Resident Evil 4

Med håndfladerne badet i sved og kun et magasin tilbage, styrer jeg Leon ned ad trappen og ind i mørket. Kun en svag messen høres langt væk. De første forsigtige skridt ind på borgen, kan også blive de sidste. Jeg får Leon til at åbne døren og får et mindre chok, da en kutteklædt munk med en massiv morgenstjerne, stavrer hen mod ham og svinger den. Et par slag senere ligger Leon på gulvet... død. På den igen.

Resident Evil 4 er allerede udkommet til GameCube, og den version kan trække en hel del mere på den grafiske side. Efter sigende - jeg har ikke set GameCube-udgaven - er den milevidt foran PS2-versionen, så bemærkes det altså ikke af andre end GC-ejerne, som sjovt nok ikke skal have PS2-versionen. I øvrigt er PS2-versionen mere end rigeligt for at få min indre grafik-dæmon til at juble. Nogle af sekvenserne inde i spillet kan godt virke lidt hakkende, men introen er bare helt i top og viser Leon, komplet med drengeband-frisure, lænet op ad vinduet på bagsædet af en bil, der drøner gennem en ukendt spansk skov. Han læner sin drengeband-frisure op ad vinduet og jeg ser de triste omgivelser suse forbi, mens man kan ane hans refleksion i bilruden. Det er en lille ting, men det tager i den grad kegler.

Helten i denne udgave af Resident Evil er Leon S. Kennedy, som var den ene af to hovedrolleindehavere i RE2, et spil, de fleste nok kender fra PSOne-dagene. Dengang fulgte vi ham på sin første arbejdsdag i Racoon City Police Department. Sjovt nok den samme dag, hvor The Umbrella Corporation slap deres biologiske våben T-virus løs mod den intetanende lokalbefolkning. Siden toeren er Leon holdt op i Racoon Police Department og blevet en del af en specialenhed i en hemmelig efterretningstjeneste, der kun står under præsidentens kontrol. Og så er det ellers af sted, ud i en blanding mellem en action-, gyser og en splatterfilm.

Amerikas præsident har nemlig en datter, som er blevet kidnappet, mens hun var på vej til universitetet. Efterretningstjenesten har hørt, at hun måske befinder sig i en fjerntliggende spansk landsby. Det skal Leon undersøge. Med sig har han to spanske betjente, som ikke er meget for at stige ud af bilen, men det er også mindre vigtigt, for de bliver hurtigt bliver smidt på et bål - og så er det ellers åben jagtsæson på zombier i den lille by. Hvis jeg skal være helt præcis, så er byboerne ikke zombier, men mennesker, der er inficeret med en ny virus, hvilket gør, at de betingelsesløst underkaster sig deres herre og følger hans mindste vink. Men heldigvis behøver jeg ikke være mere præcis, for historien er ret tåget og bliver fortalt gennem forskellige noter og memoer, som Leon finder. Der skal også et gensyn med Ada Wong til, for at få enderne til at hænge sammen. Men det er ikke så vigtigt, for det er dig, der spiller hovedrollen i den her film, du er Jason, og du er med i Night of the Living Dead - og så er det bare fuld fart frem og nakke løs.

Gameplayet er i denne udgave er faktisk endnu mere afvekslende end i de tidligere spil. Det skyldes langt hen ad vejen, at der er gjort mere ud af bosserne, der, som stavrende statuer, angriber dig på de mest opfindsomme måder. I RE4 skifter man hele tiden mellem vilde monsterbølger, langsomme gådeløsningsdele, præcisions-skydningsopgaver og fede bosser. Alt sammen pakket ind i en enormt uhyggelig atmosfære, der får alle dine nerver til at stå på enden og giver dig en fornemmelse af, at det hele snart er slut. I starten var jeg lige ved at falde ned af sofaen, når en af zombierne begyndte at gå i min retning. Der er dog kommet mere skub i dem i RE4 end i tidligere spil. Når de kommer slæbende frem mod dig, er det som om de kan slå turbo til, så de pludselig er helt oppe i ansigtet på dig. Det slår dig måske ikke ud af fatning, men det kræver lidt mere af sigte-kunsten, for nu haster det pludselig.

Våbnene i RE4 er dem, vi kender så godt, bare med mere punch. Der er 9mm pistoler, pump-guns og mini maskinpistoler. Der er også muligheden for at både købe nye våben og opgradere dem et utal af gange, hvilket virkelig giver stor variation. Det er herligt pludseligt at kunne lade hurtigere eller have flere kugler i kammeret, når de satans bæster stikker næsen for langt frem. Men geværet bliver nok ved med at være mit favoritvåben. Der er bare ikke noget, der kan sammenlignes med at skyde hovedet af et af de der stavrende lig og se en kaskade af blod fosse lige op i luften, før han falder på knæ og går i opløsning foran ens øjne

Ud over alt det indhold, der naturligvis var i GameCube-udgaven, så er der også kommet noget nyt til på PlayStation 2. Separate Ways er et ca. fem timer langt ekstra eventyr med Ada Wong i hovedrollen (og nej det er ikke mini-eventyret fra GC). Her får du muligheden for at få et dybere indblik i, hvad tøsen laver, når du ikke lige støder på hende i de mørke gange på slottet og i byen. Det er utroligt velskrevet, og er uden tvivl et kæmpe plus for enhver PS2-ejer. Derudover rummer spillet det såkaldte laservåben P.R.L. 412, der ikke ligefrem er andet end en tandløs omgang sludder. Jeg har virkelig ikke brugt det mere end et par gange. Til gengæld understøtter spillet widescreen-fjernsyn og på et LCD-fjernsyn med et rigtigt scart-kabel, er det ikke til at holde ud - Resident Evil 4 er blødende smukt.

Til sidst kunne man spørge sig selv, om man ikke har set det hele før. Og jo, det er et Resident Evil-spil, der i store træk er ligesom de andre Resident Evil-spil. Historien er alt for tåget til at blive taget alvorligt, alle heltene ser ud som popstjerner, der er på vej til en Pepsi-reklame osv. Men Resident Evil 4 holder sig til det, der virker, og har pakket det ind i en afvekslende gaveæske fuld af fremdrift og overraskelser. Og først og fremmest forbliver Resident Evil 4 fra start til slut et meget, meget uhyggeligt spil. Og sådan skal det være.

Enhver PS2-ejer bør pille det her ned fra hylden og høvle hjemad i en herrens fart. GameCube-udgaven er pænere og noget af atmosfæren, en ting der er himmelråbende vigtig i netop Resident Evil 4, går tabt i konverteringen. Tågen er mindre tåget, figurerne en smule mere rigide og dybden i landskaberne mindre, men det rokker ikke ved det faktum, at Capcoms gyserspil er strålende underholdning - også på PlayStation 2.