Masters of Anima

Jeg gider det ikke mere. Jeg er færdig med at blive maltrakteret af gigantiske Golems og se mine små væsener blive blæst til atomer i tilsyneladende uovervindelig kamp. Men så ser jeg lyset for enden af tunnelen. Hvad nu hvis jeg satsede mere på at supercharge mine bueskytter end på nærkamp? Det virker! Kæmpen er nedlagt! Nej... Nej! En ny og anderledes kæmpe klatrer op ad jorden, og denne kræver en helt anden strategi. Kampen trækker ud, og er egentlig ikke rigtig sjov mere. Jeg ved at jeg om lidt bliver destrueret af bizarre rødglødende cirkler, som på sadistisk vis straffer langsomme spillere. Det virker umuligt, og jeg smider joystick'et fra mig. "Sådan et lortespil" tænker jeg, velvidende at jeg nok skal prøve igen senere.

Sådan er min frustration efter at have spillet Masters of Anima, og den kommer hver eneste gang jeg starter dette enerverende spil. Mens Passtech Games egentlig har en masse spændende koncepter i ærmet med dette Pikmin-lignende singleplayer-spil, så er det frustrerende gameplay et stort problem. Men lad os se på resten, og så kan vi hver især filosofere over, om alle de gode ting er tilstrækkelige til at veje op for det frustrerende gameplay.

Lad os starte med at se på, hvad det i det hele taget er, jeg taler om. Masters of Anima er et lettere obskurt kryds mellem action-rollespil og letvægts-RTS, i stil med Pikmin og Overlord, dvs. du styrer en masse minions. Dette giver mening i spillets univers fordi du er en såkaldt Shaper ved navn Otto, som med en tryllestav kan forme Guardians gennem brug af Anima - en slags livskilde. Din forlovede Ana er blevet hugget af en slem gut ved navn Zahr, som samtidig vil ødelægge verden. Han har mystiske kræfter til sin rådighed, deriblandt Golems, som er din primære fjende.

Vi har hermed også fået etableret, at Masters of Anima ikke satser på at have en prisvindende historie. Heldigvis tager spillet ikke sig selv så alvorligt, og har generelt en hyggelig stemning, der går hånd i hånd med en veldefineret visuel side.

Med truslen om verdens ødelæggelse hængende over hovedet er det op til dig at kæmpe gennem verdenen kaldet Spark - fra ørken til isdækkede bjerge, for at redde Ana og universet. Til dette skal du bruge Guardians i alle deres former, som du låser op for efterhånden som spillet skrider frem. Disse, vistnok op til 100, Guardians kan enten bruges til nærkamp, bueskydning, til at "stjæle" Anima fra Golems, eller mange andre strategiske handlinger.

Ens primære beskæftigelse er at dræbe golems eller blive dræbt af dem. Mellem disse typisk ret intense kampe er der små platform-agtige opgaver rundt om i banerne, hvor man skal bruge Guardians til at rykke på ting, eller endda animere store "hvilende" Golems, som du kan styre. Disse events er behagelige afbræk fra de intense kampe, men det havde egentlig været rart med lidt mere afveksling, da kampene er ret så drænende som de er nu.

Dette bringer os til hovedattraktionen, og hovedsynderen: kampene. I sin essens handler kampene om at administrere både dig selv og dine skabninger i realtid. Man skal sørge for at Golem-angrebene ikke udraderer hele ens hold af bueskytter, eksempelvis. Man skal også sørge for at producere nye Guardians hvis man løber tør for en særlig slags. Dette koster Anima, som man får fra både visse Guardians men også forskellige steder på banen. Denne Anima kan samtidig også bruges til at aktivere ens Guardians' specialangreb, som er unikt for hver type. Dette kan give Otto liv, sende en dødelig omgang pile efter modstanderen, eller meget andet.

Allerede når man træder ind i en kamp er den kolossale Golem godt på vej til at lave et angreb, og ofte er der ikke så meget man kan gøre for at redde ens Guardians. F.eks. sender en særlig type Golem en kæmpe pil afsted, og med mindre man tænker utrolig hurtigt, så bliver en god håndfuld af ens Guardians dræbt fem sekunder inde i kampen. Kampene bliver nemmere af, at man ofte kan fryse en Golem, lige som han skal til at lave et dødbringende angreb. Men ofte har jeg erfaret, at timingen og placeringen af dette trick er ret så omstændigt, og i forhold til hvor svært spillet er, så er det ikke altid lige sjovt når disse ekstremt vigtige mekanikker er uigennemskuelige.

I samme tråd ville det være rart, hvis strategien som helhed var mere klar. Jeg tror mange spillere vil sidde med en frustration over, at spillet ellers sjove koncept hurtigt bliver til en afstraffende omgang prøv igen, igen og igen, uden rigtig at vide, om man har misforstået noget, eller om spillet blot er den digitale ækvivalent til Skærsilden. Dette bliver kun værre af, at der ikke er flere sværhedsgrader, så man kan altså ikke lige eksperimenter med Easy, og så skrue bissen på senere. Det er ærgerligt, da spillet med så få ændringer kunne være så mange gange sjovere.

Når man så lige tror at man har fanget en Golems svagheder og får ham ned med nakken, så er kampen slet ikke slut, selvom ens reserver af Anima er helt udtømte. Spillet har ellers ingen steder signaleret, at kampen ville fortsætte. Havde dette været mere tydeligt havde man jo spillet anderledes. Man ved altså aldrig helt, om der er flere kæmper på vej.

Havde Passtech Games dog bare ladet den vanvittige sværhedsgrad været reserveret til enkelte boss-kampe, så havde det været mere i orden. Men det er nærmest alle kampe, der trækker tænder ud, og det kan jeg ganske enkelt ikke holde ud. Et andet problem ved denne strategi er, at man med så meget kamp lidt glemmer hvad resten af spillet egentlig handler om. Måske skulle netop alt det andet være udfoldet lidt mere, da det lige nu virker noget mindre strømlinet end kampen.

Et andet stort problem for spillet er, at styringen er ret kluntet. Det anbefales at styre med en controller, og det er også meget bedre end tastatur og mus lige her. Det tog mig lang tid at få reel føling med styringen, som benytter sig af nogle besynderlige genveje, og f.eks. ikke tillader at sende alle ens Guardians et bestemt sted hen. I stedet skal man vælge en særlig slags Guardian, og som helhed er disse problemer bare møgirriterende. Det samme gælder for den lidt bøvlede pegefunktion, som styrepinden tjener, foruden at kontrollere Otto. Ganske enkelt er det bøvlet at styre, og dette vækker endnu mere frustration, når man nu er ved at dø hele tiden i de aggressive kampe.

Spillet visuelle side er for det meste rigtig fin. Her er tale om en low poly-stil, som er både farverig og lettere tegneserie-agtig. Ganske veldefineret, omend stilens trendyness gør det hele lidt mindre unikt. Det er dog behageligt at se på, og gør den lidt useriøse historie mere spiselig. Animationer og bevægelser fra især monstre ser også rigtig godt ud. Farverne fra især det Anima, man skal indsamle, gør at man ikke er i tvivl om, hvor noget er henne. Menuer og UI-elementer er nok det eneste negative, visuelt set, da disse kan fremstå lidt billige. Til gengæld kører spillet ganske glat, med korte loadetider og stabil framerate.

Lydsiden er også ganske fin, med lidt over-the-top britiske stemmer til karaktererne. Heldigvis er disse tonet ned i forhold til den forfærdelige fortæller-stemme fra traileren, så hvis du har set den, så bare rolig, det er ikke sådan spillet lyder i praksis. Spillets øvrige lyde kan dog også forekomme lidt støjende, men det er nok mest frustrerende for resten af rummet. Ellers er lydsiden okay, men ikke noget banebrydende.

Når alt kommer til alt er der rigtig meget godt at finde her, og jeg er sikker på at en særlig slags spiller ville finde dette spil rigtig sjovt, især fordi denne genre har så få medlemmer. Når det er sagt, så havde jeg det mindre sjovt end jeg havde håbet. Kampene er bøvlede at styre, og alt, alt for svære. Strategien er ikke altid helt gennemskuelig, og fjendernes svagheder er til tider tvetydige. Uden nogen særligt interessant historie burde kampene være sjovere, og derfor er det svært at være særligt positivt stemt omkring Masters of Anima, med mindre man tørster efter et Pikmin-lignende spil, som er urimeligt svært.