Children of Mana

Et kig på æsken til Secret of Mana, og jeg var solgt. To farverige fugle fløj hen over et sumpområde. Bag dem lå en enorm og meget frodig skov, mens tre eventyrere stod på den modsatte bred og skuede ind i virvaret af lianer og snørklede stier. Året var 1993 og maskinen var Super Nintendo. Det var et smukt postkort, der kun manglende den klichefyldte "Wish you were here..." for at være perfekt.

Mange år senere, og adskillige Mana-spil (eller Seiken Densetsu-spil om du vil) har Square Enix pustet til gløderne, og ud træder så Children of Mana, et finpudset og meget smukt action-eventyr, der forsøger at gøre Secret of Mana kunsten efter, og som selvfølgelig, fristes man til at sige, ikke helt når de samme højder. Grunden er ret enkel: Rollespilsgenren har, til trods for dens modvillighed til at tackle nye historier, karakterer og spilsystemer, stadig rykket sig så langt, at et simpelt eventyr oplevet udelukkende i et væld af huler, fyldt til randen med fjender, bare ikke er nok længere.

De falmede sider i historiebogen, som Square Enix læser op fra, lægger ryg til den sædvanlige fabel om et mana-træ og et sværd med umådelige kræfter, og selv efter adskillige timer med min hvide Nintendo DS Lite mellem hænderne, er jeg ikke meget tættere på noget, der ikke har været tærsket langhalm på i det uendelige. Det er trist at specielt de japanske firmaer, til trods for at historier kan gå i hvilken som helst retning og overraske på masser af måder, indeholder de samme ti basale elementer. Det er nærmest som om de har en fast liste med plads til obligatoriske flueben, og som de bare ikke kan lade være med at krydse af. Jeg håber inderligt, at Contact, der lanceres i næste måned, viser, at der også er plads til andet i rollespilsuniverset.

Gameplaymæssigt er der lidt mere at komme efter i Children of Mana, men ikke hvis du forventer, at din Nintendo DS bruges optimalt. Den lille stylus pen er der sjældent brug for, og når du inviteres til at bruge den, så virker det kejtet at skulle hive den frem, noget der bare gjorde, at jeg valgte udelukkende at bruge styrekrydset og knapperne. Når du først har vænnet dig til udelukkende at spille på den i en mere traditionel facon, så fungerer systemet til gengæld strålende. Children of Mana er nemlig et action-rollespil og ikke et spil, der inviterer til turbaserede kampe med roden i menuer og undermenuer, så det er rart at kunne udele sværdhug og magi ved hjælp af ganske få knapper. Magien kommer i øvrigt fra universets typiske palet af guder som bl.a. Undine, Gnome, Salamander og Dryad. Før du bevæger dig ud i et af spillets eventyr (en hule med tilhørende boss), så vælger du selv, hvem du vil have med, og guden kan så fremkaldes ved et enkelt knaptryk, når du har brug for det.

Desværre er selve eventyret ikke særligt ophidsende, og det er der flere grunde til. For det første går der ikke længe, før du har afluret strukturen bag spillets opgaver. Drag en af de tematiserede huler, kæmp dig gennem horder af fjender, find en gleamdrop, placer den i en Gleamwell og rejs videre til niveau to. På et eller anden tidspunkt, for det meste der, hvor trætheden begynder at vise sit grimme ansigt, er det så tid til en boss - og mens dette kunne være et herligt afbræk, så er netop disse ret skuffende. Af en eller anden grund kan de fleste med bare en smule fornuft og erfaring, søndertæve bosserne på et sted mellem et halvt minut til et par stykker. Balancen er aldrig rigtig, og samler du bare et minimum af de ting, du finder op og sætter dem på din karakter, så er du nærmest umulig at slå. Derfor er Children of Mana måske også mest af alt et godt begynderspil, for den der gerne vil opleve et rollespil uden at knække nakken med det samme. Specielt hvis du spiller det sammen med en ven via maskinens Wi-Fi-funktion.

Der er dog et punkt, hvor Children of Mana er ligeså godt som sine forgængere, og det er på det visuelle område. Smukke, pixelerede figurer med en uhyre høj detaljegrad, springer nærmest ud af skærmen, mens de farverige landskaber, fyldt til randen med små bække, frodige skove og dunkle huler, skaber et vidunderligt baggrundstapet. I en tid, hvor alt nu stort set kun laves i 3D, er det rart at se, hvor meget mere personligt og dybt det kan blive, når det i stedet er tegnet. Musikken er ligeledes en fornøjelse, og selvom et par af temaerne desværre kører for længe i båndsløjfe på visse steder i spillet, så er de samtidig stadig så godt skrevet, at du ikke kan undgå at nynne med.

Children of Mana er altså ikke eventyret, du bare er nødt til at presse ned i ryggen på din Nintendo DS, og alligevel skal du samtidig ikke bare afskrive ud fra denne anmeldelse. Det er skabelonskåret, det er afprøvet og det er forudsigeligt, men spiller du stort set alt andet, der ellers kan fås til maskinen, og er fornyelse ikke noget du nødvendigvis har brug for, så ligger der et strømlinet og velfungerende spil og venter på dig. Stiller du, som jeg gør det, lidt større krav til rollespilsgenren, og har du oplevet det meste, vil Children of Mana maksimalt være moderat underholdende.