Sea of Thieves

Det første som møder dig i Sea of Thieves, efter at have udpeget din sørøverkarakter, er tonerne fra Wagners Valkyrieridtet - opført, ikke af et storslået symfoniorkester, men af en skraldet trækharmonika. Stemningen er sat. En uhøjtidelig, fjollet og charmerende spiloplevelse venter forude. Ti timer senere er det den samme melodi som hviner i baggrunden. Der bliver ikke længere trukket på smilebåndet. Eventyrlysten har lagt sig og charmen er begyndt at klinge af. Det hele begynder at runge en anelse hult. Det er Sea of Thieves i en nøddeskal. Spillet kan indtage sin plads i rækken af store, åbne sandkasser, hvis størrelsesmæssige omfang og sømløse onlinekomponenter imponerer - og hvis mangel på indhold og variation er dybt chokerende.

Her er spillets overordnede struktur, i al sin enkelthed: du indsamler en håndfuld missioner ved en handelspost, sætter kurs mod de relevante øer, finder skatten og vender snuden (eller skuden) hjemad. Enkelt, men ikke ufarligt. Måske går skibet på grund og synker; måske bliver dine venner ædt af hajer under landgangen; måske bliver du plyndret af nederdrægtige modspillere. Ingen ære blandt tyve! Før eller siden ender du hos endnu en handelspost, hvor det hele kan gentage sig. Indleverede skatte giver guld og vellykkede missioner resulterer i højere sørøverrang. Guldet kan du bruge på kosmetiske ændringer - og ikke meget andet. En højere rang giver adgang til mere udbytterige missioner, om end af nøjagtigt samme slags som de foregående.

Der er utroligt lidt at arbejde sig henimod i spillet. Udvalget af missionstyper begrænser sig til tre kategorier: skattejagt, skeletkamp eller dyrefangst. Belønningerne er endimensionelle og uden indflydelse på resten af spillet. Der er ingen kampagne eller narrativt tilrettelagt indhold at fornøje sig med. Og fjenderne er simple variationer af den samme skeletkriger. Sea of Thieves, med andre ord, er en forfærdeligt skabelonskåret oplevelse, uden virkelig substans. Her kunne jeg føle mig fordret til at indvende, at spillets kræfter er blevet lagt andetsteds. At oplevelsen i stedet lægger vægt på de famøse spillerskabte fortællinger. Det er bare ikke et holdbart modargument. Hvorfor skulle de to ting dog udelukke hinanden? Kunne større variation og mere indhold ikke netop afføde flere forskellige og interessante oplevelser?

Rare, igennem et uhæderligt, dovent eller totalt misforstået spildesign, synes at have forvekslet begyndervenlig tilgængelighed med uambitiøs overfladiskhed. Spillets bedste øjeblikke - og der er afgjort gode øjeblikke at berette om - opstår ikke på grund af den beskedne mængde indhold, men på trods af. Større variation i skatte, opgaver, redskaber, våben og fjender havde gjort oplevelsen bedre, ikke ringere. Og selvom talenttræer og erfaringspoint ikke hører hjemme i alle spil, så er manglen på et regulært progressionssystem iøjnefaldende. Spillet, i en overdreven tillid - eller arrogant forventning - til den "personlige fortælling", formår ganske enkelt ikke at udfordre, motivere eller belønne spilleren ordentligt.

Okay, så der er ikke nok af... noget som helst, men hvad er der rent faktisk at give sig til? Hver spilsession starter med et valg: stort skib eller lille skib? De to skuder kan omtrent det samme, men galeonen kan rumme fire spillere, mens den beskedne slup højst kan holde to. Et større skib betyder en større besætning, men også flere sejl og kanoner. Flere bevægelige dele. I princippet kan man styre skibet på egen hånd, men det er både besværligt og i tydelig modstrid med den tilsigtede oplevelse. Hvad end besætningen harmonerer, eller kaos hersker på dækket, så er det netop her, i samarbejdet mellem gæve, grådige pirater, at de bedste øjeblikke opstår.

"Tag lige roret, så drejer jeg sejlene. Hvem lader kanonerne? Vær klar til at smide anker!" Det er kommandoer som disse der bliver brølet ind i mikrofonerne, alt imens én spiller tætter hullerne i skroget, en anden plejer sine ubelejlige tømmermænd og en tredje falder overbord. Det er tilfredsstillende når samarbejdet fungerer; det er hylende morsomt, når det ikke gør. Improvisation og disciplin er altafgørende når først katastrofen indtræder. Så handler det om at samarbejde om de bedst mulige resultater - under de værst tænkelige omstændigheder. Ansvarsområder og opgaver bliver fordelt i underfundige øjeblikke af uovertruffen spillerdynamik. Der er ganske vist ingen karakterklasser at vælge imellem, men her viser Sea of Thieves sig i glimt som et af de bedste rollespil nogensinde.

Spillet er samtidig utrolig smukt. Figurdesignet, ligesom resten af spillets stilart, er charmerende, men det er havet som for alvor besidder personlighed. Det er i konstant bevægelse og fantastisk varieret i sit udtryk. Mens resten af spillet fremstår gradvist mere og mere ensformigt, så imponerer hav, vind og vejr konsekvent. Blandingen af en suveræn grafik og en alsidig lydside skaber undertiden en verden som er fantastisk at opholde sig i. Som når man opdager nordlyset på en skyfri nattehimmel; når havet raser på en nedtrykt gråvejrsdag; eller bølgerne giver genskin fra en billedskøn solnedgang. I sådanne kostbare øjeblikke træder spillets talrige fejl og mangler i baggrunden til fordel for sejltyk atmosfære og udsigten til nye eventyr.

Så hvor spillet skuffer på visse punkter, så imponerer det på andre. Det er ikke så sært, at det lige nu er populært på Twitch: de første timers nysgerrige udforskning giver julelys i øjnene. Et vellykket røvertogt kan være enormt tilfredsstillende, trods en undervældende belønning. Når et fuldtlastet skib synker til bunds, giver det næsten tårer i øjnene. Under havduellerne ræser hjertet afsted og på vej mod handelsposterne sidder det i halsen. I de tidlige stunder med spillet, bliver der trukket på hele følelsesregisteret og det er ikke en smal bedrift. Livet som sørøver er i første omgang præget af voldsom bølgegang og omskiftelige vinde. Medgang og modgang. Efterhånden falder havet dog til ro og det samme gør temperamentet. Ligesom den lunkne rom i egetræstønderne, så er beruselsen øjeblikkelig, men eftersmagen bitter.

Så ja, jeg har haft gode oplevelser med spillet. At sige andet, ville være forkert. Jeg er samtidig målløs over hvor lidt der faktisk er at komme efter. Pirater er grådige og har man først fået smag for eventyr af den slags som spillet tilbyder, så er det svært ikke at blive grådig. Grådig, eller håbefuld omkring en fremtid med mere, bedre indhold. Flere bevægelige dele. Flere rebstiger og knob og master og skibe og kompasser og dimsedutter. Hvorfor er der dog ikke mere? Arr! Bananen som helbredsgenstand er sjov, ja, men hvorfor er der ingen æbler eller kokosnødder? Hvorfor er alle våben enten en sabel eller en krudtpistol? Hvorfor er der kun skeletter, og ikke forvoksede krabber eller blækspruttemænd at jorde sablen i? Der burde ganske enkelt være mere - at det hele! Der er oplevelser i Sea of Thieves, som ingen andre spil kan tilbyde. Og omvendt mangler der ting i spillet, som er standardinventar i mange andre. Kort sagt: det er et spil med en dynamisk rigdom i en indholdsfattig verden.

Som piratens infame bramsejl, er jeg splittet omkring Sea of Thieves. Det er et spil som jeg har lyst til at vise til alle med en forbipasserende interesse i computerspil. Og til folk uden. Jeg har lyst til at give dem et indblik i det potentiale som spillet rummer. Det er mange år siden at Rare skabte bølger i industrien. De har tilkæmpet sig en enorm interesse blandt mange - en opmærksomhed som tidsnok kan bide dem i bagenden. Jeg kan unde dem begge dele, både ris og ros. Vigtigere endnu, så kan jeg unde potentielle købere en bedre, mere helstøbt spiloplevelse for den plovmand som udgiverne forlanger. Til halv pris havde det været en anden snak, ærligt talt.

Som anmelder er jeg nu engang privilegeret. Det anstrenger jeg mig for ikke at glemme. Jeg har fået rejsen gratis, med alt betalt. Jeg ville bestemt ikke have været den foruden, men det er jo nemt nok at sige. Og mine personlige anekdoter, erfaringer og oplevelser kan kun række så langt. Jeg deler gerne mine (sø)røverhistorier med jer, men en anbefaling uden væsentlige reservationer - det bliver det desværre ikke til.