Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Lego The Incredibles

Lego The Incredibles

Endnu et charmerende Lego-spil i rækken, der ikke helt kan leve op til sit navn.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Et Lego-spil er kun så stærkt, som spillerens kærlighed til franchisen den bygger på. Efter at have iklædt sig i alt fra Star Wars og Indiana Jones til Batman og Harry Potter, har du sikkert allerede en ret god fornemmelse for, hvordan Lego The Incredibles fungerer. Og det er da også uden de store forandringer til formlen, at Lego nu bygger sig selv som familien Parr og resten af det utrolige univers. Lego-spillene er siden Lego Star Wars blevet større i omfang, men glæden i spillene har altid været den samme.

En glæde der bunder i udvalget af karaktererne. Hvor andre spil må begrænse sig til én, måske to karakterer, så lider Lego-spillene ikke rigtigt under for den lov. Selv om Square Enix har et stort Avengers-spil i produktion, så er det de færreste iblandt os, der tror på, at vi kommer til at spille som hele holdet. Det ville være næsten umuligt at designe, hvis alle karakterne skulle have deres egne animationer og forskellig kampstile. Lego-spillene går ikke op i den variation; jo, der er forskel på, hvorvidt man spiller en karakter som Frozone eller Mr. Incredible, men i sidste ende så slår alle karakterne på firkant, hopper på kryds og gør noget specielt på cirkel. Og det er nok; for glæden kommer ikke ved dybden i gameplayet, men i muligheden for at spille som alle karakterne. Både dem man kender og dem man aldrig har hørt om.

Lego The Incredibles
Lego The IncrediblesLego The IncrediblesLego The Incredibles
Dette er en annonce:

Der er ingen tvivl om, at der er nogle universer, der håndterer Lego-versionen bedre end andre. Hvor Star Wars og Marvel har utallige film at læne sig op af - og derfor også et endnu større udvalg af helte og skurke - er der andre, der ikke håndterer overgangen lige så effektivt. Nogle universer har bare ikke så stort et udvalg af karakterer at lege med, og når man først har indsamlet alle de åbenlyse hovedroller, så er der kun baggrundskarakterer tilbage. Jeg tror, det var de færreste - selv af de største fans i fanbasen - der var glade for at spille som Park Ranger #3 i Lego Jurassic World. Et problem som Lego The Incredibles let kunne have løbet ind i, da Traveller's Tales kun har to film at læne sig op af. Et problem de dog også løser, ved at åbne op for andre Pixar-karakterer som Dory fra Find Nemo. Med 113 karakterer, er der nok at holde sig beskæftiget med, da man har lyst til at finde dem alle. Og spillet fortæller dig hele tiden, hvor mange karakterer du har og hvor mange du mangler.

Det er endnu en ting, som Traveller's Tales er ved at blive mestre i; de tæller størstedelen af aktiviteterne man laver, og holder spilleren opdateret med, hvor langt man er. Tæsker du nogle onde Lego-brikker, på din vej rundt i byen? Spillet fortæller dig, hvor mange lignende grupper der er tilbage. Smadrer du et bestemt objekt? Spillet fortæller dig, hvor mange der er tilbage. Man får lyst til at rydde op i byen - ikke kun for skurke, men for alt der kan smadres og samles igen.

Derudover skal jeg ikke overse glæden i at spille det igennem med en ven. Det er blevet et forventet aspekt af Lego-spil, at man kan spille det med en ven, men derfor er det stadig vigtigt at rose. Med co-op du kan hoppe glidende ind og ud af, et stort udvalg af karakterer og endda en håndfuld der kan lave speciel-angreb sammen, så er der nok underholdning til mange timer.

Især for de små. Lego The Incredibles er - vanen tro - et let spil. Du kan ikke dø. Du kan gå i stykker blot for at blive samlet få sekunder senere. Der er ikke en Game Over-skærm, kun fremgang, eksplosive farver og godt humør. Banerne ligner også langt hen af vejen hinanden; der er en gåde - gerne noget der skal slås i stykker for derefter at samles som noget nyt - nogle fjender der skal ødelægges og sådan fortsætter det. Men det handler i større grad om, hvor banerne foregår henne. Det er lokationerne man kender fra filmene. Her er det selvfølgelig et lille skår i glæden, at De Utrolige 2 ikke er kommet til de danske breddegrader endnu, og ikke vil gøre det i to måneder, hvorfor jeg vil anbefale, at man venter med at købe spillet til man har set filmen. Der var flere karakterer, jeg ikke kendte, og spillet bruger ikke tid på at introducerer dem; det formoder du kender dem allerede. Kan du ikke vente med at spille det, skal du dog ikke være bange for slemme spoilers; du skal mere være bange for ikke at forstå alle jokes.

Dette er en annonce:
Lego The Incredibles

Et Lego-spil er kun så stærkt, som spillerens kærlighed til franchisen den bygger på. Derfor er det oplagt, at bygge på The Incredibles, for her er der noget alle aldersgrupper kan elske. De små energifulgte drenge og piger ønsker at løbe hurtigt ligesom Dash, teenagerne vil kunne relatere til Violets problemer med at føle sig anderledes og akavet, mens mange voksne kan relatere til Helens forsøg på at holde familien samlet og Bobs forsøg på at have et liv udover familien. Hvis et Lego-spil kun er lige så stærkt som franchisen det bygger på, så er Lego The Incredibles et ret stærkt spil.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Charmerende åben verden, lokal multiplayer, stort udvalg af karakterer fra Pixar-verdenerne
-
Savner variation til formlen
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold