Resistance: Fall of Man

Jeg befinder mig midt i et faldefærdigt hus i York. Ovenover mig tordner en eskadrille af bombefly forbi på den gråbrune himmel, mens røgen fra hundredvis af bombekratere, gør det nærmest umuligt at se mere end bare et par meter frem. I det fjerne høres skrigende fra mine soldaterkammerater, der har mødt fjenden, og nu går et sviende nederlag i møde. Jeg retter forsigtigt på hjelmen, griber fat om min riffel og kaster mig over resterne af en mur. Nu skal tyskerne sendes tilbage, hvor de kommer fra.

Problemet er bare at tyskerne ikke er fjenden i Resistance: Fall of Man. Selvom Insomniacs seneste spil ligner en blanding af Call of Duty og Medal of Honor, så er der ikke én sauerkraut-spisende tysker i nærheden. Faktisk har Anden Verdenskrig aldrig fundet sted, for uden Hitler og med en helt ny trussel, så er der ligesom andet at tage sig til, end at få nazismen til at spire i et lavkonjunktur-Tyskland. Truslen er i stedet Chimera-racen, en slags græshoppehær, der med lethed forvandler den lokale befolkning til nye rekrutter via en virus.

Det er måske ikke voldsomt originalt, nej, faktisk er det lidt teknikken som alverdens tegneseriefirmaer har benyttet sig af i årtier: En alternativ virkelighed, der på en og samme tid fjerner alle krav om historisk akkuratesse og som samtidig udvisker de mere end 200 udgivelser, der går forud for historien - det er en mulighed for at starte på en frisk. Desværre er plottets friskhed ikke udslagsgivende for selve Resistance: Fall of Man, for mens Insomniac endnu engang viser, at deres våbenlager ikke fejler noget, så er firmaets første PlayStation 3-spil et deja-vu med fortiden. Velkommen til førstepersonsskydespil som de blev lavet for et par år siden.

Og det er tydeligt fra første øjeblik, du kravler ned i støvlerne på Nathan Hale og indtager York sammen med din deling. Fjenderne pibler ud af ethvert tænkeligt hul, bygning eller døråbning, og det eneste du kan gøre er at skyde dem - og helst mange gange. Desværre er de berømte 30 sekunder repeat-action, som Halo nu har gjort verdenskendt, ikke så fantastiske i Resistance: Fall of Man. De fleste kampe virker uengagerede, fjendernes kunstige intelligens er til at overse, og de fleste kampe kan klares udelukkende ved at løbe på stedet og rykke sporadisk til højre og venstre med aftrækkeren inde. Ikke engang når en Chimera falder i kamp ser det fantastisk ud. For det meste føles det som om der mangler en række animationer mellem det, at væsnet bliver ramt og til det ligger på jorden; lidt som en ældgammel Ray Harryhausen-animation. Desuden, og det er nærmest kriminelt utilgiveligt i dag, så føles det altid som om Nathan Hale svæver rundt på brostenene. Han har aldrig nogen tyngde.

Det samme kan siges om illusionen ved at befinde sig i en enorm by. Resistance: Fall of Man er for det meste opbygget af teaterkulisser, nænsomt spærret af med sandsække, skyttegrave og bombekratere, der, hvor det ikke er meningen du skal befinde dig - ja, nogle gange er en lukket dør nok. Det er lige før man kan ane der, hvor spillets kulissemagere har sparet på malingen og detaljerne. Selv små ting som f.eks. en flok blade der suser hen af de sønderbombede boulevarder, virker mere som noget, der styres af en eller anden effektmand på en stige i nærheden end en hårdtpumpet PlayStation 3. At atmosfæren også ødelægges af mellemsekvenser, fortalt via still-billeder, viser bare, at Insomniac ikke har haft den fornødne tid til at lave spillet færdigt.

Heldigvis kan Ted Price og drengene deres kram, når det kommer til våben. Efter at have brugt de seneste seks år i selskab med Ratchet & Clank, og derfor også et bugnende arsenal af veludtænkte fantasivåben, så er det ingen overraskelse at Resistance: Fall of Man byder på lidt af hvert. Fra våben der kan skyde gennem vægge til energiskjolde og kugler, der følger efter deres mål, er der rigeligt at juble over, når du holder aftrækkeren inde på dit nyduftende Sixaxis-joypad og sender endnu en deling Chimera i døden. De nye muligheder for at tackle en given situation hober sig nærmest op, som du får adgang til de nye bulderbasser, og ikke én gang kedede jeg mig i selskab med de opfindsomme våben.

Desværre punkteres følelsen af et fem-seks kilo tungt tordenvåben mellem hænderne, når du sender første salve af sted - for hvor er de velkendte rystelser i joypaddet? Jeg vidste ikke, jeg savnede dem, før jeg fik et Sixaxis-joypad mellem hænderne. At Sony på nogen som helst måde kan afskrive dette til fordel for en tilt-kontrol, er mig fuldstændig ubegribeligt. Afstanden mellem mig og mit virtuelle våben var enorm fra første øjeblik - og nej, det hjalp ikke meget at jeg et par gange igennem spillet skulle ryste nogle af væsener af mig, ved at vifte vildt med joypaddet. Dette kan blive et kæmpe problem i spil af den her genre fremover.

Online er Resistance: Fall of Man heldigvis meget, meget robust. Op til 40 spillere kan gå løs på hinanden på 11 meget forskellige baner. Spillet indsamler statistik på stort set alt og giver dig, som det nu er blevet en standard, muligheden for selv at vælge baner, spilmodes og en hulens masse andet. Her forud for lanceringen af PlayStation 3, nåede jeg aldrig op på at spille sammen med 39 andre, men det var ikke svært at se potentialet i netop online-delen. Dog forsvinder den afmagt, du måtte have med livløse våben ikke online, da joypaddet er det samme - men du kan i det mindste trøste dig med at dine modstandere har det på nøjagtig samme måde.

Faktisk så havde jeg præcis den samme følelse, da jeg spillede mig gennem Resistance: Fall of Man, som jeg havde da Pariah og senere Perfect Dark Zero snurrede i maskinen. Der er kompetente folk ved roret, der er tjek på det tekniske og til dels det grafiske, og det er tydeligt at holdet har lavet FPS-oplevelser før. Hvad der dog også er tydeligt, er hvordan de har glemt at følge med på fronten. Skelettet for genren er væsentlig mere komplekst i dag end for bare et par år siden, og der skal mere til end bare en sjat fysiksystem, våben og en ny maskine, til at skabe et verdenshit. Det nytter ikke at følge en gammel, slidt regelbog hele vejen og så håbe på et hit. Og Resistance er et tydeligt eksempel på dette.