Spider-Man

Godt nok må det betegnes som en floskel efterhånden at starte enhver artikel ud om Spider-Man ved at bruge Uncle Bens berømte og vise ord til Peter Parker; "With great power comes great responsebility". Desværre skulle denne sætning vise sig at være blandt de mest skelsættende livslektioner for mange, og så sandelig opsummerer den superhelteproblematikken på perfekt vis. Men er den blevet brugt hyppigt? Ja det tør man godt sige. Skal den alligevel introducere denne anmeldelse? Ja det tror jeg nok.

For når Sony, der særligt i løbet af de seneste år har givet os ret så fantastiske førstepartstitler, tilbyder et studie muligheden for at udvikle et spil hvor en af de mest ikoniske superhelte er hovedpersonen? Ja det er vist selve definition på stor magt, og et endnu større ansvar om at levere noget episk.

Men det var præcis det Sony gjorde. De sidder fortsat på licensen til Stan Lees mest ikoniske superheltekreation, og ønskede ikke bare at bruge den til at lave deres eget filmunivers (der begynder med Venom til oktober), men også spil. Marvel lod til at være med på ideen - og det var disse to giganter der pludselig stod på Insomniac Games' dørtærskel. Og dette leder os til udgivelsen af Spider-Man, det næste spil i rækken af Sony-førstepartstitler der satser udelukkende på singleplayer, på historiefortælling, på den gammeldags spiloplevelse. Med Horizon: Zero Dawn, Uncharted 4: A Thief's End, God of War og Detroit: Become Human i bakspejlet - så er vægten på Insomniacs skuldre enorm.

Én ting er dog sikkert fra det aller første til det aller sidste sekund af Spider-Man, og det er at Insomniac elsker denne karakter, og ikke bare de mest genkendelige dele af hans persona, men alle hans facetter. Spillet her har til formål at stå som monument til hans univers, en kærlighedserklæring til Peter Parker. Det kan mærkes fra start til slut.

I spillet er du både Peter Parker og hans alter ego, for begge skal bruges til at besejre den ondsindede Mr. Negative, og naturligvis vinde Mary Jane Watson tilbage. Det hele begynder med et brag, Wilson Fisk har kontrolleret hele byen som lumsk hertug, forbryderbaron, stormogul i New York i årevis, men nu er han blevet fældet - men nærmest før Peter kan fejre at hans største fjende endelig er bag tremmer, så melder en ny og større trussel sig - en ny bande med et uhyggeligt sofistikeret arsenal af våben, og en af hans nære venner som leder. Dette er bare begyndelsen på en episk fortælling, der mildest talt kan måle sig til de aller bedste der er skrevet om karakteren. Godt nok er den ikke synderligt underspillet, som den fabelagtige tegneserie Spider-Man: Blue, men de episke favntag giver mening hele vejen igennem.

Historien, som jeg vil forsøge ikke at gå i detaljer med, hjælpes på vej af stærke præstationer over hele linjen. Animationer og stemmeskuespil går op i en højere enhed, og nu hvor kampagnen indeholder så mange mellemscener, så får karaktererne lov til at ånde, til at rodfæste sig som mangefacetterede personer i en by fyldt med travle, flygtige indtryk. Det er nødvendigt også, da resten af indholdet i Spider-Man netop mangler dette personlige touch, men mere om det senere. Historien er central her, og det er tydeligt fra første sekvens til den aller sidste, at det er her at Insomniac har lagt alle deres kræfter. Heldigvis har deres arbejde båret frugt, og Spider-Man kan bryste sig af at have en af de mest medrivende kampagner i et superheltespil. Vi er ikke i Arkham-territorie, men vi kysser kanten af Rocksteadys flagrende Batman-kappe.

Som du nok kan mærke er hele pointen med Insomniacs Spider-Man indlevelse. Alt er skabt for at sælge dig konceptet om at du er den ikoniske helt, der svinger sig igennem New York. Når du er Peter i laboratoriet eller derhjemme, når du er Mary Jane i visse missioner og Spidey selv på vej igennem New Yorks gader i raketfart, så arbejder spillet hårdt på at overbevise dig om hvor ægte det hele er, og takket være stærke mekanikker, så lykkedes det. Præcis som Anders nævnte i vores store preview, så hvis du "rammer svingemekanikkerne rigtigt i et Spider-Man-spil, så er du allerede halvejs mod målstregen.", og det gør Insomniac. Ikke bare er farten lige i øjet, der er en række separate og brugbare mekanikker på plads, der skal gøre det underholdende at komme fra A til B. Ved at time R2-knappen svinger du dig på traditionel vis. Samtidig kan du dykke ned med R3, bruge R2+L2 for at zippe hen til overflader og trykke på X for at blive kastet fremad. Samtidig er der tonsvis af dedikerede animationer, der skal sørge for at ethvert scenarie føles naturligt. Kommer du til at svinge dig ind i en bygning vil Spidey løbe langs siden på den, og når du en af de mange brandtrapper kaster han sige igennem en snæver udmunding imellem trinnene. Der er blevet kælet for detaljerne her, og som resultat føles det fuldstændig fabelagtigt at bevæge sig.

Men al styring i et spil som Spider-Man er jo naturligvis todelt - én del udgøres af transport, at bevæge sig frem og tilbage på tværs af verdenen, og den anden er styringen i kamp. Her har Spider-Man, ligesom så mange andre spil de seneste år, stillet sig pænt i kø, og bedt Rocksteady om et lån. Specifikt har de lånt selve fundamentet af Batman: Arkham-kampsystemet, og lagt en række af deres egne små twists oven på. Resultatet er jo, tydeligt nok, ikke synderligt originalt. Du slår med firkant, undgår fjendtlig skade indikeret af Spider Senses med cirkel, og derigennem opbygger du et kombinationsangreb der kan give dig muligheden for at lave "takedowns" ved at kombinere trekant og cirkel. Det lyder uhyggeligt genkendeligt ikke? Nuvel, Rocksteady har formået at lave et af de mest velfungerende og tilfredsstillende kampsystemer nogensinde, så at set det igen i et lettere ændret format gør nu ikke noget. Tvært imod. Men Insomniac har kastet en række geniale tilføjelser ind, der skaber diversitet og variation her. Vores helts rækkevidde er længere, for ved at trykke trekant zipper han automatisk til en fjende, og denne fjende kan sågar stå ret langt væk. Til og med kan han via R2 svinge sig rundt og bestemme sig for hvilken fjende han vil kaste sig over næste gang. Dette kan give kampscenarier hvor, hvis du er god nok, du helt kan undgå at røre jorden. Det føles mildest talt fabelagtigt, og jeg glædede mig til hvert eneste kampscenarie, bare fordi det fungerede som undskyldning for at udgive nogle hårdtslåede Spider-tæsk. Dertil kommer naturligvis opgraderinger som elektrisk spind, hjælpedroner, og muligheden for at kaste med ting og sager rundt omkring dig.

Låneriet stopper ikke en gang der. Kampene i Spider-Man er også todelt, så visse scenarier lægger mere op til snigeri, eller det som Batman: Arkham-serien kalder "Predator". Her skjuler du dig over intetanende fjender, og uskadeliggører dem én efter én. Der er forskellige måder at gøre det på, blandt andet ved at hive stiladser ned over dem. Det føles fint, fikst uden at være prangende. Heldigvis er denne del ikke lige så rigid som i Batman: Arkham, for i de fleste tilfælde kan du lade dig blive opdaget, og tæve løs i stedet.

Alt hvad du gør i Spider-Man giver dig naturligvis point, og når du stiger i niveau låser du op for flere forskellige ting og sager. Først og fremmest er der de mange dragter, hvoraf nogle er nye (deriblandt dragten fra Homecoming), og andre er helt gamle som Homemade Suit. Alle disse giver dig specifikke bonusser i kamp. Desuden der, som nævnt, en række gadgets som opgraderes igennem spillet. Nu hvor vi er ved opgraderinger, så koster disse forskellige Tokens, som optjenes ved at gennemføre spillets diverse indholdstyper, og her, for første gang, er det vi ser Insomniac snuble en smule. Først og fremmest er det værd at slå fast, at Spider-Man ikke mangler indhold på nogen måde. Selve hovedhistorien bør tage den gennemsnitlige spilentusiast i hvert fald 17-20 timer, og dertil kommer samleobjekter, sidemissioner og andre aktiviteter, men hvor Batman: Arkham lagde enorm vægt på at skabe medrivende og overraskende sideindhold, så er der ikke meget variation i det du foretager dig i Spider-Man, når du altså ikke beskæftiger dig med hovedhistorien. Der er glemte tasker at finde, minispil at gennemføre i laboratoriet, igangværende forbrydelser at stoppe og Fisk-folk at banke, men intet af dette indhold kan beskrives som værende synderligt medrivende, og på mærkværdig vis florerer absolut ingen fra Spider-Mans enorme bagkatalog af karakterer i spillets få sidemissioner, bortset fra Black Cat, der smutter hurtigt igen og gemmes til en udvidelse i oktober. Alle skurkene, alle karaktererne der har noget på hjertet, findes ovre i hovedhistorien, og det efterlader sidemissionerne lidt tomme. Jo, der er flere faser, og jo du udfører forskellige opgaver, så helt "fetch quests" er de ikke, men de blegner for alvor ved siden af eksempelvis Batman: Arkham Knight, hvor du vidste at du fjernede en skurk fra Gothams gader ved at udføre sideindhold.

Ligegyldig hvad du foretager dig i Spider-Man så er én ting garanteret - det kommer til at se brandgodt ud. Nu har Insomniac Games for vane at lave ganske bjergtagende grafik, særligt i de seneste år med Sunset Overdrive og det nye Ratchet & Clank, men her har de så sandelig oppet sig, og spillet er uden tvivl blandt de absolut pæneste på konsollen. Selve ansigtsanimationerne og detaljerne fungerer ganske nydeligt når man kommer helt tæt på, som man ofte gør når du som Peter eksempelvis skal besøge et herberg for hjemløse, eller når Peter og Mary Jane taler om fortiden på en café. Det er medrivende og detaljeret nok til netop at sælge dig ideen om de følelser der er involveret. Ikke bare det, vigtigst af alt ser spillet fantastisk ud i bevægelse, og hertil kommer den varierede og virkelighedstro rendering af New York, som nærmest er en karakter for sig. Når du svinger dig igennem gaderne kan du se bilerne i kø nede på vejene, og menneskene der samles i stor grupper på eksempelvis Times Square. Spider-Man rammer plet på både det brede og det smalle, og selvom det måske lyder som en bagatel, så er det blandt spillets største triumfer.

Dog undgår New York ikke, som sagt, at føles en smule tom. Insomniac har forsøgt at lade borgerne anerkende Spidey ved at juble og bede om et high-five, men man føler sig aldrig som en del af byen, man er ligesom ved siden af den på en måde. Måske havde mere miljøorienteret historiefortælling kunne gøre det, eller hvis nu verdenen havde været lidt mindre, men så ekstra fyldt med små narrative detaljer. Det er en svær nød at knække, og ikke noget stort ankepunkt når alt kommer til alt.

Og så ender vi hvor vi startede - ved ansvaret. Det er svært at forestille sig hvor spændende, hvor grænseoverskridende og hvor frygtindgydende det må have været, da samarbejdet med PlayStation først begyndte. Ansvaret på deres skuldre må have været tungt, men Insomniac lader netop til at have forstået Uncle Bens kendte mantra, og har brugt denne ærefrygt til at skabe den mest realistiske, mest troværdige, mest respektfulde afbildning af Stan Lees favoritkarakter nogensinde. Godt nok står Batman: Arkham og troner over superheltegenren, men Spider-Man kan sidde på sin egen hylde lige under, og som første spil i hvad der forhåbentlig er en serie, så er det mere end godt nok.