Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Guitar Hero

Guitar Hero

Sving spaden og bliv virtuel rockstjerne på din PlayStation 2. Nielsen har kastet sig over Harmonix' seneste rytme-spil...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Du kender det godt, ikke? Sangen, der gang på gang kan få en eksplosion af en koncert til at afvikle sig i hovedet på dig. Sangen, der får dig til at droppe alle hæmninger og sprænge ud i en retfærdiggørende omgang hæmningsløs luftguitar, som om du i et par få skæbnesvangre sekunder var centrum for universet. Lige som vi troede, vi havde set det hele i konsolverdenen, er det nu lykkedes den amerikanske udvikler Harmonix, at oversætte denne luftguitars begejstring til spilform på PlayStation 2, og her på redaktionen har begejstringen de sidste uger, ingen ende ville tage.

Det reservers oftest til de mest sagnomspundne titler, at kunne forstumme redaktionen, men udviklingsholdet har forstået, at det at være rockstjerne, handler mindst ligeså meget om attitude, som det gør om musikken. Det, der møder dine øjne, når du første gang ser Guitar Hero-indpakningen, er alt andet end normalt og et studie i, hvordan flere udviklere burde lancere deres spil.

En uimodståelig kulsort, aflang kasse, der mest af alt minder om et miniputguitar-etui, med et flammeomgivet Guitar Hero-logo, kan tage pusten fra selv den mest hårdføre gamer, men bedre bliver det, når kassen åbnes. Med fem forskellige knapper til den ene hånd, en slags kontakt som udgør det for strenge, samt en whammybar som tonerne kan vrides, til den anden hånd, byder kassen på det tætteste, noget spil endnu er kommet på at tilbyde en rigtig guitar. Men det er ikke alt, for som prikket over i’et er der også vedlagt et ophæng, så guitaren kan hænge på skulderen, mens du spiller, samt rockklistermærker, som du kan personliggøre spaden med. Guitaren kan som standard, måske ligne noget fra den nærmeste legetøjsbutik, men så snart du har sat dit personlige præg på den, samt lært spillets basiselementer, er alt dét længe glemt.

Med guitaren hængende over skulderen, vælger du dit alter ego i spillet, som består af stereotypisk sammensatte figurer, som hver især repræsenterer forskellige tiders opfattelse af, hvad rockmusik indebærer. Inden du springer ud i livet som virtuel rockstjerne, bør du dog gøre dig selv den tjeneste at gå spillets tutorial igennem, for der vil ganske sikkert være en masse at lære.

Dette er en annonce:

Navnet Harmonix vil muligvis få små klokker til at ringe hos inkarnerede læsere af Gamereactor, for det er den samme udvikler, som tidligere stod bag de fantastiske spil Frequency og Amplitude. Selvom ikke alle delte begejstringen for spillene, var formålet med de to spil, også at give dig mulighed for selv at stykke musik sammen i spilform. Gameplayet i Guitar Hero er en simplificeret version af det der var at finde i de tidligere spil, men tilpasset den nye guitar-kontroller, som giver en helt ny oplevelse.

Hvert musiknummer er fordelt over fem forskellige spor, som hver repræsenteres af en af de fem knapper som er dedikeret til spillerens ene hånd på guitaren. Både sporene og knapperne er farvekodet, så du aldrig er i tvivl om, hvor du skal trykke, selvom sværhedsgraden hurtigt kommer til at kræve, at du kender dem udenad. Sporene begynder herefter at sende små cirkler af sted mod spilleren, som hver især repræsenterer, hvilken knap spilleren skal holde nede og hvornår man skal stryge streng-kontakten. Gøres det rigtigt, fungerer hver cirkel som en tone, og med korrekt timing er man inden længe i gang med at spille det valgte nummer. Spilsystemet kan lyde meget forvirrende, men læres i praksis i løbet af ganske kort tid.

Ligesom med Harmonix’ tidligere spil, er det netop det lettilgængelige gameplay, kombineret med følelsen af reelt at spille på et instrument, der gør det hele så pokkers fængende. Hvor du starter stille og roligt ud med simple knapkombinationer og ikke særligt mange cirkler på hvert spor, vil du selv om et års tid kunne perfektionere dit spil på de højere sværhedsgrader, hvor alle fem spor bliver taget i brug, samtidig med at spillet hensynsløst kaster stimevis af noder efter dig. Samtidig er der et utal af forskellige teknikker at lære, ikke mindst spillets bonusmode, der aktiveres på genial vis, ved at holde guitaren lodret i luften, mens man spiller videre.

Udbuddet af forskellige musiknumre er med vilje spredt ud over alt fra blød rock, firser-hits, halvfemser-metal og nutidig hårdrock, for at alle kan være med, og dette er faktisk spillets eneste reelle akilleshæl. Jeg havde f.eks. enormt svært ved at engagere mig i de baner, hvor musikken ikke sagde mig noget, og bruger dem egentlig kun som træningsbaner. Derimod kan jeg ikke sidde stille, når Tom Morrellos guitarspor fra Audioslaves Cochise skal efterlignes, og det er i disse øjeblikke, at Guitar Hero viser sig fra sin bedste side og hæver sig over størstedelen af de andre genrelignende musikspil.

Dette er en annonce:

Harmonix er en udvikler, der allerede forinden Guitar Hero, havde gjort mere for at innovere og åbne genren, end størstedelen af alle andre udviklere - og de har med deres nyeste udspil overgået sig selv. Vi har aldrig før oplevet en udvikler, der i den grad har forstået at musikspil-genren, ikke kun handler om at give spilleren et godt spil, men en musikalsk oplevelse, der lader dig tro, at du rent faktisk er en musikstjerne. Med guitaren i hånden og det rigtige musiknummer valgt, er det svært ikke at forsvinde i den verden, jeg, og en masse andre, er forsvundet ind i, de mange gange den har stået på en følelsesladet omgang luftguitar.

Alt fra den sublime indpakning med de mange detaljer, til det hurtigt lærte men fængende gameplay, fortjener ros, og kan du affinde dig med, at det højst sandsynligt ikke er alle musiknumrene, der vil falde i den smag, bydes her på en ganske unik spiloplevelse.

Guitar HeroGuitar HeroGuitar HeroGuitar Hero
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fængende og langtidsholdbart gameplay. Fantastisk kontroller. Unik spiloplevelse.
-
For varieret jukeboks for nogle.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

0
Guitar HeroScore

Guitar Hero

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Nielsen

Sving spaden og bliv virtuel rockstjerne på din PlayStation 2. Nielsen har kastet sig over Harmonix' seneste rytme-spil...



Indlæser mere indhold