Gears of War

Det skakternede gulv er malet i blod, knogler og indvolde. Søjlerne i den engang så smukke parlamentssal hænger nærmest ikke sammen længere, og Chesterfield sofaen, der sagtens kunne gøres brugbar igen med lidt knofedt, ligger nu i et virvar af træstumper, møbelsøm og gennemhullede læderstykker. Endnu en overvældende ildkamp er overstået, og vi lever stadig. Jeg trykker forsigtigt på den øverste skulderknap og beder Marcus Fenix om at genlade hans Lancer. Resten af holdet af COG-læderhalse gør det samme og bevæger sig langsomt fremad, mens de dækker hinanden. Vi er dybt inde i fjendens territorium og når det bliver mørkt kommer de knivskarpe Kryll frem fra grotterne dybt under byens asfalt. Vi er nødt til at skynde os.

Gears of War optegner et grumt billede af fremtiden. Planeten Sera støder på vidundermaterialet Emulsion, en energikilde, der kan løse stort set alle problemer. Men hvad der virker som løsningen på alt, bliver i stedet til et vaskeægte mareridt. For som undergrunden plyndres for råmaterialet, finder noget slibrigt med store, sylespidse tænder samtidig vej til overfladen, og snart er alt kaos. The Locusts dræber, smadrer og flår alt fra hinanden, og kun Coalition of Ordered Governments, eller COG, der består af toptrænede supersoldater, kan stoppe dem. Nå ja, og så lige dig, Marcus Fenix, en tidligere straffefange og marinesoldat.

Selvom Epic Games første Xbox 360-spil er en rutschebanetur, en ægte tour de force, med nok isenkram til at forsyne et mindre land i Afrika, så har Eric Nylund, forfatteren bag bl.a. Halo-bøgerne, lagt usædvanlig mange kræfter i at udstyre Epics grafiske overflødighedshorn med en ordentlig historie. Fenix er en plaget mand med en samvittighed, der rækker langt ud over hans ordrer, hans retssag var en parodi og hans rolle i slaget ved Aspho Fields er stærk overdrevet. Der er ingen halvtime lange filmsekvenser i Gears of War, i stil med f.eks. Metal Gear Solid, og universet er ikke støbt på et så bredt fundament som f.eks. Half-Life 2, men spillet formår alligevel at få fusioneret de rå, hæsblæsende kampe med en del plotdrejninger og overraskelser.

Der er dog ingen tvivl om, at det er grafikken, der får dig til at miste pusten de første mange timer. Et ekstremt begavet design, der blander det antikke Roms ekstravagante pyntelyst med nutidens storbyer som bl.a. Prag, skaber den mest fantastiske stemning, når du sammen med resten af Delta-kompagniet, lister ned gennem de sønderskudte ruiner, i jagten på undergrundens kravl. Majestætiske søjler, enorme mosaikvinduer, kridhvide parlamentsbygninger og statuer, ligger spredt ud over hele Sera. Det er ingen tvivl om, at stedet var uendelig smukt før den skæbnesvangre dag. At din Xbox 360 får lov til at svede lidt ekstra, da du ankommer til en Emulsion-fabrik, gør heller ikke noget. Her blandes lys og skygge, silende regn, en rusten fabrik og en mudret sti, til et af de mest uforglemmelige spilbilleder, jeg nogensinde har oplevet. Det hele flyder i øvrigt af sted uden nogen som helst form for nedsættelse i hastigheden.

Trumfkortet er dog den åleglatte styring, der lader dig skyde, kravle, hoppe og snige dig rundt om alt. Et enkelt tryk på ’A’ får Fenix til at klistre sig fast til den nærmeste mur, hvorefter han med et enkelt pres mod enten højre eller venstre kan rulle fra den ene side af en døråbning til en anden. Er der en betonpille i nærheden, vælger han automatisk den, og er der længere end et par skridt derhen, foretager han et rullefald, for ikke at blive gennemhullet af fjendens kugler. I alle andre spil ville denne form for komplet mangel på større indflydelse være en skuffelse, men i Gears of War, hvor ildkampene er omdrejningspunktet, er det en nødvendighed - og der går ikke længe, før du overhovedet ikke tænker over det længere. Jeg blev nærmest et med joypaddet i visse øjeblikke. Det eneste der kræver noget tilvænning er at starte motorsaven op for enden af Fenix’ Lancer, og så bore den dybt ind i kødet på en intetanende Locust-soldat, men selv det bliver med tiden helt normalt - skræmmende nok.

Gears of War mangler dog til tider noget variation. Selvom Cliffy B. og resten af holdet har strømlinet ildkampene og lavet et sanseløst godt spil, så er der tidspunkter, hvor deja-vu oplevelsen er så markant, at du ikke helt kan undgå at tænke "Og hvad så nu?". Andre gange er det bare ikke lykkes, at fusionere ideen med selve skelettet i spillet. En længere tur i en pansret bil, hvor du enten sidder ved maskingeværet eller bag rattet og kører dyret gennem barrikaderne af udbrændte biler og rustne tønder, føles tom og ligegyldig, som et stykke påklistret ekstra materiale - heldigvis varer den kun fem minutter. Samtidig er ni timer ikke helt nok til at stille manges sult, og det var hvad det tog for mig at stryge gennem hele spillet på Casual. Jeg prøvede naturligvis både Hardcore og Insane (sidstnævnte skulle være at sammenligne med Halos Legendary indstilling), og da du naturligvis dør hele tiden ved denne indstilling, så varer spillet længere, men ikke på grund af en mere rævesnu kunstig intelligens eller et decideret længere spil, blot fordi du på den måde er mere sårbar overfor fjendens kugler.

Heldigvis er der ting, der hiver dig tilbage til spillet. Co-op, enten i samme stue eller via Xbox Live, er fabelagtigt. Her spiller du Marcus Fenix, mens din ven overtager partneren Dominic. Undervejs kan du vælge nogle mere eller mindre kosmetiske ruter gennem flere af banerne. Der er ikke markant forskel på de to ruter, men præcis nok til, at du genloader de vigtigste øjeblikke og prøver at vælge den anden sti, bare for lige at se, hvad der så sker, noget der gør at både en anden og tredje gang gennem spillet kan føles frisk og lækker.

I multiplayer er banerne væsentlig mindre end dem, du er vant til fra f.eks. Halo 2 eller Ghost Recon Advanced Warfighter. Gears of War er vredt og knottent, og det afspejles i de kampe, der foregår, når du logger ind for at spille med ligesindede. Der er masser af taktik, og at buldre frem med aftrækkeren holdt inde, er sjældent en god idé, men pladsen er trang, og der går sjældent mange sekunder mellem at du udveksler kugler med modstanderen. Du er ganske enkelt nødt til at være væsentlig mere aggressiv, og der er ikke rigtig nogen mulighed for udelukkende at sidde i et hjørne med en snigskytteriffel og plaffe løs. Jeg har allerede været online i mere end ti timer og jeg er ikke i tvivl om, at Multiplayer, som spillet ryger ud i butikkerne og hjem i rigtig mange Xbox 360-maskiner, vil blive et stort tilløbsstykke. Det er helt klart anderledes, mere råt og lige til, men absolut fængende.

Gears of War er uden tvivl det mest ambitiøse, smukke og actionfyldte spil til Xbox 360 indtil videre. Epic har ramt min hovedpulsåre med et adrenalin-chok, der får munden til at stå på vid gab og mine øjenæbler til at svie. Ni timer er måske en lidt svær pille at sluge for de virkelig hærdede, elektroniske soldater, men når du ser rulleteksterne tone frem på skærmen, sidder du samtidig med en af de bedste følelser i maven i lang tid, nemlig en følelse af at have oplevet et af den digitale underholdningsindustris største spil i lange tider. Og deraf kommer titallet.