Rainbow Six: Vegas

Rainbow Six 4: Lockdown er Ubisofts største lussing til dato. Fansene - og når det handler om Rainbow Six-serien, så er det altså nogle hårde hunde - pillede spillet fra hinanden, stampede på det og vendte øjeblikkeligt verdens nok bedste taktiske actionserie ryggen. Den franske gigants forsøg på at bløde anti-terror-oplevelsen op, faldt ikke i god jord; der var absolut ingen grund til at lave en halv EA med skrue. Tiden efter lanceringen og de kummerlige anmeldelser blev brugt på at slikke sårene, redde, hvad der kunne reddes af Ding Chavez og Co’s sønderskudte kevlarveste, og tage en tur tilbage til briefingrummet. Rainbow Six havde brug for luft, nye ideer og en hvilepause.

Den nye luft har Montreal-holdet fundet på Las Vegas neonoplyste gader. I et sandt grafisk inferno af røde løbere, funklende enarmede tyveknægte, blinkende neonskilte og glimtende guldbelægninger, slår Rainbow Six: Vegas sig nu løs i et helt andet landskab, end hvad fans tidligere har kæmpet sig igennem. Væk er de støvede flækker, enorme luksuslinere og beskidte, urbane miljøer. Las Vegas er syndens hule i mere end en forstand, og det er her du, i skikkelse af Logan Keller, en helt igennem toptrænet specialsoldat, skal vise en ny terroristcelle præcis, hvorfor de aldrig burde have bare tænkt på at udruge skumle terrorplaner.

Rainbow Six: Vegas begyndelse er desværre også spillets store akilleshæl. Missionen, der foregår på grænsen til Mexico, er ligeså meget en slet gemt træningsbane, som det er en søvndyssende introduktion til seriens taktiske baggrund. Med lidt for meget babypudder og gode råd, ledes du gennem den ene tilrettelagte og låste situation efter den anden. Byens gyder er kedelige, ensformige og sandfarvede, mens fjenderne er den rene kanonføde. Desuden ser du ikke noget til anti-terror-oplevelsens stærkeste kort: Kommando-vinduet, der giver dig mulighed for at guide dine to kolleger i kamp. Dette kommer først, når du når byens kirke og mødes med dem. Herfra kommer der heldigvis både mere farve, elegance og spænding over spillet, men det er alligevel underligt, at Ubisoft ikke i stedet valgte, at sparke Vegas i gang med et brag af en begyndelse midt i hjertet af den momsfrie by.

Keller når dog til Las Vegas, hvor resten af spillet så stort set foregår. Gennem det opfindsomt opbyggede Calypso Casino over Downtown Vegas, til Vertigo Spire og Dante’s Casino, er der rigeligt med både smukke og nervepirrende øjeblikke. Unreal-motoren arbejder på højtryk for, at vise alle seværdighederne frem, mens du sammen med kollegerne Jung Park og Michael Walter, redder gidsler og neutraliserer terrorister. Og flot ser det ud, når du træder ind på tæppet i Dantes Casino og langsomt bevæger dig ned gennem de endeløse gange, fyldt til randen med møntslugende maskiner, højtpolerede glasarealer og marmorsøjler. Desværre har det grafiske overflødighedshorn sin pris. Nogle gange nedsættes hastigheden for meget, og illusionen af et åleglat terroristspil med masser af muskler, står pludseligt i et helt andet lys - specielt hvis Gears of War lige har snurret i maskinen.

Rainbow Six-serien har dog aldrig handlet om, hvor mange polygoner, dine anti-terror tropper består af, eller hvor meget glitter og diskotekslys, der kan brændes af på skærmen, men i stedet om stenhård planlægning, perfekt udførte gidselredninger og timede angreb. Og her skuffer Vegas ikke. Kommando-hjulet er intuitivt, det er let at sende dine kolleger hen foran en dør, klar til at storme stedet på dine ordrer, mens du selv tager en anden indgang og overrasker terroristerne bagfra. Selv hængende i en line og kun udstyret med en pistol, kan du plaffe intetanende lejesoldater ned med lyddæmper på og så ellers trænge ind, uden at blive opdaget. Alligevel er der ikke noget, der er let i Rainbow Six: Vegas. Et eller to velplacerede skud fra en terrorist sender dig øjeblikkeligt i gulvet, mens strejfende skud slører dit udsyn og gør dig desorienteret.

Den kunstige intelligens er også opfindsom og kan sagtens fange dig i et baghold, hvis du ikke passer på. Andre gange kan en skudveksling tage flere minutter, fordi du simpelthen ikke kan få ram på dit mål, der hele tiden gemmer sig bag en søjle eller en mur. Her er det vigtigt, at lytte til lyden af en shotgun, der bliver fodret med nye patroner, og så storme frem mens tid er. Til gengæld er dine sidemænd Kan og Gabe, ikke altid lige kvikke. Måske er det den 98% færdige udgave af spillet, der spolerer dette aspekt af spillet, eller også kan Ubisoft bare ikke udjævne det bedre, men der var flere gange, hvor mine to venner hang fast i kasinoets inventar og simpelthen nægtede at flytte sig. Ikke engang en velplaceret kugle fra min pistol kunne få dem overtalt til at rykke bare et par millimeter, hvilket gjorde det svært, at storme visse terroristredder og knudepunkter på en tilfredsstillende måde. Dette viste også et af spillets andre problemer: En udtalt mangel på løbende savepunkter, så jeg ikke skal spille de samme 10-15 minutter om og om igen. I et taktisk actionspil, er det ikke meningen, at du skal blive mere og mere sløset, som tiden går, men det gjorde jeg, og udelukkende fordi, jeg var nødsaget til at spille missioner forfra igen og igen.

Heldigvis stråler online-delen i Rainbow Six: Vegas. Første gang, du logger på bliver du bedt om at kreere din online-avatar, og her kan du naturligvis vælge og vrage mellem en masse ansigter, hårtyper og øjne, men du kan også koble dit Xbox 360-kamera til og så scanne dit eget ansigt ind. Processen er ikke helt smertefri og kræver god belysning, en stor tålmodighed og lidt held, men har du det, så toner dit ansigt pludselig frem på skærmen - og det gør en verden til forskel. Herefter kan du udstyre dig selv med alskens kevlarveste og benskinner, før du smides ud på slagmarken, til bl.a. Attack and Defend-kampe og Team Survival, der i sagens natur, kun giver dig et liv pr. omgang. Som altid var der til tider mennesketomt her forud for spillets premiere, men af de timer, det lykkes mig at være online med andre, var jeg godt underholdt.

Advanced Warfighter er stadig et stærkere spil end Rainbow Six: Vegas. Den kunstige intelligens er mindre svingende, hastigheden virker glattere og balancen mellem at udfordre dig og bare lade dig spille de samme 10 minutter om igen og igen, virker bedre realiseret i Ghost Recon. Alligevel er Vegas både underholdende, krævende og ret givende, og så er det milevidt fra den fiasko, Lockdown viste sig at være, hvilket burde være mere end nok til give det en chance.