Guitar Hero II

Hvis du ikke allerede har lagt mærke til det, er vi nået den tid på året, hvor det begynder at blive mørkere uden for, regnen er mere hyppig, og kulden for alvor vender tilbage til vores lille land. Med en travl arbejdsuge samt pligter, der skal passes, kan du derfor være sikker på, at jeg hver mandag glæder mig til weekenden, hvor vækkeuret kan slås fra og varmen under dynen kan nydes lidt længere. Der skal med andre ord noget virkelig specielt til, for at få mig ud af mit weekends-hi inden solen har vist sit lysende smil. Ikke desto mindre ville du for et par weekender siden kunne have mødt en morgenfrisk mig, der på trods af regnens indædte forsøg på at gøre livet surt for alle, med sikkerhed demonstrerede et stort smil. Guitar Hero II er landet i Danmark, og med under armen havde jeg den morgen den aflange, glinsende sorte kasse der indeholdte spillet og den essentielle guitar nummer to, direkte fra den nærmeste spilbutik.

Til endnu uindviede Guitar Hero-jomfruer, er her tale om spillet som lader dig være den guitarvirtuose du aldrig rigtigt havde tiden eller talentet til at blive i virkeligheden. Med erfaringen fra tidligere geniale, men knapt så kommercielt heldige titler, smedede den amerikanske udvikler Harmonix musikspillet over alle musikspil sammen, og udgav det til et marked der knapt vidste hvad der havde ramt dem inden det var for sent.

Med en tilpas balance mellem rockattitude og humor blev vi alle overrumplet af en spiloplevelse du kan være sikker på vil være med, når det store endegyldige spilleksikon en dag skrives. Men attitude og humor var kun de opbyggende komponenter, for det var selve gameplayet samt den medfølgende guitar kontroller der en gang for alle sørgede for at sætte på plads, at genren kunne indeholde så meget mere end Konamis Bemani-spil. Hvor guitaren i udseendet lignede et billigt stykke legetøj fra BR for den uindviede, blev det hurtigt til et levende rockinstrument for de som gav spillet en chance. At sidde med spillet selv var sjovt, men at nyde det sammen med vennerne gjorde det til en af de virkeligt få titler, som for alvor kunne samle folk uanset deres erfaringsniveau, for hvem havde ikke altid ønsket sig at kunne spille guitar?

Og netop ønsket om at ville samle folk er hvor afsnit to i serien har taget det største skridt, for hvor man før kun kunne duellere om at spille bedst har udvikleren denne gang tilføjet den eneste egentligt store mangel fra den første titel, kooperativ multiplayer. Er du så heldig at have to guitar kontrollere, er det denne gang blevet muligt at lade den fordele guitar og bas, således at man i samspil kan føle sig som rockstjerner på hver en af spillets mange musiknumre. Desværre er det i langt fra alle numrene hvor det virker optimalt, for basgangene og guitarsoloerne er ganske enkelt mere fremtrædende i nogle musikstykker end i andre. Når det virker og man har to guitarentusiaster på samme niveau, er det dog som at stå på scenen selv og oplevelsen hives helt op på det stadie kun de færreste spil ellers rammer.

Resten af pakken består primært af velovervejede forbedringer, hvoraf specielt den nye træningsmode bør nævnes. Det er nu ikke kun muligt at øve hele sange mere, men i stedet vælge enkelte brudstykker fra hver sang og øve sig på disse. Har du et favoritnummer som bliver ved med at give dig problemer, eller har du en solo som du for alt i verden må mestre, er det således nu blevet muligt at øve hver lille snert af ethvert nummer. De mere avancerede teknikker som skal bruges for at hente de virkeligt store point på de højere sværhedsgrader, er også blevet fintunede og gjort mere tilgængelige, således at alt nu virker mere realistisk og intuitivt.

Er der et decideret minus at udpege ved anden omgang med plasticspaderne, er det det udvalgte soundtrack, som ganske enkelt er for kedeligt og uvarieret. Hvor Nirvanas Heart Shaped Box, Primus John the Fisherman og Black Sabbaths War Pigs er perfekte tilføjelser, er der alt for mange missere i mellem, som sagtens kunne være udskiftet med langt bedre numre. Faktisk er den manglende kvalitet så slående, at man meget hurtigt kommer til at savne muligheden for at importere soundtracket fra det første spil, hvilket desværre ikke er muligt.

Bedre bliver det ikke af at alt musikken på nær Primus ene nummer, er covernumre som varierer ganske kraftigt i kvalitet. Lad det blot være sagt med det samme at ingen Rage Against the Machine fan eksempeltvis nogensinde bør udsætte sig for den gang tortur og blasfemi, spillets version af Killing in the Name formår at fremtvinge. En sidste mere positiv note til soundtracket skal dog nævnes, og består af de ekstra numre man kan købe sig til i spillets karriere-mode. Her findes alt lige fra numre lavet af fans, til indie navne som ikke særligt mange vil kende til, til det fantastisk Trogdor nummer af internethelten Strong Bad, og her er faktisk et par gedigent positive overraskelser at finde når man er færdig med det egentlige soundtrack.

Er du i forvejen fan af Guitar Hero er der ingen tvivl om at del to skal være del af din samling, alene muligheden for at jamme sammen med en ven til nogle af de bedre numre, hiver oplevelsen op på et helt nyt plan. De mange finpudsninger som du hurtigt ikke vil kunne klare dig uden, giver et langt mere afrundet spil der samtidigt vil være et bedre sted for nybegyndere at starte. Nybegyndere bør dog holde sig for hovedet at sværhedsgraden er blevet skubbet vejret, og alt over normal vil resultere i konsekvent afstraffelse, medmindre du holder tungen lige i munden.

Havde soundtracket været valgt med mere omhu og multiplayerfunktionen bedre implementeret, havde dette kunne strejfe gaming utopi. I stedet er her tale om et pokkers underholdene spil der præcist som det første, hurtigt kan vokse sig til en sand besættelse for alle med bare en smule rock´n´roll i blodet. Hvem ved, måske kan det endda hive dig ud i regnen en kold lørdag morgen.