F.E.A.R.

Jeg når ikke længere end et par meter ind i rummet, før fem fjendtlige soldater åbner ild. Et dødstille, øde lagerlokale forvandles pludselig til en slagmark. Det dystre rum tapetseres med tusindvis af bittesmå partikler, ild, røg og tomme patronhylstre. Den nærmeste betonvæg males rød i blod. Hvert eneste sekund føles som en evighed, hvert skud som et langsomt, dunkende hjerteslag. Sindet er så skarpt som det kan være og nerverne hænger uden på tøjet.

Fear hiver fat i hele mit følelsesregister af nysgerrighed, gru, afsky, forvirring, glæde og forundring. Resultatet er en splittet følelse af forhåbninger og fortvivlelse blandet med decideret opkørthed og nervøsitet. Det grænser til abstinenser. Det er med stor sorg, at jeg efter elleve uhørt intensive spiltimer indser, at det helt vidunderlige mareridt er ved at være ovre. For Fear er et spil, jeg hader at elske. Et spil, jeg bilder mig selv ind, jeg ikke skal spille, men som alligevel er et løfte jeg kommer til at bryde.

Åbningssekvensen i Fear fortæller om en tophemmelig karantæne, et blodigt gidseldrama og en ret omfattende katastrofe. Et forskningscenter indtages af en uidentificeret specialstyrke, gidslerne henrettes og kravene forbliver uklare. Hærens antiterrorstyrker sendes naturligvis af sted, men mændene slagtes brutalt af en ukendt kraft. Beretninger fra en af de få overlevende er en usammenhængende historie om, hvordan soldaterne tappes for blod og om, hvordan en lille pige, badet i blod, er til stede ved alle mordene. Regeringen indkalder herefter Fear, en hemmelighedsstemplet afdeling af det amerikanske forsvar, der får til opgave at neutralisere og stabilisere den usædvanlige situation. Som spiller tager du styringen over nybegynderen i korpset, der kun lige er landet på sine fødder og nu sendes ind sammen med resten af holdet for at finde ud af, hvad der egentlig er sket.

Den letteste måde at beskrive Fear på, er egentlig bare at sige, at det er én stor, velsmagende actioncocktail. Helt geniale dele fra de seneste fire års mange spilsucceser er blandet sammen til et festfyrværkeri af helt fantastisk underholdningsvold. En teske Halo, en knivspids Half-Life 2, et par håndfulde Max Payne, en spiseske The Chronicles of Riddick og et skvæt Soldier of Fortune, er blevet rørt sammen og tilsat en dosis asiatisk skrækfilm. Den lille pige fører tankerne hen på gyserfilmen The Ring, og Monolith blander effektivt angstfremkaldende mareridt med pludselige overraskelser. Blandingen er brillant.

Fear er ikke nyskabende, innovativt eller banebrydende på nogen måde, og udgiver sig heller for at være det. I stedet er det de sammenblandede elementer, der gør det så unikt. At skyde sig frem gennem ødelagte kontorlokaler bliver en afhængighed. Hver skudveksling er forskellig, præget af variation og du opfordres hele tiden til at bruge din fantasi. Ildkampene er nogle af de mest voldsomme og intensive nogensinde i et actionspil, så længe vi ser bort fra de nærmest hysterisk morsomme af slagsen fra f.eks. Serious Sam eller Painkiller.

Nej, i Fear findes der en vældig gennemført strategisk dybde, der i samspil med fysikken og frem for alt den audiovisuelle eksplosivitet, giver spillet en yderst frisk dynamik, der hele tiden veksler mellem idiotforceringen og generel taktisk forsigtighed. Alt efter hvordan du vælger vejen frem, hvilket våben du bruger og beskyttelse, kan du helt selv styre tempoet i ildkampene på en fuldstændig intuitiv måde.

Ammunitionen løber du hurtigt tør for, hvis du bare sløser den væk, og der skal ikke særligt mange fjendtlige kugler til, inden du falder livløs til jorden. Derfor er det vigtigt hele tiden at beregne den reaktionstid du har (stort set bullet-time featuren fra Max Payne-spillene) og holde nøje øje med, hvornår de fjendtlige soldater forsøger at fange dig i en flankerings-manøvre. Du skal ikke bare kaste dig hovedkulds ind i enhver ildkamp, men i stedet bruge deres ladepauser og omgrupperinger til at svare igen. Den kunstige intelligens, som Monolith har udstyret spillets fjender med, er overordentlig velfungerende og lader intet tilbage at ønske. Fjenden lægger både dækild, flår kasser og tønder hen til sig som beskyttelse, overgiver sig i visse tilfælde, hvis de føler sig slået, og bevæger sig i det hele taget på en usædvanlig troværdig måde gennem alle spillets underskønne lokaliteter. Kolde og upersonlige industrimiljøer blandes med detaljerede kontorlokaler, forladte slumkvarterer og højteknologiske laboratorier. Det meste kan synderskydes i de hidsige ildkampe - noget der naturligvis giver dig en endnu større tilfredsstillelse, når du kaster dig ud skududvekslinger med fjenden.

Den visuelle del af Fear er en blanding af de vidtrækkende miljøer fra Half-Life 2 og de lækre, lyssatte og detaljerede overflader fra Doom 3. En lang række filtre og mappingteknikker er brugt hele vejen gennem spillet, for at skabe et realistisk og til tider kvalmende udseende. Kædet sammen med de korte loadetider og en helt igennem fantastisk fysik, er Fear et af de grafisk flotteste spil, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at spille. Det eneste minus for mig er det faktum, at Fear er for kort og at multiplayerdelen føles en kende for uinspirerende. Men når det er sagt, så er dette en af årets mest underholdende actionoplevelser, der er mindst ligeså adrenalin-pumpende, som det er ubeskriveligt ulækkert.