The Lord of the Rings Online: Shadows of Angmar

Når jeg sidder her i skæret fra et vokslys og forfatter disse ord med min fjerpen, så betyder det ikke, at mine eventyr i Midgård er slut. Faktisk, så er de knapt nok begyndt. Jeg har kun udforsket små dele af Ered Luin, og foran min jæger, en smuk kvindelig elver ved navn Citale, venter der mange farer og uendelige eventyr i Tolkiens fantastiske univers.

Men hov, vent nu lige lidt. Har jeg ikke prøvet det her før? Hvad er det? Et auktionshus. Et klædeskab, hvor jeg kan se hvordan magiske genstande gør sig på min figur, elitemonstre der er svære at nedlægge, et interface der virker bekendt. Og hvad er nu det her? Genstande, der ikke kan bruges af andre, når jeg først har taget dem i brug? Hvem sagde World of Warcraft? Det gjorde Turbine tilsyneladende, da de udviklede The Lord of the Rings Online: Shadows of Angmar.

Men det gør egentlig ikke så meget; for spillet har også ladet sig inspirere af populære tiltag fra blandt andet Dark Age of Camelot og Everquest-serien. Og hvorfor dog klandre udviklerne, for at have lånt de bedste tiltag fra de bedste online-rollespil? Du kommer ikke til at høre nogen klagesang fra mig af. Niksen biksen.

Og selvom spillet bærer stærkt præg af at have lånt lidt hist og her, så bringer det alligevel tilstrækkeligt nyt på bordet til, at det er helt tilgiveligt. Muligheden for at spille musik med sit tastatur er fænomenal; spillets indbyggere slutter allerede nu tætte bånd i musiktrupper, og dem af os, der bare har lyst til at jamme på et gadehjørne i Bri, er der så sandelig også plads til. De eventyrlystne vil fryde sig over at kunne erhverve sig særlige færdigheder, eller traits, når de udforsker interessepunkter i Midgård, og de kampglade kan se frem til det samme, når de nedlægger monstre. Hvor er det dog dejligt, at man langt om længe bliver belønnet for sit hårde arbejde! Tak, Turbine!

Men nytænkningen stopper slet ikke her. Turbines spiller-mod-spiller-system tager udgangspunkt i det fjerne land, Ettenmoors, der kun kan traverseres af de mest erfarne helte. Faktisk, så skal din Hobbit, dværg, elver, eller menneske være højere end niveau 40, for at svinge sværd og økse i dette land. Men allerede som niveau 10, kan du stikke hovedet gennem en magisk portal og skabe dit helt eget niveau 50-monster, som du så kan kæmpe mod andre mennesker med. Alt dette foregår kun i Ettenmoors, da Turbine har ønsket at være aldeles tro mod Tolkiens univers og historie. I skrivende stund er der dog ingen, der kæmper mod hinanden i dette forjættede land; den store skare af spillere har endnu ikke opnået de højere niveauer, så det er kun spillerstyrede monstre, der er at finde i Ettenmoors. Jeg glæder mig dog som et lille barn, til at kunne skyde en pil igennem hovedet på en spillerstyret Ork, når Citale engang bliver mægtig. Indtil da vil jeg også bruge lidt tid på mit monster, en edderkop ved navn Kylling.

Men jeg vil også bruge tid på at styre Citale gennem den fantastiske verden, som Tolkien i sin tid beskrev, og som mange efterfølgende har forsøgt at visualisere. Spillet er, udover at være inspireret af bøgerne, også stærkt præget af de evigt populære film. Mange af de musikalske temaer, er direkte taget fra Howard Shores mesterlige kompositioner til Peter Jacksons blockbuster-hits, og det kan heller ikke nægtes, at nøglepersoner som Aragon i spillet ligner Viggo Mortensen, ligesom Legolas stadig er forbandet med det babyfjæs, som Orlando Bloom besidder.

Disse nøglepersoner kan også mødes, når spillets stærkt scriptede historiemissioner folder sig ud. Missionerne foregår alle i områder, der udelukkende er reserveret til dig (og til tider din gruppe), og Turbine har udnyttet enhver mulighed for at dramatisere disse missioner. Se frem til at blive skræmt fra vid og sans af ringånder og banditter, og prøv at holde undertøjet tørt, når en bjergtrold banker en port ned lige foran dig. Fik jeg sagt for meget?

Normalt er jeg ikke typen, der gider spilde spalteplads på at beskrive grafik med en masse nørdede ord. Hør nu lige engang, jeg ved dårligt nok, hvad ... anti... anti ali... er... ligemeget. Men lad det være sagt med det samme; The Lord of the Rings Online: Shadows of Angmar, er det smukkeste online eventyr til dato, og dette er slet ikke til debat. Hvorfor, spørger du? Jeg vil egentlig bare råde dig til at købe din egen kopi, for den visuelle side kan ganske enkelt ikke beskrives med dødelige ord. Det er guddommeligt smukt.

Citale er ikke den eneste helt, der i disse dage er på safari i Turbines og Tolkiens smukke verden. Overalt skyder jægere deres pile efter bytte, kaptajner kommanderer deres kompagnoner i krig, troldmænd lærer deres fugle op og riddere svinger deres sværd mod mørkets væsner. De syv karakterklasser er faktisk overraskende rige på variation, og jeg kedede mig ikke et eneste øjeblik på min jæger. Så gør det egentlig ikke så meget, at de grundlæggende bygger på de sædvanlige kriger-, magiker- og support-klasser. Hvem har også brug for, at den dybe tallerken bliver opfundet i hvert eneste nye online-eventyr?

Det gør heller ikke så meget, at The Lord of the Rings Online: Shadows of Angmar, ikke distancerer sig synderligt meget fra de mest populære online-rollespil i dag. Jeg har prøvet det hele før i Everquest, Dark Age of Camelot og World of Warcraft, og alligevel er jeg fuldstændig solgt; Midgård kan gå hen og blive den verden, der fører mig væk fra Norrath, Azeroth og Albion for altid. Om du skal opgive din nuværende online-karriere, og med det samme bestille et eksemplar, det må være helt op til dig. Men du skal vide, at hvis du ikke i det mindste giver spillet en overordentlig stor chance, så vil du komme til at ærgre dig. Mit råd til dig er derfor; prøv det - for pokker da - om ikke andet, så bare for den visuelle side alene. Vi ses i Midgård!