Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Crackdown

Crackdown

Næste generations superhelt i imponerende debut. Nielsen er trukket i kampdragten og er klar til at sende alverdens skumle skurke i asfalten...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Jeg har aldrig brudt mig om GTA-serien, og tro mig, når jeg siger, at det gør mig til lidt af et unikum i spilverdenen, ikke nødvendigvis af den mest positive facon. Hvor jeg havde kæmpe respekt for serien lige indtil San Andreas, har jeg aldrig helt kunnet forstå, hvorfor det i den grad er blevet så enormt populært. Åbenheden har for mig altid fortalt om et sløset design frem for frihed, dialogen og historierne om et team, der havde set for mange B-film og den manglende teknik om en konsolgeneration, som ikke var forberedt på denne slags underholdning. I modsætning til hvad der synes at være resten af den konsol-ejende verden, har jeg altid ønsket et spil, der reelt bruger sandkassegenren som andet end en salgsargument på kassetten, og jeg har åbenbart ikke været alene.

Første gang jeg træder ind i det mægtige sikkerhedskompleks, er det som om ti kilo frygt med det samme bliver taget af mine skuldre. Har du hørt om Crackdown før, har du ganske sikkert også hørt om, hvordan det er et projekt lavet af Dave Jones, som er en af fædrene til GTA-serien. Det her er dog hverken Vice City eller San Andreas, og det bliver slået fast efter kun få sekunders løben rundt. Sikkerhedskomplekset omkring mig, er tegnet, som om jeg var i gang med at læse en voksentegneserie, og lige som min anmeldersans begynder at fortælle mig, at jeg har set denne slags cellshading før, begynder detaljegraden at vise sig. Men grafikken er ikke, hvad der overbeviser mig, for efter at have valgt mellem tre forskellige inkarnationer af hvad der bedst betegnes som Batmobilen, trykker jeg på speederen og glemmer alt rundt om mig. En hemmelig tunnel katapulterer mig af sted, mens brølet fra den altædende V8 under motorhjelmen gengives i et smukt ekko. Lyset for enden af tunnelen bliver større og større, indtil jeg med hundredvis af kilometer i timen, via et flyvehop, sender mit fartøj tordnende gennem luften, direkte ud i mit første møde med byens intetanende forbrydere. Det er svært at gå galt med en titel, der i de første minutter gør så meget rigtigt.

At gøre sin entré på denne måde, er en superhelt værdig, og det er lige præcis hvad jeg er. Kappen og den kropsnære spandexdragt er ganske vist udskiftet med et futuristisk kamuflage ensemble og elektronikbrynje, men kræfterne og missionen er de samme. Tre forbryderfaktioner har gjort krav på min by, og jeg er den eneste der kan tage den tilbage. De aner ikke hvad de har rodet sig ud i...

Slå det ud af hovedet med det samme, hvis du tror, at Crackdown blot er GTA med dig på den gode side af loven, for intet kunne være mere forkert. I stedet for at lave et spil, som fungerer som en smeltedigel for adskillige forskellige genrer, er dette et decideret actionspil, som i stedet har bøjet sandkasseformen til dets krav, og det er blevet gjort med stil. Det, du før troede var bevægelsesfrihed, bliver gjort til skamme første gang du foretager et fire meter højt hop og metodisk bestiger bygning efter bygning i bedste Spiderman-stil. Det, du før troede var en imponerende verden, virker pludseligt ubetydelig, når du fra toppen af en skyskraber, kan se kilometer ud i horisonten over den pulserende og levende by. Og det, du før troede var kaos, virker pludseligt tamt, når du systematisk skyder hjulene af en bil, ser den skride ud, sætte i spind og kollidere sammen med tre andre fartøjer, i en eksplosiv regn af brændende rester.

Dette er en annonce:

Det, der for alvor imponerer, er hvor godt det hele er skruet sammen og hvor problemløst selv de mest innovative ideer virker. Sigtesystemet lader dig vælge, hvor du vil ramme din modstander eller vedkommendes fartøj, og du kan på den måde skyde våbenet ud af hånden, eller hjulene af bilen. Missionssystemet er sådan opbygget, at du hele tiden kan tage det i dit eget tempo, men påvirker samtidigt spillets forsatte forløb. Nedlægger du for eksempel bandens våbenhandler hurtigt, kan du se frem til at banden ikke får nye eller bedre våben, hvilket dog samtidigt straffer dig, ved heller ikke at give dig adgang til de mere eksotiske dræberværktøjer. Selv det lille rollespilsislæt, hvor du bliver bedre til de evner, du bruger mest, er perfekt implementeret og giver dig hele tiden lyst til at udforske verdenen for bonusikoner, der kan give dig et yderligere skub i den rigtige retning. Bedst af alt er dog co-op funktionen, der lader en anden spiller hoppe direkte ind i spillet, uanset hvor eller hvor langt du er, og lader flere missioner blive taklet på en og samme gang. Alene de muligheder, blandingen af forskellige superkræfter, en ekstremt potent spilfysik og to spillere giver, burde være nok til at få de fleste actiongamere til at investere i denne titel.

Dette er dog ikke helt den perfekte actiontitel, for desværre er der slet ikke nok variation i de missioner, der tilsammen udgør spillets rygrad. Selvom der bliver budt på lidt morskab i form af bonusmissioner, består resten af pakken af find-og-dræb missioner, der er præcist ligeså simple, som de lyder. At man selv har valget over, i hvilken rækkefølge man vil klare sig igennem hele oplevelsen, er en god idé, men det ændrer ikke ved, at det er et enormt hak i langtidsholdbarheden, at der ikke bliver budt på mere adspredelse.

Det, Crackdown skal have den største hyldest for, er at det på sin egen vis er en ny redefinition af sandkassegenren, som i sig selv er lidt af en begivenhed, hvis man kigger på de mange kopier, kategorien allerede har affødt. Selvom der i teorien kun er tale om ét actionspil, bliver der alligevel budt på så meget, at man skal have en fobi overfor denne slags spil, hvis man ikke mindst får et par timers morskab ud af det.

CrackdownCrackdownCrackdownCrackdown
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Flot grafik og lyd. Velimplementerede innovative ideer. God Co-Op.
-
Slet ikke nok variation i missionerne.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • JacDG
    Mens jeg banede mig vej, gennem Pacific Citys enorme bandeproblem, tænkte jeg meget over en ting, hvordan pokker er ideen til Crackdown opstået?... 8/10
  • Nike
    Det er intet spørgsmål tegn ved, at Grand Theft Auto 3 har haft den største indflydelse på video spil industrien. Bare se efter GTA3, hvor mange... 7/10
  • Molander
    Tjaaa... Hva er der at sige det... Det er et okay spil efter sandkasse modellen... Grafikken: Lidt for Cartoon agtig. Jeg syns at de godt kunne... 7/10
  • gobii10
    crackdown er et af de bedste free roam spil, jeg har prøvet PLUS: god grafik og gameplay, sjovt at udforske byerne i spillet og få gangsterne på... 9/10

Relaterede tekster

CrackdownScore

Crackdown

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Nielsen

Næste generations superhelt i imponerende debut. Nielsen er trukket i kampdragten og er klar til at sende skumle skurke i asfalten...



Indlæser mere indhold