Burnout 3: Takedown

På redaktionen skal der næppe herske tvivl om hvem der er den ubestridte største Burnout-fan, nemlig undertegnede, så det er med stor glæde at jeg skriver denne anmeldelse af spillet, men samtidig havde jeg en dyb frygt for om hvorvidt dette spil kunne leve op til det fænomenale Burnout 2. Siden vi bragte vores fyldestgørende preview-artikel om Burnout 3 er der sket hel del i udviklingsarbejdet, og denne endelige version er lige så oppoleret som man kunne håbe på. At Burnout-serien handler om racing er egentlig den halve sandhed, da spillet ligeledes bestræber sig på at spilleren skal udsættes for en skudefuld af styrt og spektakulære sammenstød. Et af seriens eksplosive varemærker har ubestridt været disse bilulykker - og i dette regi skuffes vi denne gang så absolut ikke, hvorfor alle kan se frem til skamskændende køreoplevelser i højeste gear. Vi har gennem det sidste års tid måtte lægge øre til mange løfter og lovprisninger af denne titel, hvor ikke mindst Criterions Alex Ward har basuneret ud omkring de mange nyskabelser, men der er nu ikke tale om blot varm luft eftersom Burnout 3 formår at indfri dem alle.

Den grafiske overhaling er det første nye tiltag vi støder på og med et går det op for en at de fantastiske screenshots ikke har løjet. Selv i bevægelse er der tale om et pragtstykke, som tydeligvis presser den lille sorte boks af en citron til det yderste - PS2-versionen ligger nemlig overraskende tæt på Xbox-udgaven, hvilket er imponerende. Mest markant er de forbedrede partikel- og deformationseffekter, som giver sig til kende i form af meget levende gnister, biler der forvrænges til ukendelighed ved styrt og ikke mindst de forrygende fartstriber når boost’en gør sit indtog - det er immervæk Criterions egen Renderware-engine der driver værket.

Der er selvskreven ikke blot tale om en opgradering af det eksisterende indhold, men vi introduceres for yderligere modes og funktioner, som forudsætter en gedigen stramning af sikkerhedsselen. Først og fremmest har den populære crash-mode fået fabriksnyt under kølerhjelmen, hvor "crashbreaker" tillader ekstra ravage i de voldsomme massesammenstød. Crashbreaker betyder at man kan lade sin bil eksplodere midt i et sammenstød, hvorpå de nærværende biler påføres yderligere skade. Festen stopper ikke her og denne gang indeholder spillet powerups på banerne, coop-mode, party crash med op til otte spillere og meget mere. Lad det være sagt at der er rigeligt at tage sig til for hærdede Burnout-fans såvel som nytilkomne "fartpiloter". Spillets indgangsvinkel til turneringsdelen er ligeledes anderledes og denne gang kan vi mere fornemme en klar inspiration fra f.eks. Formel 1 og rally, da vi i B3 skal rejse rundt på hele kloden for at dyste i de halsbrækkende løb. Man starter sin karriere i USA , udvider derefter det geografiske repertoire med Europa og så videre - en ting der får universet til at virke langt mere levende end blot en masse baner der skal gennemføres i en given rækkefølge. Der differentieres fortsat tydeligt mellem om bronze, sølv eller guld opnås i løbene og ens resultat påvirker hvor mange nye biler og baner man får adgang til, derfor er det tilrådeligt som alt at give den en ekstra skalle for at komme først over målstregen - i bedste russisk 800m-stil.

På lydsiden kan vi direkte se hvorledes EA’s overtagelse fra Acclaim har påvirket spillet, da soundtracket er EA’s velkendte Trax-system, som denne gang omfatter bands som bl.a. Ash, The Ramones og Finger Eleven. Personligt mener jeg at man ikke skal pådutte spillere garagerock ved enhver lejlighed, men der er dog mulighed for at slå musikken fra - og ikke mindst den noget overgearede og irriterende DJ Striker, som konstant kommer med gode råd, der mest af alt generer - desværre er det kun Xbox-ejere der kan skræddersy deres helt egen musikliste. Lydeffekter sidder dog lige i øret og folk med det rette lydanlæg kan virkelig se frem til en proper omgang øreguf når motor, gear og afbrændingen af gummi giver lyd fra sig.

De enkelte få elementer man kan tillade sig at se som negative, må være det fortsat overdrevne pickup-system - dvs. at bilerne på andenpladsen og nedefter kører en anelse hurtigere end den på førstepladsen - dette er især prominent mod AI’en, som man vil opleve næsten ikke er til at ryste af uanset hvor godt man kører. Tillige er der et par irritationsmomenter mht. til loadtider, men dette er i småtingsafdelingen.

Er du til arkaderace er Burnout 2 en obligatorisk titel i samlingen, og tredje ombæring bringer ligeså arkade med stort A til fadet, så der er endog et heftigt incitament for at erhverve sig denne titel - Criterion har ikke blot opretholdt det meget høje kvalitetsniveau, men i tilgift opdateret konceptet og tilføjet nye interessante elementer. Online-delen er dog det bærende element, der uimodsigeligt skubber grænserne for hvad vi havde forventet, og muligheden for at dyste med og mod andre spillere forlænger titlens levetid over al måde - men PS2-ejere uden online adaptor har dog masser at komme efter. Med Burnout 3: Takedown får gamere verden over atter muligheden for at få en lille bid arkadehal ind i deres stuer, men du er hermed advaret, spillet er absolut kun for fartdjævle og folk med oktan 95 i blodet. Vi lovede Jer læsere en omgang arkade tour de force i vores preview-artikel, og her er den, velbekomme.