Dansk
Gamereactor
anmeldelser
New Super Mario Bros.

New Super Mario Bros.

Mario vender tilbage til sine rødder og viser hvordan et ægte platformspil skal se ud. Nielsen er igen forelsket i blikkenslageren.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Mario har altid været en af mine yndlingsbekendtskaber i spilverdenen og det har næsten altid været en garanti, at jeg er blevet hevet med på nogle af de mest fantastiske eventyr, hver gang den runde blikkenslager har måttet trække i arbejdstøjet. Siden det monumentale Super Mario World, synes alle genrer at være blevet forsøgt, og hvor der kom nogle knap så gode sportsspil ud af det, blev nye klassikere til gengæld tilført rollespilsverdenen. Hverken jeg, Nintendo eller Mario selv har dog været i tvivl om, at det kun var et spørgsmål om tid, at eventyret igen skulle genstartes, før det italienske brødrepar igen vendte hjem, og det er nu langt om længe sket.

Med et enkelt tryk på powerknappen og et klik på skærmen, byder Kyoto-giganten med en overlegen sikkerhed og imponerende afholdenhed, alle velkommen til hvor det hele startede. Det føles næsten som at finde den store eventyrbog med alle de gode historier frem igen, og der går ikke mange sekunder før Princess Peach endnu engang er blevet kidnappet af Bowser. Jeg føler næsten at Mario lader det ske, fordi også han endelig har set sit snit til at vende tilbage til platformgenren. Det velkendte verdenskort, hvorfra hver bane skal låses op, gør endnu engang sin entré, og pludselig synes alt igen ved det gamle.

Ikke alt er dog helt ved det gamle, og noget af det første du lægger mærke til, er at alt nu er optegnet med polygoner, som ellers normalt plejer at være grund til at give den gas med detaljerede 3D-verdener. Der er dog ingen grund til panik, for spillet foregår stadig på et 2D-plan, og banerne besejres stadig ved for det meste at løbe fra venstre mod højre. Polygonerne er i stedet udnyttet til på snedig vis at puste mere liv i omgivelserne og Mario selv, ved bl.a. at forøge fokusset på animationen, samt åbne op for nye gameplay-tiltag. Dette betyder f.eks., at Mario nu kan vokse sig til en King Kong-agtig størrelse, hvorpå du uden videre kan trampe dig vej gennem banerne. Omvendt er det også blevet muligt at forvandle dig til en miniput version af blikkenslageren, som giver mulighed for at svæve gennem luften, løbe på vandet og få adgang til ellers utilgængelige passager.

På trods af diverse fornyelser, fungerer spillet stadig ligeså upåklageligt som i gamle dage, faktisk som i de helt gamle dage; for hvad du hurtigt glemmer, er at dette er lavet som en opfølger til det allerførste Super Mario Bros, og ikke som en videreførelse af de senere, mere avancerede titler. Dette betyder, at spillet i højere grad fokuserer sine kræfter på banernes vej fra venstre mod højre, i stedet for at friste spilleren med hemmelige bonusverdener og alskens forskellige objekter, der skal samles ind. Der er stadig blevet plads til hemmelige baner, og hver bane er krydret med tre specielle mønter, som kræver ekstra snilde at finde, men til gengæld åbner op for forskellige bonusser. Disse aspekter af spillet fylder dog nu langt mindre, og planen har ganske sikkert været at lave et mere tilgængeligt spil, der egner sig bedre til kortere spilseancer, hvilket jeg må sige er lykkedes.

Dette er en annonce:

Det der gør dette New Super Mario Bros. den lille tand bedre end konkurrenterne er ikke en overlegen teknik - selvom spillet uden tvivl hører til sig til de mest imponerende på konsollen - eller et nyt gameplay twist, men i ganske almindelighed det, at det er et Mario-spil lavet af Nintendo. Her er ikke tale om nostalgipoint eller rosenrøde minder om dengang alt var bedre, men i stedet om en udvikler, der i den grad har mestret sin kundskab og kender dets publikum. Som fan har jeg digitale sommerfugle i maven, hver gang jeg styrer Mario ud i skæbnesvangre situationer, og som gameplay-fanatiker, smiler jeg, hver gang Nintendo legende demonstrerer deres overlegenhed i forhold til konkurrenterne. Det eneste jeg reelt har ærgret mig over, har været, at jeg ikke har haft mulighed for at gemme spillet efter hver bane, men i stedet har været nødsaget til at bruge maskinens dvalefunktion. Selv dette klares dog med charme, og hver gang man klapper konsollen sammen, når Mario lige at sige "Goodbye", samtidigt med at man hilses velkommen med et "Maaario" når man genoptager spillet - enkelt men uimodståeligt.

Dette kan meget vel blive din bedste oplevelse med din Nintendo DS indtil videre, og den eneste grund til at jeg endnu er en smule i tvivl, er at maskinen i den grad er blevet begavet med ultra-stærke titler på det sidste. Der kan dog ikke være nogen tvivl om, at dette er en titel, som alle ejere af konsollen bør tage et nærmere kig på. Hele universet er mindst ligeså charmerende, som de sidste mange gange vi har besøgt det, og Mario selv er i bedre form end vi har set ham i årevis. Tak, Nintendo.

New Super Mario Bros.New Super Mario Bros.New Super Mario Bros.New Super Mario Bros.
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastisk charmerende og underholdende. Knivskarp kontrol. God genspilværdi.
-
Ingen mulighed for at gemme, når du vil. Ikke nok hemmeligheder at lukke op for.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • thebestboy
    Så er Mario tilbage på den håndholdte, og i hvor er det dog fantaskisk er være tilbage med den buttede blikenslager. Noget af det jeg synes var... 9/10

Relaterede tekster

New Super Mario Bros.Score

New Super Mario Bros.

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Nielsen

Mario vender tilbage til sine rødder og viser hvordan et ægte platformspil skal se ud. Nielsen er igen forelsket i blikkenslageren.



Indlæser mere indhold