Titan Quest

Jeg hader at vær afhængig af andre mennesker, specielt når det kommer til den stadig dalende tid, jeg har til at fordybe mig i de mange spilverdner jobbet som anmelder, månedligt kræver. Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af de mest episke spilmomenter i min spildagbog, er skrevet efter massive krige mod andre menneskelige spillere i Advanced Warfighter, eller koordinerede angreb i World of Warcraft, men ventetiden kunne jeg være foruden. For megen blærerøvs-mentalitet, ligegyldig sniksnak og generel spildtid betyder, at jeg oftest hurtigt trykker på Escape-knappen nok gange, til igen at bringe mig ud i Windows. Men heri findes et mindre paradoks, for mens størstedelen af spilverdenen drager samlet mod Blizzards online epos, savner jeg dengang, hvor jeg kunne slagte oceaner af monstre uden at behøve hjælpen fra andre - dengang hvor Diablo II var kongen. Titan Quest har den sidste tid været løsningen på mit paradoks, og står du i samme situation er chancerne store for, at dette også vil være løsningen du har ledt efter.

I en branche fuld af kloner og decidere kopiprodukter, siger det for alvor noget om talenterne hos Blizzard, at ingen siden lanceringen af Diablo II har været i stand til at lave et spil, der tilnærmelsesvist var ligeså godt. Spillet, der solgte millioner af eksemplarer, var et skinnende eksempel på, hvordan konceptet ikke nødvendigvis behøver at være særlig stærkt, hvis man har de rette mennesker til at udføre det. Netop talentet og tilfredsheden ved blot at ville være en klon, synes at være, hvad der siden hen har ladet de mange kloner glide i glemmebogen, og samtidig hvad der adskiller Titan Quest fra alle de andre.

Som selvdøbt kvinde eller mand træder man ind i en verden, der i stedet for blot at kopiere universet fra Ringenes Herre, har draget sin inspiration fra legenderne fra det gamle Ægypten, Grækenland og andre, i spilsammenhæng, uudforskede kilder. Verdnerne spreder sig over farvefulde skove, sandede ørkner, dunkle huler og meget mere, og formår i modsætning til hvad der før er set, at kombinere flere forskellige scenarier i hver verden. Dette betyder at vi endelig slipper for den slaviske tilgang til banedesign, hvor en verden primært er udgjort af huler, mens en anden er baseret på ørkner og en tredje på grønne skove. Der er stadig blevet brugt et overordnet tema for hver verden, men det åbne grafiske design betyder, at det pludselig bliver langt sjovere og mere spændende at udforske hver en lille hule og kløft i spillets massive baner.

Præcis ligesom alle sine forgængere, er også Titan Quest mere eller mindre en opdateret version af det gamle Gauntlet, og størstedelen af gameplayet består derfor også i udryddelsen af utallige typer af forskellige fjender, der altid synes at være i massivt overtal. Jagten på nyt og bedre udstyr er en af de største drivkræfter for hele tiden lige at skulle spille lidt mere, og her har folkene hos Ironlore igen lavet en lille, men tiltrængt forbedring. Alt efter hvordan fjenderne er bevæbnet, vil de efter at være blevet besejret oftest tabe den økse eller det sværd, de få sekunder tidligere prøvede at slå dig ihjel med, og dette våben er herefter til fri afbenyttelse. Selvom det ikke sker altid, er det en bemærkelsesværdig måde at undgå den stemningsdræber, det var at dræbe en flok myg eller lignende i Diablo, der efterfølgende tabte en gylden rustning. Ydermere giver det endnu et pift til gameplayet, decideret at jagte specifikke fjender, fordi de bærer et stykke fortryllende udstyr, som man må have fat i.

Hvor jagten på det perfekte udstyr udgør en del af det fængende gameplay, er det de konstante kampe og udformningen af ens figur, der fuldender gameplay-lagkagen, og her er der igen lækre nyheder i vente. Hvor man tidligere har måttet beslutte sig for livet som troldmand, kriger, amazone eller lignende, har teamet bag Titan Quest ladet sig inspirere af Guild Wars omskrivning af regelbogen, og det er således muligt at kombinere to vidt forskellige klasser. Dette betyder, at man nu både kan være god i nærkamp, samtidig med at man stadig kan udrydde modstanderne på afstand med magiske besværgelser. Systemet giver uanede muligheder for at lave figurer, der er langt mindre skabelonskåret, og således lader dig spille, som du har lyst, frem for, hvordan udvikleren gerne så det ske. Desværre er det ikke lykkedes at skabe helt stor nok adspredelse mellem nogen af de forskellige evner, og enkelte figurkombinationer synes markant stærkere end andre.

Det, Titan Quest i fremtiden bør blive husket for, er ikke den formidable grafik, der leverer flotte og brugbare effekter på stribe. Det er heller ikke klassesystemet, der lader dig vælge to forskellige klasser, og ej heller måden hvorpå det kan spotte fjendernes individuelle udstyr. I stedet bør det huskes for at være det første seriøse bud på en arvtager til en længe siddende konge, der med tiltrængte forbedringer og visionen om at være mere end en bleg kopi, er det tætteste nogen endnu er kommet. Med et par mindre, men alligevel betydningsfulde fejl kan det diskuteres, hvorvidt en ny konge har sat sig på tronen, men har du lyst til endnu engang at drage på monsterjagt, uden at skulle vente på de nærmeste venner, bør du bruge pengene på Titan Quest.