Life is Strange 2 - Episode 1: Roads

Life is Strange var et tiltrængt friskt pust. Vi lever i en tid, hvor et spil kan blive bombaderet med negative anmeldelser på Steam, hvis der er for mange kvinder med i det. Derfor kan det ikke undre nogen, at mange producenter foretrækker den hvide mand i hovedrollen, så deres spil ikke bliver udsat for samme bombadering. Med Life is Strange fik Dontnod lov til at gøre det ulovlige. De havde en teenagepige i hovedrollen; hun var akavet som teenagere nu engang er, hun var intelligent og så havde hun et godt øje til sin barndomsveninde, Chloe. På papiret var der meget som Gamergate kunne gribe fat i og kaste bomber efter, men et lille team hos Dontnod fik alligevel lov til at skabe deres vision. En vision der endte ud i fem fine episoder, der ikke var revolutionerende, men som alligevel fungerede som et friskt pust for mange - inklusiv denne anmelder. Med Life is Strange 2 har Dontnod taget sig deres tid, og det kan mærkes, for med første episode har de allerede ramt højder, de ikke har ramt tidligere.

Livet er mærkeligt. Det ene øjeblik kan du være nervøs for, om du bør tage sodavand eller alkohol med til en fest, og det næste øjeblik kan du flygte for dit liv. Det hele kan ændre sig i et enkelt sekund. I fortsættelsen spiller du ikke længere som Max Caulfield. Hendes historie blev fortalt i det første spil, og Dontnod er tydeligvis mere interesserede i at udvikle hele universet og fortælle forskellige historier frem for at fokuserer på én karakter. Så i stedet træder vi ud af bussen som 16 årige Sean Diaz; en amerikansk dreng med mexicansk afstamning og med et virkelig godt øje til en pige fra skolen. Alt er normalt; valgene du bliver udstillet for er dejligt trivielle som de bør være for en dreng i den alder. Skal man have en smøg efter skole eller bør man lade være? Hvem har fortjent det sidste stykke slik i familien? Skal man fortælle sin far sandheden eller forsøge at lyve om, hvad pengene skal bruges til? Det er en rolig start, der på effektiv vis formår at introducere karaktererne og som står i tydelig kontrast til resten af episoden.

For alt fortsætter ikke med at være normalt for Sean. På et øjeblik ændrer alt sig, og han er nødt til at tage sin lillebror under armen og flygte. Nu skal valgene ikke længere handle om, hvad man skal skrive i kommentarfeltet, hvis pigen man kan lide har ændret sit profilbillede. Nu handler valgene om overlevelse, om hvordan man får mad til sig selv og til sin lillebror, Daniel, og hvor man kan søge ly fra regnen. Det er store beslutninger - bestemt for en 16 årig - og heldigvis glemmer Dontnod aldrig at have fokus på karaktererne.

Det er ikke destinationen, man spiller for. Det er rejsen. Udviklingen i Sean og Daniels forhold var smukt håndteret i første episode, hvor man starter som storebroderen, der har andre ting på hovedet end at være et godt forbillede. Man er i gang med at finde sin egen vej, og har derfor ikke overskuddet til også at tage sig af sin irriterende lillebror. Sæt det liv i kontrast til livet på landevejen, hvor man enten skal overtale sin lillebror fra at hjælpe med at stjæle eller gå sulten i seng. Lillebroderen, man ikke havde tid til før, bliver pludselig ens vigtigste mission i livet, og jeg glæder mig allerede til at fortsætte deres rejse væk fra ulykken.

Grafisk ligner spillet sin forgænger. Den er aldrig overvældende, men den fungerer. I stedet har udviklerne smart valg at lægge deres fokus, der hvor man virkelig kan mærke det. Dialogen sidder lige i skabet, hvilket ikke altid kunne siges om den første sæson af Life is Strange, hvor mange af teenagerne lød "hella" meget som en 40 årig gammel mands billede af en teenager. Nu virker karaktererne langt mere troværdige. En pointe der godt bliver hjulpet på vej af animationerne. Første gang jeg gik ude i skoven med Daniel i hælene, fik han pludselig øje på et gammel faldent træ, og som enhver dreng i den alder, fik han lyst til at gå på line langs det. Det er jo sjovere end at gå på græsset. Jeg fik pludselig flashbacks til Booker, der går på stranden med Elizabeth - hun har været fanget i et tårn hele sit liv, og da hun endelig oplever alle de spændende ting man kan lave på en strand, så vælter det lille barn frem i hende. Irrational Games forstod det, og Dontnod forstår det også; karakterer opstår ikke ved at se så virkelige ud som muligt. De opstår i de små reaktioner; når de reagerer på verdenen omkring dem, når de ser et træ de vil kravle på, når de ser nogle bær de vil spise, når de ser en sten de vil kaste i vandet og gud nåde og trøste dig, hvis du kunne finde på at gøre Daniel fortræd.

Med Life is Strange 2 rammer Dontnod nye højder for studiet. De har taget hvad folk elskede ved Life is Strange og fortsat med at spille på deres styrker. Endnu vigtigere har de dog lyttet til kritikken af det første spil. Dialogen er bedre, valgene virker mere naturligt for historien, og animationerne har fået et ordenligt løft. Læg oven i det, at spillet ikke er bange for at sige noget om den tid vi lever i, som da en mand kigger på Sean og siger: "Det er på grund af folk som dig, at vi har brug for den mur", og du står tilbage med en virkelig stærk første episode.

Life is Strange virker til at være bygget på modige beslutninger. Med det første spil i serien var Dontnod modige nok til at have en lesbisk teenagepige i hovedrollen. Selv om spillet blev en stor succes, så har de denne gang været modige nok til at skifte hende ud - sammen med resten af karaktererne fra det første spil - med nogle helt nye ansigter. Jeg håber, at det er et mod de er klar til at udvise resten af sæsonen, for episode 1 har gjort det første episoder skal; den har gjort mig sulten for resten af sæsonen.