The Red Star

Dette er det bedste actionspil jeg nogensinde har spillet. Har jeg nu fået din opmærksomhed? Det er det selvfølgelig ikke, det bedste actionspil jeg nogensinde har spillet altså, men det er et actionorgie som fortjener langt mere opmærksomhed end du var parat til at give det, da du var færdig med at kigge på billederne. Kræv at prøve det næste gang du besøger din lokale såilbutik, for med bare en smule held, bliver du ligeså positivt overrasket som jeg.

Selvom The Red Star først for nyligt er landet på butikshylderne, er det faktisk lang tid siden det blev færdigudviklet, og snart ligeså lang tid siden jeg første gang, var parat til at anmelde det. Dette var nemlig en af de skæbnesvangre titler vi formodede ikke ville se dagens lys da udgiveren Acclaim gik bankerot for nogle år tilbage. Og sikke jeg sørgede, ikke så meget over Acclaim, der i det store hele kun stod for snoldede, lunkne halvfornøjelser i deres sidste år, men over The Red Star der allerede dengang var fantastisk lækkert.

Med oprindelse i en tegneserie, er der ikke så underligt hvis et par af jer vil ryste på hovedet over den historie der ligger til grund for spillet. Stikordene er: futuristisk Rusland som står stærkere end nogensinde før, maskinpistoler og magi, samt tre rebelske helte, resten skulle du gerne selv kunne sætte sammen.

Men hverken problematisk fødsel eller baggrund i tegneserieland, har særligt meget at gøre med hvorfor The Red Star er så lækkert spilbart, det skyldes i stedet passioneret udvikler. Formularen har været ganske enkel, og man har taget lige dele Double Dragon, Ikaruga og Contra og rystet det hele sammen til en eksplosiv cocktail, der bedst nydes med to kontrollere og godt teamwork. Kender du ikke de nævnte inspirationskilder, og er du allerede på vej til at spørge Google om hjælp, kan jeg spare dig det hårde arbejde. Kort fortalt hører de nemlig alle tre til, blandt de absolut bedste actionspil af den slags, man førhen fandt på stort set alle grillbarer med dertilhørende arkadehal.

Banernes gang går typisk fra venstre mod højre, og efter en kort introduktion til den meget basale kontrol, bliver der konstant fyret mere og mere i kakkelovnen. Nye fjender introduceres med jævne mellemrum, og grundet at nogen er stærkere i nærkamp end andre og omvendt, holdes man hele tiden på tæerne. Alt efter hvor elegant udryddelsen af de fjendtlige armeer foregår, bliver man efter hver bane belønnet med point som kan fordeles ud på stærkere udstyr, ganske som genren foreskriver det. Desværre bliver pointsystemet senere hen The Red Stars største akilleshæl, da det viser sig højest ufleksibelt ved hensynsløst at straffe alle der har eksperimenteret med forskellige evner, i stedet for at fokusere på enkelte kundskaber. Enkelte kampe vil ganske enkelt forekomme umulige, medmindre man har opgraderet et specifikt våben eller evne. Et sådan balanceproblem er en kæmpe mavepuster, når det først for alvor viser sig efter et par timers spil.

The Red Star bør ses som en udviklers kærlighedshymne til en underkategori af actiongenren, som de fleste har glemt. Budgettet har tydeligtvis været meget langt fra det der ligger til grunde for Hollywood-lignende produktioner som God of War, men når kærligheden til gameplayet og referencematerialet er så mærkbar, betyder det ikke noget. Ansku derfor din vennekreds, find ud af du har en ven med forkærlighed for raffineret action og teamwork, og nyd hvor enkelt og ukompliceret en god actionoplevelse kan være.