Octopath Traveler

De nostalgiske briller, med lyserødt skær, får mange, inklusiv jeg selv, til at skutte til det moderne og hylde det velkendte. Nyt er yt, gammelt er sejrsskammelt, som en frafalden komiker engang sagde. Det er denne varme mavefornemmelse som Octopath Traveler ønsker at hidkalde til enhver der ligger tid i spillet. Square Enix og Acquire smører også enormt tykt på, med pixeleret grafik i isometrisk perspektiv, alle kampe uden for bosskampe er tilfældige møder, kampene er tur-baseret, masser af strategiske muligheder når slaget skal slås, og en stor, traditionel high fantasy verden, som er spækket med mangeartede monstre, mennesker og missioner. Hvis jeg ikke vidste bedre, havde jeg troet at dette var en afart restaurering af et af de klassiske Final Fantasy-spil. Tandsmørret fortsætter ufortrødent jo længere ned jeg dykker i spillets udformning, så lad os sammen tage på en ottekantet rejse gennem et spil der vel sagtens kan beskrives som ren nostalgi.

Og en tilbagevenden til svundne tider er det i sandhed. Inden anmeldelsen begynder for alvor, skal jeg lige pointere, hvor gennemført Octopath Travelers præsentation er. Square Enix og Acquire kalder det grafiske udtryk for HD 2.5D, og det skaber en fantastisk balance mellem det klassiske 16-bit udtryk som kendte fra styrkedagene med de japanske rollespil på NES og SNES, og et skarpt, retro-udseende udtryk som bare ser godt ud på Switch - både i håndholdt- og TV-tilstand vel at mærke - jeg sad virkelig med følelsen af et spille et klassisk, overset (og sidenhen gennemarbejdet og genudgivet) rollespil. Omgivelserne har fantastisk detalje, og brugen af et adaptivt luftslør giver dem også enorm dybde. Samtlige karakterer har meget få animationer, men det er sådan et træk, der skaber forbindelsen til de gamle, højt-elskede pixelerede rollespil.

Mine nostalgiske briller var i den grad tykke som hinkesten, som jeg løb frem og tilbage i Orsterra, gennem snelandskaber, dybe skove, høje bjerg og golde ørkener. Som udviklerne ønskede, fungerer spillet virkelig som en kæmpe pop op-bog, man kan åbne og lukke, som man ønsker. Igen, denne pick-up-and-play-mentalitet klæder bare Switch, og er udført sensationelt med Octopath Traveler. Derudover sidder den ekstremt minimalistiske brugerflade også lige i skabet. Det bliver præcist så fantastisk frit som i Zelda: Breath of the Wild, at slå kompasset og minimap fra, og bare opleve det grafiske udtryk uden noget distraherende for øjet.

Med mig til at udforske disse spraglede omgivelser, har jeg otte forskellige karakterer, med hver deres evner, udseende, og baggrundshistorie. De fleste er velkendt indenfor genren - krigeren Olberic, tyven Therion, præsten Ophilia, jageren H'aanit og den lærde Cyrus blandt de mest arketypiske - men Octopath Traveler bevæger sig også uden for kendt grund og introducere grossisten Tressa og apotekeren Alfyn. Ligeledes findes den erotiske danser Primrose, men klassen dancer, om ikke velkendt, florerer allerede i spil af lignende genre. Dog kan spillergruppen ikke indeholde alle otte, hvilket betyder at det ærkeklassiske fire-persons hold er, hvad man har at begive sig ud i Orsterra med. Jeg selv endte med Olberic, Cyrus, Tressa og Ophilia, men gruppen kan mikses og matches efter forgodtbefindende. Med sig har alle personerne en såkaldt Path Action, for hvilken der egentlig kun findes fire, hvor hver to af heltene så deler en afart af den samme.

Både Alfyn og Cyrus kan henholdvis tale med og snage i diverse computerstyret personer rundt omkring, for eksempel. Forskellen ligger dog i at Alfyns taleevner er uden konsekvens, men ikke kan anvendes på ligeså mange som Cyrus' ransagning af diverse samtaleevner. Hvad angår Cyrus, følger så en chance for at skade ens ry og rygte, da det er ret irriterende at folk går og snager i ens sager. Samme forhold er gældende for Tressa og Therion, som deler evner til at tage ting - Theorion ved at stjæle og Tressa ved at slå en handel af - og så fremdeles med Olberic og H'aanit, og Ophilia og Primrose.

Det åbner for et af utal af holdsammensætninger, hvor ikke én er rigtig. Også selvom du ender med at have to af den samme Path Action tilstedeværende. Min indre taktiske rollespilsnørd hujede og jublede, da Octopath Traveler ikke stopper dig fra at have en ikke-optimal gruppe. Du er velkommen til at have både Alfyn og Ophilia, begge den ærketypiske heler, på holdet, da deres styrker og applikation er helt forskellig udover deres helende evner. Ligeså meget Therion og Tressa, og så fremdeles. Det giver enorm genspillningsværdi, præcis som dengang jeg genspillede det allerførste Final Fantasy med en white mage og tre monks, bare for sjov. I det hele taget er der skruet på alle knapperne, for at tilfredsstille den ellers hårdnakket fanskare af de velkendte NES og SNES rollespil. I hvert fald når det kommer til det mekaniske, kampsystemet og rollespilselementerne.

Ligeså tilbyder selve kampene masser af mulighed for planlægning og detaljestyring. Det ankommer i form af Break-systemet, hvor hver fjende har X-antal forsvarspoint som kun kan brydes af en bestemt type angreb eller form for skade - nogen brydes med bue og pil, andre med ild, og så fremdeles - og når dette forsvar så er nedbrudt, bliver modstanderen midlertidigt slået ud. Så nu kan jeg virkelig få den lige højre på plads. Det gør jeg så ved brug af Boost-mekanikken, der kan forstærke et angreb X-antal gange på baggrund af point man opbygger efter hver tur. Der ligger altså altid en balancegang mellem at satse sine Boost-point for en karakter, for at slå igennem et forsvar, og så anvende samme system for virkelig at slå en modstander til jorden. Måske er jeg anelse for henrykt, men dette kampsystem er bare så saftigt, hvad angår taktik og strategi.

Til trods for den variable sværhedsgrad, dog, fandt jeg stadig de fleste kampe en tand for lette. Det var først da jeg tvang min gruppe ind i et område, som var rangeret langt over mit nuværende niveau, at jeg blev reelt udfordret. Det betød så, at efter et par kampe, havde mine fire kumpaner fået nok erfaringspoint til også at udrydde enhver udfordring her. Hvad jeg forsøger at snørkle mig rundt om, er, at Octopath Traveler simpelthen er for let. Bevares, jeg er sikkert skadet af mange mange hundrede timers Dark Souls, men ikke desto mindre ville jeg ønske, at når der anvendes en variabel sværhedsgrad - udfodringer stiger konsekvent i takt med din styrke - at der så var en bedre balancegang, og ikke blot, at nu har fjenderne mere liv end før, og det er det.

Octopath Traveler har en hel række store styrker, som allerede fablet om. Dog føles det hele en anelse letkøbt, da gengivelsen af et klassisk japansk rollespil er ekstrem troværdig, men som oftest ikke rækker længere end det. Dette gennemsyrer temmelig meget af oplevelsen af Octopath Traveler. For mit vedkommende, en til tider mavesur krakiler indrømmer jeg gerne, mangler spillet bare en anelse integritet. Der er som intet i vejen med et tilbagekald til fordums tid (som altså er 90'erne, vel at mærke), og, som nævnt, er det en yderst gennemført replikation. Jeg ville blot ønske at spillets horisont strakte sig længere end det. De to hovedmænd bag Octopath, Masashi Takahashi og Tomoya Asano, er anerkendt for deres arbejde på Bravely-serien (en serie jeg endnu har til gode), så det er veteraner, vi har med at gøre. Ligeså har Acquire mange innovative titler i ærmet, såsom Tenchu-serien og What Did I Do to Deserve This, My Lord?, så jeg står lettere uforstående, hvorfor det sande, unikke stempel ikke er der.

Spillet sælger også sig selv på at have store, sammenflettede historier, men denne forbindelse synes at udeblive til trods for, at jeg ledte med lys og lygte. Jeg kunne finde en masse spændende enkeltstående fortællinger, med flere udviklende narrativer, men jeg mangler den fælles tråd - en hovedhistorie - der binder hele oplevelsen sammen. Det er imponerende så meget arbejde, der lagt i hvert af de otte meget forskellige karakterfortællinger, og derfor finder jeg det direkte bizart, at der ikke er en samlende fortælling for dem alle otte. Det virker til tider som om det simpelthen er en forglemmelse, mere end et bevidst valg.

De tre hovedforfattere har tydeligvis, og med rette, været dybt begravet i de otte enkeltstående fortællinger. Her findes dybde, karakterudvikling fra første anslag, og en sjælden adspredelse og ligevægt mellem den klassiske, voldsomme, tragiske heltehistorie, som om den faldne ridder Olberic, og den lille, intime fortælling, som om den handelsrejsende Tresse. Jeg er glad for at Octopath Traveler indser at ikke alting behøver at være drager, dæmoner, liv og død. Her er plads til den mere mundane, ordinære fortælling, der selvfølgelig har sine prøvelser og udfordringer. Ligeså har mange af de mindre fortællinger flere kapitler. Jeg genvandt et drageæg en lille pige havde mistet, hvorpå hun fortalte mig, at hun ville finde en gammel lærd, der vidste noget om drager. Senere hen mødte jeg hende igen, og skulle hjælpe hende med at finde denne person. Derefter spurtede hun videre, og jeg genfandt hende i en tredje by, længere inde i spillet. Denne form for progressiv narrativ er enormt spændende, og det er tydeligt, at forfatterne ved, hvordan den anvendes godt. At det hele så bliver brugt på uafhængige fortællinger, er mig en gåde.

Acquire og Square Enix forsøger sig med noget samspil mellem karakterenerne, i form af noget rejsesnak mellem hver især, under de forskellige kapitler af personernes historie. Formålet er tydeligt at give en form for sammenhæng og sammenkobling, men det kommer bare på de forkerte tidspunkter. Det giver liv, men bare ikke det liv som der ønskes. For eksempel, så havde Olberic lige en kort kommentar om at gruppen blev udspioneret, efter jeg havde gennemført kapitel 2 i Cyrus' historie. Ophilia havde et par varme ord om Cyrus' selv da kapitlet gik i gang. Jeg regner med at holdsammensætningen afgiver andre former for dialog, hvilket spiller ind i genpilningsværdien, men knap så meget den udeblivende fælles fortælling.

Her står og falder Octopath Traveler ved sit eget skjold. I optakten til spillet, har der været meget talt med store ord om, hvor historie-drevet spillet er, og hvordan det fortællermæssige er det absolut bærende element. Når jeg så efter allerede første baggrundshistorie taber tråden, kan jeg ikke andet end at ryste på hovedet. For at finde og indlemme de resterende syv personer i din fortælling, forefindes ikke en decideret fortælling i spillet. Det er spillet selv, der giver dig et vink med en vognstang, uden for fortællingens rammer, og det er ret billigt. Der er umiddelbart ingen sammenhæng mellem at starte som Cyrus, som jeg gjorde, og så rejse videre og indlemme Ophilia i din gruppe. Absolut ingen, andet end et hint spillet selv hengiver. Efter omkring 20 timer, har spillet samlet brikkerne nogenlunde op, men udgangspunkt er bare så tyndt.

Alt i alt, må dommen falde på at Octopath Traveler ikke er den diamond in the rough som jeg selv og mange andre, havde håbet på. Det er et yderst velslebet, flot præsenteret, indrammet kul-smykke. Flot som det er, skinnende i solens stråler, er det stadig blot et stykke kul, som mangler vægten og trykket for endelig at blive en diamant. Jeg vil så synderligt gerne oprigtigt kampelske denne spiloplevelse, men når de rosenrøde linser løftes, snubler Octopath Traveler alligevel ved målstregen. Endnu mere spektakulært, når udviklerne allerede har afsløret at Octopath Traveler er helt og så aldeles færdigt spil, og der ikke kommer nogle udvidelser eller ekstra indhold i fremtiden. I sig selv er det dejlig annoncering, men i den store helhed, ærgelig. Som sagt, jeg er solgt på tilbuddet, men ikke på den fulde pris. Derfor kan jeg alligevel anbefale det til enhver der ønsker en gennemført tidsrejse på deres Nintendo-konsol, og enhver der higer efter de klassiske JRPG-spil som Breath of Fire, Chrono Trigger og, ikke mindst, Final Fantasy. Det lykkedes i det mindste.