at flyde naturligt rundt. Lejeren er et hjem som Rockstar aldrig har skabt det før.

Nogle gange må selv den mest ukuelige tryghedsnarkomaner dog forlade hjemmets sikre rammer og forlade reden for at udforske omgivelserne. Og hver gang du gør det, så vil du opdage en verden, der ikke ligner nogen anden. Den virker både perfekt realistisk, og glider aldrig for langt væk fra hverken den verden eller historiske periode, som Rockstar forsøger at portrættere, men den formår samtidig at være konstant varierende med store floder og sneklædte bjerge, fra tørlagte ørkenområder til alligator-fyldte sumpe. Der er forskellige miljøer, hvilket naturligvis giver liv og leve til et hav af forskellige dyrearter, der desuden alle er forskellige at jage. De opfører sig sågar unikt for deres respektive arter. Stort set alle sammen er mulige at jage, og er man tålmodig kan deres pelse sælges i de forskellige byer, og kødet kan doneres til lejeren. At jage med en bue, finde og besejre heste, og fiske i floden er alt sammen tilgængeligt når spilleren ønsker det, og alle disse helt og aldeles naturlige aktiviteter er konstant underholdende. Verdenen i Red Dead Redemption 2 flyder over med karakter, men det er nærmest noget man har lært at forvente af Rockstar. Hvad der chokerer, er, at man i takt med at man bliver bekendt med Arthur, lærer hvor storslået det er at være alene som ham i naturen, med intet andet en stjernehimlene, solens stråler imellem grantræerne, dyrene, lydende og alt derimellem som selskab. Der er altid en ny udfordring at støde på, der er altid et sted værd at udforske i et land, der endnu ikke er blevet tæmmet af industrialiseringen. Du er alene, men du føler dig altid omgivet. Det er design. Det er talent.

Uanset om du ser sig selv om en mand af naturen, så er det vigtigt at besøge diverse byer i spillet, der er spredt ud omkring, og som hver især er ganske unikke. Dit tøj bliver trods alt beskidt, når du render rundt i mudderet dagen lang, din stamina, eller energi vil falde, hvis du ikke får ordentlig nattesøvn, og dine pistoler vil blive beskidte, hvis de ikke bliver rengjort. At besøge byerne er nødvendigt, og selv om det kan virke som spild af tid - for personen der bare vil ud og opdage verdenen - så er det en fantastisk måde at møde nye mennesker, og opleve perioden, hvor spillet finder sted. På mange måder er selve balancen imellem den utæmmede natur og den sprudlende civilisation præcis som i perioden spillet afbilleder - en modsætning, en afart paradoks. Det ved Arthur godt, og det gør du som spiller også. Der er ingen tvivl om, at lejeren, bjergene, skoven og floden er dit hjem, men det kan altid betale sig at gå på opdagelse i byen. Det er også her, hvor du kan få opgraderet dine våben og købt nyt tøj. Er du rig, så kan du jo passende gøre dine våben flottere, men er du fattig - hvilket uundgåeligt vil være tilfældet størstedelen af tiden - så kan du gå efter bare at få dem rengjort, hvilket sænker sandsynligheden for at et projektil sætter sig fast i løbet. Hotellerne tilbyder rum du kan leje for natten, og derinde kan du genopfylde din energi med en ordentlig gang søvn, og vaske naturen af dig i et bad. Butikkerne tilbyder den sædvanlige gossip og et stort udvalg af brugbare varer, mens doktoren vil sælge dig medicin. Alt sammen er nødvendigt, hvis du vil være en velfungerede mand i naturen. Det kan lyde som arbejde, men det gør verdenen mere virkelig, og det passer perfekt ind.

Hvad der dog ikke kan beskrives som arbejde er de mange missioner du drager ud på i løbet af spillets mindst 50 timer lange kampagne. Karakterne i lejeren, og nye karakterer du møder på din vej, vil give dig store som små missioner, hvilket går fra røverier til at jage, fra at flygte fra Pinkerton-agenter til at tage en ven ned og få en øl i byen. Det er missioner, der både tilbyder de hæsblæsende momenter, som vi kender fra lineære action-titler, og de stille, afslappende stunder fra et tragikomisk drama - og disse to identiteter komplimenterer altid hinanden. Variationen her er bedre end den nogensinde har været i et spil som dette - det slår endda GTA V, som allerede havde sat nye standarder i netop denne kategori. Red Dead Redemption 2 præsenterer dig konstant for lineært action-design, som kun de bedste kan gøre det, for så pludselig at minde dig om, at du har samtidig denne gigantiske verden at udforske. Det er umuligt at skrive for meget om, uden at ødelægge historien for dem, der for alvor har glædet sig i lang tid, men det er sikkert at sige, at ikke to missioner føles ens.

Et aspekt der hjælper til, at hver mission konstant føles anderledes fra den forrige, er måden hvorpå Arthur kan interagere med verdenen på. Han kan hilse på forbipasserende, forsøge at tale sig ud af hektiske situationer, eller røve mennesker han ikke bryder sig om. Hvis en skudveksling er uundgåelig, så føles alle våben i Arthurs arsenal forskellige, og har alle hver deres styrker, hvilket opfordrer spilleren til at skifte mellem dem i takt med at skudkampen udvikler sig. Hvert våben har en tilfredsstillende vægt, hvilket også gælder for Arthur. Han bevæger sig hurtigt, men også tålmodigt, og selv om han måske føles langsommere end andre karakterer fra andre spilserier, så gør han altid, hvad man vil have ham til. Rockstar vælger her at gå tilbage til en lidt tungere styring, end den vi er vant til fra Grand Theft Auto V, og resultatet er et stærkere slutprodukt.

Udover hovedhistorien er der også sidemissioner, der dukker op på kortet som store, hvide cirkler. Du ved ikke præcis hvor missionen starter, og hvem der vil udlevere den til dig, men er du opmærksom, og har en finger på pulsen i området, så kan du hurtigt finde den. Nogle gange vil du dog falde over missioner ved bare at gå rundt i verdenen. På et tidspunkt så jeg et kort, der lå ved siden af min seng i lejren, og det viste sig at være fra en tidligere kæreste. Ved at læse brevet blev der åbnet op for en lang kæde af missioner, der ikke havde været tilgængelig, hvis jeg ikke havde læst brevet den morgen. Derudover er der fremmede, der vil bede dig om at finde ting i verdnen, dusører der kan jages, og hvis et bandemedlem mangler at få pengene tilbage fra et lån, kan du hjælpe med at "overtale" personen. Går du efter at få set alt i Red Dead Redemption 2, så har du mange, (mange!!) timer til gode.

Ligegyldig hvad du beslutter dig for at foretage dig i Red Dead Redemption 2, så er der et konstant; dette er et af de flottete spil nogensinde. Det er ikke en sætning, jeg skriver for sjov, eller tager let på, og mens grafisk kvalitet konstant bliver skubbes i branchen, så er det miksturen bestående af design, håndværk og atmosfære der gør den største forskel. Jeg tog mig selv i at stoppe op gentagne gange på min vej gennem vildnisset, for bare at nyde udsigten, og sætte pris på mængden af detaljer i lige præcis det lille område af verdenen, jeg befandt mig i. Det er et område, der måske ikke spiller en afgørende rolle for historien, heller tilbyder en specifik mekanik, men det er til stede, og det er så umådelig tydeligt, at en designer har skabt netop dette lille område. Ansigtsanimationerne når også helt nyt niveau, og det hjælper skuespillerene med at overlevere mere overbevisende dialog, der desuden altid står skarpt, og med så troværdige animationer er det umuligt ikke at blive fanget af dramaet, der udspiller sig. Uanset om det er en scene, hvor du får en øl eller en intens ordveksling med pistolerne hævet, så hang jeg på hvert et ord. Hvis der er noget negativt at skrive om oplevelsen, så faldt billedehastigheden enkelte gange på Playstation 4 Pro, men det var aldrig nok til at jeg blev slået ud af indlevelsen. I det hele taget var det svært at samle kæben op fra gulvet flere gange, og det er særligt hvis man har et godt fjernsyn med et dybt sortniveau - vi testede på et LG E8 OLED-fjernsyn.

Bill Elm og Woody Jackson vender tilbage med et triumferende soundtrack, der består af ikke mindre end 192 individuelle stykker musik, der naturligvis reagerer på hvad Arthur foretager sig. Mens dette ikke er et nyt trick, så er det utrolig effektivt til altid at engagere dig yderligere i det der foregår på skærmen. Og selv om de larmende trommer gør sig godt til en vild skudduel, så er det de melankolske øjeblikke, der rammer når tragedien udspiller sig, der efterlod det største indtryk på mig. Det var nok til at fælde en tåre engang eller to i løbet af kampagnen.

Jeg vidste det ikke, men tanken strejfede mig, da jeg første gang satte mig med spillet i seks timer tidligere på måneden. Det er en tanke, der kun har vokset sig større, i takt med jeg har haft fornøjelsen af at sidde med spillet i langt flere timer. Red Dead Redemption 2 er et øjeblik i spilmediets historie - et øjeblik man husker tilbage på som et spring, hvor overlæggeren igen blev hævet. En født klassiker. Et nyt højdepunkt for et studie, der gang på gang har overgået sig selv tidligere. Det føles som enden på en lang rejse, hvor målet altid har været at skabe den mest troværdige og mindeværdige åbne verden, der er fyldt med meningsfyldt indhold og betydningsfulde karakterer. Konklusion; jeg - nej, vi - har ikke noget problem med at kalde Red Dead Redemption 2 præcis hvad der er - et mesterværk. Et af de bedste spil nogensinde.