Two Point Hospital

Det er ikke kun de klassiske computerrollespil som oplever en renæssance i disse år. Også halvfemsernes organisations- og virksomhedssimulatorer er vågnet op til dåd, efter årtiers slummer. Simulatorgenren spænder vidt, både tematisk og i sværhedsgrad. Blandt nyere spil ligger i den ene ende det prangende, men overfladiske Jurassic World Evolution - i den anden gemmer sig hyperkomplekse, men utilnærmelige titler som Factorio. Two Point Hospital lander et sted i midten.

Spillet er først og fremmest et forsøg på en åndelig arvtager til det morbidt folkekære Theme Hospital, et spil som flere af udviklerne var med til at skabe i sin tid. Præmissen burde derfor være genkendelig: det handler om på skift at lege sygehusarkitekt, hospitalsadministration og skruppelløs forretningsmand. Der er lægelokaler som skal bygges, hospitalsgange som skal indrettes, personale som skal ansættes - og lort som skal tørres op. Alt sammen uden at knække budgettet eller at tage livet af for mange patienter. Men mest det med pengene.

Alt dette udspiller sig over en lang række hospitaler, med hver deres arkitektoniske og patologiske særpræg. Man starter dog forsigtigt ud med et stilfærdigt og omfangsmæssigt begrænset sygehus. Her handler det i første omgang om at lære det grundlæggende: man kan bygge et lokale, indrette et rum eller ansætte personale. Det er trekløveren af vigtigste handlinger, i grove træk. Personalet kommer i fire varianter: læger, sygeplejere, assistenter og pedeller. De har, i kraft af deres profession, forskellige ansvarsområder, men som enkeltpersoner har de også unikke præferencer, adfærdsmønstre og karaktertræk.

I takt med at hospitalet tjener penge og høster berømmelse, bliver der låst op for nye hospitaler. De byder selvsagt på nye udfordringer. Nye sygdomme betyder nye behandlingsformer. Samtidig er klimaforskelle, bygningsopsætning og sågar naturkatastrofer med til at nuancere oplevelsen. Jo længere i hospitalsrækken man bevæger sig, desto større bliver kompleksitetsgraden. Efterhånden er det ikke nok med almenlæger og generiske skadestuer, nej - der skal specialisering og stort beredskab til. Trods udvidelser, så består den tredelte kerne stadig: reception, diagnose og terapi. Det er en struktur som der trods alt ikke bliver rykket ret meget ved.

Spilsystemernes gradvise udvikling (eller indvikling) foregår i et fornuftigt tempo og der er selvfølgelig ikke noget i vejen for at blive hængende ved et af de tidligere, mere overskuelige hospitaler. Her kan man endda stadig bidrage til andre projekter fremadrettet, i det man gennem forskningsprojekter låser op for universelle opgraderinger eller indtjener Kudosh-point til opkøb af nyt inventar. Der er altid et eller andet at arbejde sig hen imod, stort som småt.

I det hele taget falder Two Point Hospital under kategorien af spil som er lette at lære, men svære (eller blot tidskrævende) at mestre. Man får hurtigt det fundamentale på plads, men der er samtidig en stor margin for optimering. Ved siden af de store beslutninger - lokalebyggeriet og ansættelsesprocessen - så er der også mindre aspekter at forholde sig til. For eksempel hvordan de ansatte omgår hinanden, kræver lønforhøjelse, tager (over)lange ferier eller kommer med tvivlsomme forslag til forbedringer. Samtidig modtager man en lind strøm af notitser om begivenheder eller små udfordringer. Måske kommer borgmesteren på besøg. Måske truer en overset pedel med at sige op. Måske er sundhedsinspektøren forarget over lorten på gulvet.

Der er altså mange små ting som kan, vil og skal spille sammen, på kryds og tværs. Trods det tegnefilmsagtige ydre og den overlagt enfoldige lydside, så skorter spillet ikke på alle de små tandhjul og håndtag som kan engagere og stimulere genrekendere. Man kan skrue på konsultationspriserne, tage rentetunge banklån, skære i feriedagene og så videre. På samme måde kan man i vækstperioder søsætte reklamekampagner og forskningsprojekter, eller videreuddanne sit personale.

Den vigtigste kilde til succes er dog i sidste ende plan- og opsætningen af hele maskineriet. Placeringen, ikke bare af reception og lægelokaler, men også af toiletter, slikautomater, spillemaskiner, skraldespande, venteværelser og meget andet, spiller alt sammen en stor rolle. Hvis tingene ikke 'flyder' ordentligt, så opstår der hurtigt komplikationer. Personalet bliver frustreret, patienterne bliver behandlet dårligere og hospitalets omdømme lider. Man bliver altså belønnet for gennem tålmodighed, omhyggelighed og en logistisk sans at optimere både patienter og personales rejse gennem hospitalet. I sidste ende handler det om hvor meget man egentlig gider at fifle med detaljerne. Som det ofte er tilfældet med sådanne spil, så er den dygtige spiller kendetegnet ved, at spillet kan fortsætte uden denne.

Et hospital skal gerne være sterilt og klinisk, men derfor er der nu alligevel noget forargeligt ved hvor maskinelt og mekanisk hele proceduren efterhånden bliver. I den forstand er spillet ikke kun simulation, men også parodi på sygevæsenets virke. Det bliver også gentagne gange indrømmet, gennem hyppige øjeblink og en satirisk attitude. Om end stærkt forsimplet, så berører Two Point Hospital stadig flere af de problemstillinger som kendetegner hospitalsvæsenet: urimelige ventetider, utilstrækkelige lønninger, ubelejlige ferier. Det moderne dilemma mellem generalisering og specialisering indfinder sig også i spillet. Skal dine læger være meget dygtige til kun én ting, eller kunne lidt af hvert? Det lyder bekendt.

I det hele taget bugner spillet med en selvironisk og stærkt britisk charme. De tørre, sarkastiske genstandsbeskrivelser kunne være skrevet af Douglas Adams, sygdommene er som taget fra en Monty Python-sketch og figurerne ligner noget fra Walter og Trofast. Musikken er, efter egen indrømmelse, decideret rædselsfuld, men ikke desto mindre ørehængende. Og værterne på spillets 'radiostation' deler gerne en absurd anekdote eller klager knastørt over tilværelsens ligegyldighed, før de igen antaster lytterne med mere elevatormuzak.

Two Point Hospital har med andre ord masser af personlighed. Det har desværre også et par tekniske knaster og et par irritationsmomenter. Brugerfladen er for det meste selvforklarende, men der mangler bedre værktøjer til at navigere, markere og håndtere personalet. Det er, sagt på godt jysk, bøvlet og træls at modtage en opsigelsestrussel fra sin bedste psykiater for så at være nødsaget til at konsultere den lange liste over ansatte for at kunne finde vedkommende. At man ikke kan omdøbe personalet giver velsagtens mening, men flere muligheder for at gruppere og hierarkisere dem ville have været at foretrække.

Og selvom spillet belønner en logistisk sans og detaljefølsomhed, så belønner det også en hel del vrøvl. I kolde baner er der ikke noget i vejen for at polstre hele komplekset med radiatorer; en afsidesliggende 'skov' af potteplanter kan gøre hospitalet verdensberømt; tilstedeværelsen af en slikautomat kan vende en folkestemning 180 grader; et dødsfald er nærmest glemt før liget er koldt. I det hele taget skal man næsten gøre sig umage, for virkelig at komme i problemer. Meget bliver glemt, alt kan gøres om og bundlinjen for at kunne være med er lav.

Det er dog småting og ikke mindst et spørgsmål om præference. Det er svært at ramme en god balance mellem tilgængelighed og kompleksitet, men Two Point Hospital er træfsikker det meste af tiden. Nogen genrerevolution er det næppe, men det er stadig en humoristisk, begyndervenlig og bundsolid simulatoroplevelse.