Vampyr

Mens mange monstre kommer og går har vampyren siden sit indtog på den litterære scene i 1800-tallet i den grad bidt sig fast i populærkulturen, hvilket væsenets udødelige natur taget i betragtning vel egentlig er meget passende. Det er derudover også meget forståeligt, for i modsætning til tidens mest populære monster, zombien, er vampyren ikke bare en genstand hvorigennem vi kan undersøge og reflektere over vores egen menneskelighed, men i sig selv en interessant skabning. En stor del af vampyrens dybde og holdbarhed kommer fra dens iboende dualitet. Menneske eller monster? Død eller levende? Frastødende eller tiltrækkende? Vampyren har ofte et ben i hver lejr, og ved at trække den mod den ene eller anden pol, er der utallige muligheder for at skræddersy ens blodsuger, hvilket i populærkulturen har resulteret i meget forskellige inkarnationer - der er immervæk langt fra From Dusk till Dawns blodtørstige monstre til Twilights hjerteknusere. Dualiteten er også en kvalitet, der gør vampyren til en noget nær perfekt spilprotagonist i titler, der fokuserer på valg, men på trods af dette, har der faktisk været relativt få spil, der virkelig udnytter denne karakteregenskab.

Netop derfor lander Dontnod Entertainments nyeste titel på et virkelig tørt sted. Efter at have hensat sine to første titler til fremtidens Paris (Remember Me) og nutidens Oregon (Life is Strange) har den parisiske udvikler flyttet handlingen til London og rejst præcis 100 år tilbage i tiden. Her møder vi vores hovedperson, Jonathan Reid, en berømt blodspecialist, der netop er hjemvendt fra 1. Verdenskrigs slagmarker blot for at erfare, at hans hjemby er blevet forvandlet til et helvedeslandskab tynget af krigen, den spanske syge, og det der er værre. Det hjælper heller ikke ligefrem på Jonathans humør, at en ukendt vampyr har forvandlet ham, så han uforvarende har drænet sin egen søster. Det er et solidt udgangspunkt, som sender Jonathan på jagt efter svar i spillets særdeles dystre version af London. Og det er netop dette opklaringsarbejde, der åbner op for det mest bemærkelsesværdige aspekt ved spillet.

I sin grundform er Vampyr nemlig et temmelig traditionelt action-rpg, men bagved kører der en form for social simulator, hvor hvert distrikt har sit eget menneskelige øko-system, som du naturligvis kan påvirke i kraft af dit virke som enten læge eller vampyr. Vælger du at agere som helende læge og helbrede de syge borgere, bliver spillets distrikter mere stabile, og der er fri adgang til at handle med entreprenante borgere. Ulempen ved ikke at give efter for sine blodhungrende behov er, at du går glip af en massiv mængde erfaringspoint, der naturligvis kan benyttes til at opgradere Jonathans offensive og defensive evner og dermed gøre kampene lettere. Ulempen ved at mæske sig i sine medborgeres blod er til gengæld, at distrikterne risikerer at ryge i kaotiske tilstande, hvor borgerne er fjendtlige og butikkerne utilgængelige. Dertil kommer naturligvis de samvittighedsmæssige kvaler et sådant blodbad vil påføre de mere dydigt anlagte. For de af os der hverken er fromme lam eller blodtørstige monstre, er en mere afmålt tilgang vejen frem. Ved at snakke med de forskellige borgere kan du nemlig opnå viden om dem og dermed afgøre, hvem der fortjener at leve eller dø.

Som mit første offer valgte jeg for eksempel en krigsveteran med stærke kroniske smerter. Han er nok et bedre sted nu, bildte jeg mig selv ind, mens jeg tørrede blodet væk fra mundvigen og spankulerede tilbage til de andre patienter. På den måde spiller dialogsystemet sammen med den sociale simulator, hvilket er en god idé, der i praksis desværre medfører en del kedelige rutinesamtaler. For der er nemlig den krølle på halen, at jo mere du ved om dit offer, des mere erfaring giver det nemlig, når du lader dine hugtænder tale dødens sprog. Information om en person fås både gennem at snakke med vedkommende men også med distriktets andre borgere. På den positive side løfter det sløret for nogle interessante sidehistorier, men dialogen og præsentationen er ikke altid stærk nok til at holde kedsomheden tilbage. Mere spændende er de uforudsete konsekvenser, det kan have at tage et liv. For eksempel resulterede mit mord på krigsveteranen i, at en gruppe vampyrjægere bortførte en sindsforvirret patient, de havde mistænkt for at være vampyr. Tynget af dårlig samvittighed måtte jeg haste til deres tilholdssted for at komme hende til undsætning ved at slagte jægerne. Det er i situationer som dette, at Vampyr virkelig lever, men desværre bliver den sociale simulator ofte tynget af mikrostyring som for eksempel at haste rundt og uddele medicin til de syge for at opretholde et (nogenlunde) sundt og velfungerende distrikt. Omvendt kan man jo bare lade det hele gå amok, men det strider mod Jonathans karaktertegning, og så føles det også lidt mærkeligt at ignorere et af spillets største fokusområder fuldstændig.

Ud over de halv-emergente sidehistorier, der opstår som følge af økosystemet, er der naturligvis også en hovedhistorie, der tager udgangspunkt i Jonathans førnævnte søgen efter sin skaber og hans arbejde med at finde en kur mod epidemien. Det er en saftig omgang, der tjekker mange klassiske bokse af som for eksempel altomfavnende konspirationer, hemmelige samfund og den gådefulde femme fatale, og naturligvis, fristes jeg til at sige, bliver spørgsmålet om, hvem der er de egentlige monstre også behandlet. Samtidig kan det klasseopdelte London sagtens ses som en allegori over Europas nuværende udfordringer i forhold til flygtninge. Det er altid velkomment, når spil tør kommentere på vores samfund, men Jonathan er for tungsindig og tør en protoganist og meget af spillets dialog for kunstfærdigt alvorstung til, at det bliver rigtig medrivende. Når Jonathan med højstemt patos fyrer sætninger af som "we are Darwin's next chapter. His cynical and sometimes awkward expression", er det lige før, at man selv kan mærke pinden oppe bagi. Jeg kan godt lide dystre spil, der tager sig selv temmelig seriøst, men det kammer altså en smule over i Vampyr. Visuelt bliver den dystre linje videreført med den nok hidtil mest trøstesløse udgave af den engelske hovedstad i spilform. Men hvor dialogen ofte bliver tungsindig, er afbildningen af London stemningsfuld og dragende. Teknisk er det ganske vist tydeligt, at budgettet er et stykke under AAA-niveau, men der er kælet for detaljerne i byens gader og huse, omend variationen i miljøerne er til at overse.

Selvom Vampyr lægger vægt på spillerens egne valg, er det umuligt at komme udenom en betragtelig mængde fysiske konfrontationer med vampyrjægere, primitive vampyrer ved navn skaals og andre lede skabninger. I det Witcher-lignende kampsystem er det muligt udstyre Jonathan med et våben i hver hånd eller ét enkelt tohåndsvåben. Vælger du det første, er der en knap til hvert våben, hvor det ene giver normal skade, mens det andet for eksempel kan give stun eller tappe blod fra modstanderen, hvilket er gavnligt, da blod essentielt set er dine magipoint og dermed bruges til at aktivere Jonathans opgradérbare og særdeles brugbare offensive og defensive kræfter. Ud over magipointene har du en helbreds- og staminabar, hvor sidstnævnte drænes ved brug af angreb og undvigende manøvrer. Det er et rimelig traditionelt system, som aldrig bliver rigtig interessant, hvilket dels skyldes, at angreb med både våben og kræfter audiovisuelt føles tamme, selv når de bliver opgraderet, samt, at spillets modstandere er relativt ensformige at kæmpe imod.

Vampyrjægerne holder med deres forskellige klasser dig lidt på tæerne, og sent i spillet introduceres der også et par andre fjendetyper, som dog læner sig tæt op ad det, du allerede har været oppe imod. Med jævne mellemrum drysser Vampyr lidt krydderi på oplevelsen i form af bosskampe, men de er desværre også temmelig fattige på variation. Det mest nervepirrende ved dem er faktisk udsigten til den absurd lange loading-tid, et dødsfald udløser. Spillet trækker også på CD Projekt Reds nyklassiske serie ved at inkludere vampyrsanser, hvormed du kan spore venner og fjender gennem deres blod og aflure dine modstanderes svagheder, så du på forhånd kan vælge den rette strategi. Jeg har aldrig været en stor tilhænger af denne mekanik, da den ofte er overfladisk og trækker et ucharmerende visuelt filter ned over spillet, og desværre er begge dele da også tilfældet her.

Med Vampyr har Dontnod efter den vellykkede nedskalering Life is Strange, igen skruet op for ambitionsniveauet, men for at bruge en velkendt kliché, er det som om, at den ekstra vægt tynger dem og Vampyr. Idéen om at lade spilleren udleve en klassisk vampyrfantasi i en social simulator med et komplekst øko-system er virkelig frisk, men spillet bliver forrådt af middelmådige kampe, man ikke kan fravælge, og et dialogsystem, hvor der alt for sjældent er noget på spil. Jeg tror mange, undertegnede inkluderet, havde regnet med, at historien skulle trække læsset, men til trods for et på mange måder spændende plot, er den næsten grinagtigt pompøse og selvhøjtidelige tone med til at skabe distance til de ellers medrivende udviklinger. Jeg vil dog anbefale interesserede at give Vampyr et skud, for det har mere mod og hjerte end de fleste AAA-titler, og selvom Dontnod ikke formår at lykkes med alle sine ideer, lægger Vampyr et spændende fundament, de meget gerne må bygge videre på i fremtiden.