Sushi Striker: The Way of Sushido

Der er noget specielt ved at træne dyr til at kæmpe for dig. Pokémon er det altoverskyggende bevis på den påstand, men også Ni no Kuni: Wrath of the White Witch og utallige andre titler gjort brug af formlen. I Sushi Striker får du hurtigt din egen Sushi Sprite, og så gælder det ellers om at kaste tallerkener i hovedet på modstanderne, nyde de charmerende cut-scenes og finde nye sprites der kan hjælpe dig på din rejse. Det lyder anderledes og innovativt, men det ender hurtigt som en farverig, men kedelig tur.

Sushi Striker: The Way of Sushido er godt klar over, at historien er åndsvag. Der er ikke flere fisk tilbage i havet, hvilket man må formode, vil skabe nogle større kriser i økosystemet, men Sushi Striker beskæftiger sig kun med én krise: ikke er mere sushi. Heldigvis er der sushi sprites, der kan fremkalde sushi ud af ingenting, hvilket kunne betyde mætte maver for hele landsbyen, hvis det ikke var fordi, imperiet havde gjort sushi ulovligt. Ja, historien er ikke uden et glimt i øjet, men det tillader heldigvis karakterne at være lige så skæve og mærkelige som verdenen de befinder sig i. Især skurkene er underholdende bekendtskaber, der alle er overdrevent klichéfulde til det humoristiske punkt. Det samme kan dog ikke siges om hovedrollen; du har valget mellem en dreng og en pige i begyndelsen, og her valgte jeg pigen. En beslutning jeg brugte de efterfølgende timer med at fortryde. Med hendes lyse stemme og råbende personlighed, havde jeg hurtigt lyst til at skrue ned for spillet når hun talte, og op igen når sidekarakterer trådte ind på skærmen. Jeg ved ikke, om den mandlige hovedperson er bedre, men jeg ved, at det ikke er muligt at skifte undervejs.

Det skal dog ikke fjerne fokus fra de charmerende anime cut-scenes. Cut-scenes der faktisk er overraskende mange af i løbet af spillets historie. Fulde af personlighed ligner de det bedste fra en underholdende tegneserie, man fulgte med i som barn. Det er dog desværre ikke hele historien der bliver fortalt sådan, og når budgettet alligevel ikke har været til de flotte scener, begrænser spillet sig modsat til stillestående samtaler, der tager alt blæsten ud af fortællingen. Her mistede Sushi Striker mig hurtigt, og jeg endte med at trykke hurtigt forbi samtalerne, så jeg kunne ankomme til næste kamp.

Og sikke et kampsystem. Jeg vil ikke gå linen ud og kalde det godt, men jeg tør godt kalde det anderledes. Sushi stryger over skærmen i flere rækker, som stod du i den ultimative running sushi restaurant, og så gælder det bare om at sammensætte tallerkener i samme farver. Når du har sammensat en god bunke, kan du kaste dem efter modstanderen - som ligeledes gør det samme mod dig. Anderledes? Ja. Sjovt? Et stykke hen af vejen. Spillet får effektivt tilføjet nye niveauer til systemet, hvor nye sushi sprites, der alle kommer med en unik evne, er et fornuftigt tiltag, men jeg endte hurtigt med at blive træt af kampene. De er korte og intense, men formår alligevel at blive for lange og kedelige efter et stykke tid.

Og det er også der hele oplevelsen falder. Sushi Striker er højtråbende, anderledes og farverigt, men det ender hurtigt med at skille sig ud på de forkerte punkter. Den højtråbende hovedperson bliver hurtigt irriterende, den farverige stil er ikke nok til at holde spillerens opmærksomhed til enden, og selv om Sushi Striker er anderledes, så er det ikke nødvendigvis bedre. Man kan kun kaste sushi-tallerkener i hovedet på sin modstander i et stykke tid, før også det bliver kedeligt.