Warhammer: Vermintide 2

Svenske Fatshark fik overraskende meget success med deres første spil, Warhammer: The End Times - Vermintide, et Left 4 Dead-inspireret kooperativt spil, hvor man kæmper i som et hold på fire mand mod store mængder af fjender i Warhammer-universet, det vil altså sige middelalder tilsat en fornuftig omgang magi, død og ulykke, hvilket også forklarer dine hovedfjender, Skaven, en race af massive rottemennesker, hvis primære formål ikke er helt de samme som dine egne.

Den formular fortsætter i Warhammer: Vermintide 2, her starter man med en af nyere tids absolut bedre tutorials, hvor man ganske vist er blevet fanget, men både introduceres for den basale styring, såvel som den narrative opsætning, hvor Skaven har allieret sig med Chaos. Disse ubehagelige, semi-muterede krigere kommer fra nord, og sammen forsøger de at lave en slags portal, så man nemt kan transportere sine krigere direkte ind i hjertet af det menneskeimperie man som spiller har til opgave at beskytte. Vores helte slipper naturligvis helskinnet ud derfra, eneste minus er at denne intromission skal spilles igen hvis man vælger at spille fra en anden computer.

For at forhindre menneskehedens udslettelse vælger man imellem fem klasser, der så igen kan låse op for yderligere tre underklasser. Det er fint med noget variation, og det er uden at det går helt amok og bliver uoverskueligt - vi ønsker variationen og alsidigheden, men det skal jo heller ikke være for meget.

I modsætning til det første Vermintide er det ikke længere spilleren, men den enkelte karakter der optjener erfaringspoint, præcis som man kender det fra Diablo III. Det giver en masse muligheder for at spille sine karakterer op, men det gør også for at man udforsker klasserne mere, og får noget udfordring på den konto også.

Og så kommer vi til det primære gameplay, mekanikkerne, der hvor det første spil formåede at triumfere og derigennem hive millioner af spillere med, og hvor efterfølgeren virkelig nu skal skinne. Vi kommer lidt skidt fra start, for der er desværre ikke rigtig en singleplayer-del - det havde ellers været fantastisk. I stedet så bliver man smidt ud i missioner sammen med tre andre, og skal så både slå ihjel og overleve i en ret brutal og mørk middelalderverden, hvor der ganske vist er mulighed for at holde afstand med både magi og skydevåben, men hvor systemerne er langt mere orienteret mod nærkamp med økser og sværd. Der er ikke nogen præsteklasse eller lignende, så det er ikke bare lige sådan at have en healer med. Så rosenrød ser virkeligheden ikke ud i Warhammer: Vermintide 2. Det er væsentligt mere overlevelsesorienteret, da eliksirer der giver mere styrke, hastighed eller har helende effekt ikke ligefrem er noget der ligger og flyder på hvert et gadehjørne. Du skal være bevidst om dine omgivelser og hinanden, ellers så dør I... allesammen... hurtigt.

Mellem missioner kan man så gå i gang med crafting-system, og du kan desuden opgradere evner med videre, men der skal kæmpes for det. Der er naturligvis en ny hjembase der har mange mærkelige kroge og muligheder, og ikke mindst en fantastisk udsigt. I det hele taget er det en typisk "hub-verden", som er tætpakket med hemmeligheder, systemer og alt det du skal bruge for at holde meta-spillet i gang. Det er vigtigt at parametre i sådan en oplevelse, og Vermintide 2 har en lang række af dem.

Selve missionerne kan spilles igennem på flere forskellige sværhedsgrader, men selv på den nemmeste burde der være udfordringer for de fleste. Spillere kan ganske vist blive genoplivet, men det bliver lidt hektisk når flere holdkammerater er nede, og er de det i for lang tid, ja, så er det permanent slut. Der er med andre ord konsekvens ved at dø, eller på anden måde blive ukampdygtiggjort. Der kan vælges manuelt, eller man kan overgå til en klassisk Quick Match. Dog vil vi kraftigt anbefale at spille med nogen man kan kommunikere ordentligt med. Der er tre sektioner i en historieorienteret sekvens, der ganske bekvemt giver mulighed for baner i tre forskellige miljøer. Den visuelle variation er på plads, heldigvis, og bliver du bidt af det bestemte gameplay loop Fatshark har lagt for dagen, så er der glimrende mulighed for konstant at finde nye ting og sager.

Selve karaktererne taler løbende til hinanden, og det giver et tilført realismemoment om man vil, men dette overskygges af at animationerne af fjenderne, især når der er mange, er for generiske, der er simpelthen for lidt variation i det rent æstetiske når det kommer til modstanderne. Hvis du har spillet Fortnite, så ved du hvad vi taler om. Dog er det så sandelig et spektakel, og nu hvor det er i førsteperson, så gør det mere hektiske tempo at man måske ikke lægger lige så meget mærke til det.

Til gengæld er der fine variationer i banerne - de indbyggede bosskampe kommer eksempelvis måske slet ikke, og de fem karakterer man vælger mellem spiller ret forskelligt, med stort fokus på deres både svagheder og styrker. Vi undrer os dog stadig over at det er en dværg med der kan kaste røgbomber og forsvinde sporløst. Til gengæld bliver det også hurtigt lidt af et "grind", som man kalder det. Hele humlen med at din karakter er svag og lidt uduelig, der så skal have både nyt udstyr og nye passive egenskaber som kun tilegnes for hver femte gennemførte bane.

Du kan ændre specialisering i niveau 7 syv og 12, og en lang række våben og egenskaber er bundet til en bestemt specialisering, og bliver derfor ret vigtig. Herudover giver det mulighed for at tilpasse hver karakter til en mere personlig spillespil, hvor nogen er mere "in-character" end andre. Det er eksempelvis muligt for dværgen at bliver Slayer - en psykopatisk rødhåret berserker der absolut ikke skal nyde noget af et skydevåben (og det er synd da netop denne klasse starter med en afart haglgevær), mens at lejesoldaten, der ellers har en tank-funktion, kan overgå til en ren skydebaseret rolle som jæger. Af de mere kuriøse må vi sige at en godt spillet elver er ekstremt effektiv, men ild-troldmanden(kvinden?) er uhyggeligt effektiv mod store mængder svage modstandere, såvel som mål der holder sig på afstand.

Det eneste minus er at der, naturligvis, er en række tilfældigheder i forhold til hvordan at man får nyt udstyr, og man kan derfor risikere at få udstyr der slet ikke passer til ens spillestil, eller som man ikke kan bruge hvis det er bundet til en anden specialisering. Altså ikke den store forskel fra hvordan at man kender det.

Det hele er nødvendigt, for sammenkoblingen af rottemænd og Chaos giver nogle uhyggelige modstandere, der nemt afliver hele gruppen. Der er snigmorderrotter der dukker op af det blå, andre gange bliver man indfanget af net og slæbt væk - og hvis ikke resten af gruppen er hurtige, så er man færdig som gårdsanger, eh, fægtemester. På samme måde vil man møde fjendtlige gasbomber, flammekastere, og magikastere der dræner dit liv. Kort sagt, manglende reaktion og omstillingsparathed har hårde konsekvenser.

Sværhedsgraden kan også løbende tilpasses ved at finde og opsamle bøger der er skjult i banen, det er dog den enkelte spiller der finder dem der foretager afgørelsen om sværhedsgraden skal øges, og man spørger ikke nødvendigvis de andre spillere. Til gengæld stiger belønningerne også - naturligvis.

Vi har valgt først at teste efter spillets udgivelse, og efter den første mindre opdatering er det gået ret glat, både hvad spil og matchmaking angår.

Spillet er sat til €28, altså halv pris af hvad spil normalt koster, og det er endda muligt at lave en opgradering fra normaludgaven til Collector's Edition som DLC - hatten af for den måde at gøre det på, og ikke mindst prissætningen.

Så ganske kort, gameplay er ganske intenst, der mangler lidt variation i det rent visuelle på fjenderne, banerne er smukke, om end ekstremt lineære, der er gode muligheder for karakterudvikling, og prisen er sat efter at det er et kooperativt spil, men ellers er alt en forbedring fra forgængeren. Er du til kooperative spil, så er du nød til at prøve Warhammer: Vermintide 2.