Transference

Stop mig, hvis du har hørt den her før. Et barndomstraume, måske endda nogle fortrængte minder, en simulation af denne barndom for at finde "svaret" og masse halve sandheder, der langsomt bliver fodret spilleren. Transference er ikke synderlig originalt, men det skriver sig hurtigt ind på listen blandt andre små gyser-spil, der er mest effektive med et VR-headset på hovedet. Det er hverken innovativt eller spændende, men det formår da at give enkelte chok undervejs.

Der er en fordel ved at placere dit spil i en simulation. Hvis spillet er i stykker, er det bare simulationen der er i stykker. Transference bruger dette greb konstant - ikke ved at lave et halvfærdigt spil, men igennem halvfærdige rum, som simulationen ikke var i stand til at udfylde. Som om ens hukommelse ikke var i stand til at genskabe rummet som det så ud dengang. Selv de objekter, der rent faktisk er i rummet, bliver ved med at flimre, som om de er parat til at forsvinde hvert øjeblik det skulle være. På papiret en fornuftig fortællerteknik, der giver spilleren en fornemmelse af, at hele simulationen kunne falde fra hinanden hvert øjeblik det skulle være. I praksis er det bare forvirrende. Halvdelen af tingene i den lille lejlighed flimrer, nogle af tingene kan interageres med, resten kan ikke. Der sker så meget, at man hurtigt bliver forblindet.

Der er en stor fordel i at kunne kommunikere tydeligt og præcis, alt hvad der kan interageres med til spilleren. Det virker måske åndsvagt, at Nathan Drake kun har lyst til at kravle, der hvor der er noget gult at holde fast i, men det er et tavst sprog, vi har brug for. Alternativet er at vi presser vores Drake op af alle hjørner og kanter i håb om han gider gribe fat i noget. Det er et tavst sprog som Transference ikke får kommunikeret. Det virker ret tilfældigt hvilke ting du kan samle op, hvilke skuffer du kan åbne, og det er et problem, da størstedelen af spillets "gåder" handler om at finde det rette objekt i den rodede lejlighed.

Det er sjældent gode gåder. Et objekt mangler - det kunne være en pære til et område der mangler lys, og så skal man ellers bare lede efter den. Der er for meget ledearbejde, og lidt fremgang. Desværre formår historien heller ikke at skubbe mig fremad. Måske er det fordi, at jeg føler det hele er set før, men mysteriet om hvad der egentlig skete med moderen var aldrig fængende. Jeg får af vide - op til flere gange - at hun er god til at spille musik, men den brøkdel af information er ikke nok til at få mig til at bekymre mig om en person. Heldigvis kender spillet sin besøgstid. Det er langt nok til man får lov til at fordybe sig i lejligheden ordenligt, men ikke langt nok til at det trækker alt for meget ud. Selv om nogle af gåderne gør deres bedste for at dræbe momentum.

Hvis du savner at blive skræmt med VR-headsætter på hovedet, så kan det levere enkelte gange undervejs, men sidder du ikke med det specifikke behov i livet, er der ikke meget at komme efter. Synsindtrykket er overvældende, gåderne uinteressante og historien griber aldrig fast. Tilbage står man med et ufarligt gyserspil.